Er det starten på enden?
00erne var et årti præget af opgør med eliten. Vi kigger tilbage på årtiet i kunsten og måske lidt frem.
00erne var et årti præget af opgør med eliten. Vi kigger tilbage på årtiet i kunsten og måske lidt frem.
info
2010 indleder et nyt årti med alt hvad det indebærer af usikkerhed og forsigtige håb. 00erne er til gengæld et overstået kapitel, som vi kan se tilbage på med glæde, fordi mange fik del i magten. Dels fordi mange af kunstens nyere medier og aktører slog sig fast i det forgangne årti, og dels fordi kunsten nu ligger i fleres hænder og møder et større publikum.
Demokratiseringen er på vej.
Starten på enden?
Det er ikke en overdrivelse at påstå, at det britiske band Radiohead og udgivelsen af deres album In Rainbows i oktober 2007 varslede nye tider. Megastjernerne udgav et album, der gratis kunne downloades!
Alle i musikbranchen var i syv sind, taget på sengen og snotforvirrede. Var det mon starten på enden?
Kunstscenen er om noget præget af mammons magt og grådighed, så helt samme scenarium skal vi nok vente lidt på.
Men…
Lur mig om ikke 10erne vil radikalisere denne form for lancering i kunstens og ikke mammons navn.
En slagterlærling er løs
00erne vil apropos distribution også blive husket for laptoppen, hardiskrecorderen, mp3-filen, hacking, piratkopien, databasen, wiki’en, fildeling, 2.0, blogging, 3.0, YouTube, Facebook og videre af den vej…. Kapitalkritik i praksis og mere magt til flere.
En af de udenlandske kunstnere, der indkapsler 00erne og fik sat markant præg på årtiet er heller ikke fra parnasset men meget symbolsk fra gaden, en anonym, formentlig tidligere slagterlærling med hang til stencils, natlige eskapader og skæv poetisk samfundskritik. Ja, du har nok gættet det:
Banksy.
Hacking – 00ernes strategi
Et af de begreber som knytter Banksy til 00erne er den strategi som han benytter sig af. Han bevæger sig uden om markedet og hacker sig vej ind i det offentlige rum, kunstinstitutionen, de politiske diskurser og mediernes billedverden.
Og denne form for ‘hackende’ kunst er en af de nye strategier i 00er-kunsten. Sidst set med de rutinerede mediehackere The Yes Men under COP15 og herhjemme repræsenteret ved markante 00ere som Superflex, Jacob Boeskov og HuskMitNavn.
Banksy symbolisere med andre ord de opgør, som kunsten har været igennem i 00erne, og så har hans primære kanaler været det offentlige rum og nettet. To rum, der kom til at præge 00erne markant.
Opgøret med eliten
Bag denne guerillaagtige kunststrategi ligger en modstand mod det elitære og en forflytning af magten til mennesket på gaden og det ikke-kommercielle. Og dette næsten 60er-agtige opgør har i særdeleshed også præget 00erne. Og ikke bare på gadeplan.
Når dette opgør med eliten er blevet taget alvorligt også på institutionelt plan, har det resulteret i kunst med samfundsmæssig aktualitet, bedre og bredere formidling (institutionelt buzz word i 00erne) på de danske kunstinstitutioner og flere kunstprojekter i det offentlige rum.
Når det har været skidt, har det resulteret i kunstneriske tiltag med vægt på det fladpandede, det populære, folkeejen, kulturarven og oplevelsesøkonomien (et institutionelt mega buzz word i 00erne) med blikket rettet mod bundlinjen.
Den neoliberale tidsalder, som 00erne kunne kaldes, har både kastet lys og tunge skygger over kunstscenen.
Nye manifestationer
Men 00erne var meget mere end 60er-opgør. Kunsten nåede nye højder og der blev sagt velkommen til en hel række nye aktører. Og nej, 00erne var ikke starten på enden, nærmere starten på mere.
