En nysgerrig kunstners verden
Vi mødte kunstneren Eric R. Fajardo, der er aktuel på udstillingen Bastion 3 i Møllegade 5.
Vi mødte kunstneren Eric R. Fajardo, der er aktuel på udstillingen Bastion 3 i Møllegade 5.
info
Eric Fajardo har været vidt omkring med sin kunst. Han har blandt andet udstillet i Tyskland, Panama, USA og Spanien. Han har desuden været rundt i Danmark, og særligt har han beriget Århus med et væld af forskellige udtryk i sin kærlige behandling af samfundets sociale kontraster – både lokalt, nationalt og globalt.
Her fortæller han om sit liv som kunstner og om vigtigheden af flere perspektiver på samfundet og verden.
"Kunst har altid været min store interesse, siden jeg var helt lille. Jeg tror faktisk ikke, jeg kunne være blevet andet end kunstner. Det var den eneste måde, jeg kunne komme til at udtrykke mine tanker, og det faldt mig også helt naturligt.
Jeg har altid været kreativ og skrevet poesi eller fotograferet, arbejdet med ler eller keramik. Men det der virkelig motiverer mig er, at jeg tror på, at kunsten kan ændre på folks syn på verden, og måske gøre den til et bedre sted at være".
Hvorfra henter du inspiration?
"Min kunst er egentlig et udtryk for, at jeg gerne vil dele mine observationer med min omverden. Jeg arbejder med det, der lige fanger min opmærksomhed. For eksempel undersøgte jeg i en udstilling de store forventninger, vi tit bærer rundt på, ved at gendanne Pjerrots Have ved vintertide uden Pjerrot".
Du arbejder meget med vidt forskellige materialer. Hvorfor det?
"Det har den simple årsag, at jeg er nysgerrig og har lyst til at prøve nye ting af. Dengang jeg gik på Det Jyske Kunstakademi, brugte jeg gerne majs, kaffe eller linser som materiale, fordi jeg synes, det var en sjov ting, at de her produkter var svære at få fat i engang.
Dengang jeg kom til Danmark var det ret kedeligt, at man for eksempel kunne gå ind i et bageri og finde to slags brød at vælge imellem. I dag er der et væld af madvarer, der ikke har noget med oprindelig dansk kultur at gøre, og jeg ville gerne fremhæve den mangfoldighed, som landet nyder godt af".
Hvad betyder det æstetiske for dig, når du arbejder på et værk?
"Det æstetiske betyder helt sikkert noget for mig. Det skal ikke forstås sådan, at jeg vil lave værker, der kun er smukke, men der skal være en helhed imellem formen og indholdet. Jeg arbejder meget med formen som en vigtig del af værket".
Det er tydeligt i mange af dine værker, at du henter inspiration i sociale uligheder på en større skala. Er det et udtryk for din baggrund i et mere kontrastfyldt Latinamerika?
"Jeg forstår mine værker som globale, ligesom jeg forstår mig selv. Jeg er hverken fra Panama eller Danmark. Det der er vigtigt for mig er, at jeg gennem min kunst kan reagere på de store kontraster og den ulighed, der er over hele verden.
Derfor er de bedste værker for mig dem, der kommunikerer umiddelbart, så kunsten bliver et sprog, der rækker ud over landegrænser".
Vil du fortælle lidt om din aktuelle udstilling?
"Min aktuelle installation er en kommentar til det overforbrug, der karakteriserer samfundet i dag. Og derudover synes jeg, det er vigtigt at sætte fokus på den måde forbrug og status hænger sammen.
Vi præsenteres hele tiden for statussymboler, og det er ikke kun i Vesten, at disse budskaber påvirker folks bevidsthed. Over hele verden bombarderes både rige og fattige med disse symboler og med bevidstheden om deres status. Men ikke alle har mulighed for at lege med. Jeg synes, det er vigtigt at tænke over, hvad det gør ved os.
Fakta
Udstilling
Bastion 3
30 aug 2008 7 sep 2008
Lars Heiberg, Eric R. Fajardo, Ole Bak Jakobsen
Møllegade 5 Se kort og tider
Fakta
Eric R. Fajardo er billedkunstner og uddannet på Escuela Nacional de Artes Plasticas i Panama og på Det Jyske Kunstakademi.
Hans værk Shopping/Rest er en del af udstillingen Bastion 3, der kan opleves på Møllegade 5 i perioden 30. august til 7. september 2008.