En kunstnerisk indsamling

Billedkunstner Lasse Krog Møller laver en ‘arkæologisk’ indsamling af fundne effekter på Roskilde Festival.

Lasse Krog Møller fortæller aarhus.nu om indsamlingsprocessen, foto: Kristian Handberg

Billedkunstner Lasse Krog Møller laver en ‘arkæologisk’ indsamling af fundne effekter på Roskilde Festival.


info

Under mottoet More Than Music arrangerer Roskilde Festival en række projekter uden for deres musikprogram. Læs mere om projekterne på Roskilde Festival

Den alternative indsamling
Ved ‘forpremiere-scenen’, der også er åben før musikken for alvor går løs torsdag den 3. juli, bliver alle artikler om årets festival løbende hængt op. Selvfølgelig også aarhus.nu’s. Ved siden af denne forhåbentlig nyttige og relevante information finder en ganske anderledes dokumentation imidlertid sted. Lasse Krog Møller indsamler under festivalen alle typer genstande og hænger dem op med angivelse af fundsted med videre efter arkæologikunstens regler.

Folk lader sig orientere og forvirre, foto: Kristian Handberg
Folk lader sig orientere og forvirre, foto: Kristian Handberg

Cigaretskodder og Svend Aage Madsen
Samlingen fremviser indtil videre såvel cigaretskodder og spillekort som en roman af Svend Aage Madsen! Som en drivende flaneur går kunstneren rundt på festivalens forskellige områder med næsen i jorden og tager tingene med. Han går både efter de typiske efterladenskaber som skodderne eller en enlig sandal og efter de uventede ting som et spraglet slips bundet sammen med en toilettaske eller den omtalte roman. Sedler med skrevne ord har også hans særlige interesse. Angående udvælgelseskriterierne citerer kunstneren med et glimt i øjet Picasso: "Jeg søger ikke, jeg finder"! Effekterne kommes så i en taske og registreres efter dagens vandring på den medbragte rejseskrivemaskine. Sirligt, bureaukratisk og absolut unyttigt!

Flere spørgsmål end svar
Det handler om at få styr på tingene på samme måde som en arkæologisk udgravning handler om at afdække et stykke fortid og få alle stumperne registreret på deres rette plads. Alt hvad værket fortæller er, at på præcis dette sted på præcis dette tidspunkt blev præcis dette cigaretskod fundet. Værket lader det være op til beskueren at stille spørgsmålene: hvorfor var det der, hvem har smidt det og hvilken kultur ligger bag skoddet? Disse spørgsmål stilles af beskueren selv og besvares også af ham eller hende – det er ikke en del af Lasse Krog Møllers projekt.

Registrerede og katalogiserende fund, foto: Kristian Handberg
Registrerede og katalogiserende fund, foto: Kristian Handberg

Ekspedition i det ukendte land
Lasse Krog Møller er ikke tidligere festivalgænger, hvilket han mener er en stor fordel for den kunstneriske undersøgelse. Det er en ekspedition i et ukendt land, hvor beboerenes adfærd og skikke skal undersøges gennem fundene. Man ved aldrig, hvad man kan finde og hvilket billede, der vil tegne sig udfra feltarbejdet. Denne antropologi er dog absolut uortodoks og skal snarere ende i forvirring end forklaring. Noget festivalens mylder synes at lægge op til.

Kunstneren foran den alternative opslagstavle, foto: Kristian Handberg
Kunstneren foran den alternative opslagstavle, foto: Kristian Handberg

Samler og forsker
Rollen som objektiv indsamler og kortlægger blandes med den personlige samlerinteresse, der kendes fra kunstnerens øvrige værkproduktion. Man vil altid gerne gøre det spektakulære fund – førsteudgaven i antikvariatet eller en Grauballe-mand i mosen! Her må man så have sin systematik og den bureaukratiske registrering som modvægt.
Vi passerer en lejr, hvor beboerne har brolagt hele underlaget med fundne sten. Et typisk kreativt og unyttigt tiltag, midlertidigt og improviseret, som man ofte ser det på festivalen. En afspejling af en rationel aktivitet i ‘den virkelige verden’ uden for festivalen – nu blot foruden ‘denne virkelige verdens’ logik. Sådan er det også med Lasse Krog Møllers sorte arkæologi, antropologi og kartografi. Vi ser frem til at se, hvad der dukker op.


Fakta

29 jun 2008 6 jul 2008

Lasse Krog Møller

Roskilde Festival Se kort og tider