En messe i voksealderen

‘Nordens Kunstmesse’, Art Copenhagen, bliver i år til ‘The Nordic Art Fair’ og vil med et varieret program føre messen ud af boksen.

FORUMs team bag Art Copenhagen: Salgs- og projektleder Mads Andersen og Anne Riber, presse ansvarlig (Foto: Philip Tonda)

‘Nordens Kunstmesse’, Art Copenhagen, bliver i år til ‘The Nordic Art Fair’ og vil med et varieret program føre messen ud af boksen.


info

Man vil allerede før messen kunne finde debatoplæg her på siden hvor man bliver introduceret til nogle af de temaer som bliver diskuteret på årets messe.

En kunstmesse handler i traditionel forstand om at sælge kunst. Det er galleriernes mulighed for at præsentere sig selv for samlere i et anerkendt miljø og det er samlernes mulighed for at få et overblik over den nutidige kunstscene på de kommercielle gallerier.

Normalt har der ikke været megen plads til ikke-kommercielle tiltag på en sådan messe, men det er nu ved at ændre sig. Art Copenhagen 2010 byder på meget andet end hvide vægge med salgbar kunst.

En messe handler om at sælge kunst. Men der er plads til meget mere på Art Copenhagen. (Pressefoto: Claus Starup)
En messe handler om at sælge kunst. Men der er plads til meget mere på Art Copenhagen. (Pressefoto: Claus Starup)
“Messen har altid været bred. Vi har mange flere besøgende, end der findes samlere i Danmark. Det er en mulighed for at se et godt udvalg af den danske kunstscene.”

“Netop derfor er det vigtigt også at anerkende de besøgende som ikke lige har penge eller interesse i at købe kunst, men som kommer for at få en spændede kunstoplevelse,” siger Anne Riber, presse ansvarlig for Art Copenhagen 2010. Det er andet år hun er med i organiseringen af messen.

Positiv stemning i en aura af finanskrisen
Sidste år stod i finanskrisens tegn og messen måtte overveje den situation den stod i og det gav også mulighed for at tage nogle chancer.

“Den her messe skulle laves og ikke nødvendigvis kun af kommercielle årsager. Vi så at det var rigtigt positivt at have mere oplevelsesorienterede events som et supplement til den traditionelle del af messen,” siger Anne Riber.

Man vil igen i år kunne opleve debatter organiseret af bl.a KUNSTEN.NU samt den ikke-kommercielle udstillingsplatform State of the Art. Stemningen er positiv blandt de involverede.

“Vi tror på at messen rummer mange muligheder. Også salgsmæssigt er stemningen relativt positiv selvom vi går rundt i en aura af finanskrisen. Det er en generel tendens, at man begynder at tænke ud af boksen, og det synes jeg kun er fedt,” supplerer Anne Riber.

Udenfor Forum Copenhagen (Foto: Philip Tonda)
Udenfor Forum Copenhagen (Foto: Philip Tonda)
Internationale ambitioner
Tidligere var det udelukkende danske gallerier der deltog, men efterhånden er messen blevet mere international, dog stadig koncentret om nordiske gallerier. Salgs- og projektleder Mads Andersen forklarer:

“Vi tænker på i fremtiden også at have gallerier fra Tyskland, Holland og Belgien. Vi er begyndt at få en del henvendelser fra de lande. Kvalitetsniveuaet er eksponentielt stigende, det er jeg ikke bange for at prale af!”

“Vi lytter til forskellige kilder som giver os respons på det vi laver og ifølge abasadører og branchefolk har det aldrig været bedre end nu rent kvalitetsmæsssigt! I fremtiden vil messen nok udvikle sig til en nordisk begivenhed som viser de 40 bedste skandinaviske og internationale gallerier,” siger han forhåbningsfuldt og fortsætter:

“Og det bliver endnu mere eventbaseret og mindre boks-agtigt.”

En styrket identitet
Visionerne er klare, også hos Anne Riber, som supplerer:

“Vi vil bestemt gerne være mere internationale. Derfor har vi også skiftet navn fra Nordens Kunstmesse til The Nordic Art Fair I fremtiden kunne jeg godt ønske mig et internationalt program med navne som man ellers ikke oplever i Danmark.”

“Messen skulle så suppleres af pre-events og seminarer rundt om i byen. På den måde ville man skabe en mere samlet identitet lidt à la modeugen, som næsten alle Københavnere kender til.”

Så langt er messen ikke kommet, endnu.

Ingen tomme kalorier og flødeskum
Messen har gjort op med det strikse messe-format og fokuserer nu i stedet på et varieret og styrket indhold.

(Pressefoto: Claus Starup)
(Pressefoto: Claus Starup)

“Vi vil meget gerne få en diskussion igang mellem mennesker, som tør sige deres mening, og kunstnere er jo kritiske af natur. Det er vi igang med at planlægge i samarbejde med KUNSTEN.NU. Og det håber vi også at en samarbejdspartner som DR vil støtte op om i år,” siger Anne Riber og uddyber:

“Vi vil gerne have at messen informerer, at folk får noget med hjem. Det må meget gerne underholde, men det skal ikke være tomme kalorier og flødeskum! Det skal hellere være dynamisk og interessant.”

Mads Andersen nikker anerkendende og supplerer: “Grundprincippet må altid være at holde kvaliteten maximalt høj!”


Fakta

Messe

Art Copenhagen - The Nordic Art Fair 2010

17 sep 2010 19 sep 2010

Art Copenhagen Se kort og tider

Fakta

Art Copenhagen har fundet sted hvert år siden 1997.

Art Copenhagen's messeudvalg består i år af:
Bo Bjerggaard, Galleri Bo Bjerggaard, København
Jens-Peter Brask, Kunst-samler, København
Leif Djurhuus, Kunst-samler, København
Jesper Elg, V1 Gallery, København
Jens Faurschou, Galleri Faurschou, København
Ola Gustafsson, Elastic Gallery, Malmö

State of the Art: Den ikke-kommercielle udstillingsplatform på Art Copenhagen. Bliver i år kurateret af det kunstnerdrevne galleri IMO.

Igen i år er der lavet et samarbejde imellem Art Copenhagen og Alt_Cph på Amager. Alt_Cph er den alternative, kuraterede messe som beskæftiger sig fortrinsvis med ikke-kommercielle projekter og udstillingssteder. Også her vil der være sceneprogram og debatter. Køber man en billet til den ene messe har man også automatisk adgang til den anden.