En uklar forestilling

På Gammelgaard, HerlevKommunes kulturcenter, har der lige været fastelavn. Jeg får tilbudt enfastelavnsbolle og en fin snak om Herlevs mange kulturtilbud. Det gælder jo omat gøre kommunen til et godt sted at bo.

Det bliver så ikke pågrund af det aktuelle kunsttilbud, jeg skulle flytte.

Roomservice er den let fortærskede titel på en udstilling, hvis idégrundlag ernæsten ubærligt banalt og ubehjælpsomt formuleret.

Det kommer ikke helt tilat overskygge en håndfuld af de bedre kunstværker. Og det tager jo heller ikkekvaliteterne fra et overraskende pænt udstillingssted. Men det ender med enrodet opvisning uden sammenhæng.

”Grænselandet mellem maleri, installationog skulptur”
At ville ”udforske”,”udfordre” og ”undersøge” er fint nok, helt ok og almindeligt anerkendt indenfor samtidskunsten. Men det kan hurtigt – rigtigt hurtigt – blive ren parodi,når man formulerer et højtsvungent udstillingskoncept uden at udtrykke eneneste original tanke eller formå at skrive uden for klichéen.

Kunstneren og arkitektenFlemming Hoff har samlet, hvad der mest ser ud som venner og bekendte til enudstilling, hvor idéen er, at kunst og arkitektur skal ”spille op til hinanden”.

Og Gammelgaardsudstillingsrum er skam dejlige, men nogen ekstraordinær interaktion mellemkunstværker og rum er der ikke at se. Når denne centrale del af udstillingenspræmis er så dårligt gennemført, klasker hele rammeværket ganske enkelt sammen somen våd avis.

Mangel på mening og koncept
Hvad, man egentlig får, eren række billeder og nogle skulpturelle objekter af forskellige, fortrinsvistyngre, nordiske kunstnere.

Fælles for værkerne ernedtonet formsprog, få farver og et fravær af den historiefortælling, derellers har præget meget af den danske samtidskunst i 00’erne.

Billeder på udstillingenaf kunstnere som Anna Odell, Rasmus Rosengaard, Kristina Matousch og FlemmingHoff er mere i dialog med en ældre, international abstrakt tradition, hvorflade og monokromi er et velkendt udgangspunkt.

Det er gode, habile værker,men de åbner sig ikke og bliver ikke egentligt meningsfulde, når der manglerklar forbindelse mellem koncept og konkret udstilling.

Ting der slet ikke fylder ud
Tanken om at udvikle ogtydeliggøre en forbindelse eller sammensmeltning mellem rum og kunstværk erikke ligefrem ny. Fra 1600-tallets barok til 1960’ernes minimalisme er detblevet tematiseret en del gange.

Hvad et ellers dejligtmaleri af installationskunstneren Astrid Svangren gør for at gå i forbindelsemed rummet, ved jeg ikke. Fordi det står på gulvet?

Og hvad er der spændendeved et lille lokale dækket med mat, reflekterende plastfolie? Og hvad nyt elleranderledes eller særligt engagerende er der ved en afstøbning af lidt væg?

Grundlæggende erudstillingsrummene på Gammelgaard så store, at der simpelthen skal en visværkstørrelse til for at fylde dem ud. Sådan, som udstillingen er, peger denganske uintenderet på en slags tomhed eller fravær af interaktion.

Nogle værker, der er nemmere at forstå
Uden at tænke overudstillingstema er David Svenssons collager af blanke sider og dedikationer fragamle bøger ret forståelige. Det er et fint og sigende greb at fokusere påufortalte historier. Det gulnede papir har i sig selv en patos i kraft af sinhistorie.

Bedst til at skabeumiddelbare forbindelser til mig som tilskuer er dog Julie Bitsch’styggegummiskulpturer og en skal af en bronzeskulptur, der ligner en direkteafstøbning af en hugsiddende kvindes underben. Der er noget fint ved at brugematerialer, der på anderledes vis giver aftryk af en tyggende og levende krop.

Men hvad er fokus?
Jeg har aldrig været påGammelgaard tidligere. Og jeg kan rigtigt godt lide tanken om et folkeligtsted, hvor man kan lave keramik i kælderen, modtage maleundervisning på førsteog lære om elitær samtidskunst i stuen.

Men som alle ordentligelærere ved, kræver god undervisning masser af forarbejde, så man kan præsenteretydelige koncepter og klar formidling. Det kan man ikke finde i Roomservice. Selvom der er nogle godekunstværker med, lærer jeg simpelthen ikke noget af den udstilling.