Imens maleriet både oplevede figurativt og eventyrligt hype (med navne som Kathrine Ærtebjerg og John Kørner), konceptuelle nybrud, men også finanskrise i 00erne, så er der – når man ikke betragter årtiet gennem NORDEA-brillen – tale om et årti, hvor nye medier manifesterede deres position i kunsten.
Nye højder i andedammen
Installationskunsten har udviklet sig markant i 00erne og stået for nogle af de mere spektakulære indslag.
Elmgreen & Dragset, Jeppe Hein og ikke mindst Olafur Eliasson har med deres oplevelsesbetonede værker skabt nye højder for den danske kunstscene i 00erne med store udstillinger og markante indslag på den internationale scene.
Her er det værd at notere sig, at både Jeppe Hein og Olafur Eliasson også har sat en dyd i at tale til og skabe værker til en bred offentlighed. De to kunstnere indkapsler på fin vis problematikken om det elitære i kunsten, og bevæger sig begge konstant på grænsen mellem kunstværk og legeplads for at skitsere det lidt hårdt.
Kunst – nu med krop
Performancekunsten – det impulsive og kropslige udtryk i kunsten – blev endelig inkluderet i det gode selskab, fik sin store internationale festival, Performa, i New York (fra 2001) og snart kunne man heller ikke herhjemme gennemføre en fernisering uden en performance.
Den danske performance-dronning Lilibeth Cuenca Rasmussen har sammen med for eksempel svenske Olof Olsson, kunstgruppen SIGNA og multitalentet Goodiepal været med til at drive den udvikling fremad her til lands. (Lilith Performance Studio, en kunstinstitution kun tilegnet performancekunsten i Malmö har dog også præget udviklingen positivt i Danmark)
Derudover har lydkunsten og musikken fået ny krop i kraft af og i samspil med performancekunsten i løbet 00erne.
Den digitale virkelighed
Videokunsten slog sig fast med 00eren Jesper Just og spirende navne som for eksempel Rikke Benborg, Johanna Domke og Jacob Tækker og fik tilmed sit eget udstillingssted med PIXEL/Fast Video (startet i 1999 af kunstnerparret Jeanette Land Schou og Peter Land) på Frederiksberg.
Nettet har i de sidste år vist sig som en fantastisk distributionskanal for især lyd- og videoværker og anden digital værkproduktion, og Netfilmmakers er bare et af de alternative udstillingssteder, som idag huser udstillinger for digital kunst på nettet.
Den har cementeret sin position med nye gode udstillingssteder, en naturlig plads i kunstsamlingerne, sit eget lækre magasin Filter (siden 2007), og i 2004 sin første danske fotografihistorie (redigeret af kunstkritiker og lektor, Mette Sandbye).
00ere som Astrid Kruse Jensen, Søren Lose, Nicolai Howalt og Trine Søndergaard har været markante kunstnere i den manifestation.
Farvel til det private rum
Som allerede nævnt har det offentlige rum været en stor del af kunstens nye udvidede rum, og generelt kan man tale om en afvikling af skellet mellem det private og det offentlige rum gennem 00erne.
C.U.D.I. (Center for Urbanitet, Dialog og Information), AVPD, Kenneth Balfelt, Parfyme, YNKB, Das Beckwerk, Büro Detours, Jakob Jakobsen og Superflex har cementeret denne kunstforms berettigelse gennem 00erne med interessante og provokerende indslag.
Et af de initiativer, som vi desværre både nåede at sige ‘hej’ og ‘farvel’ til i 00erne, var det fine initiativ AirPlay Street Gallery, der udstillede digital og performativ kunst i det offentlige rum på indre Nørrebro. Et udendørs udstillingsrum, der om noget repræsenterede fremtidens offentlige og demokratiserede udstillingsrum.
Fremtidens usikkerhed
Nå, nok om fortiden. Det går jo fremad for det meste, heldigvis også i kunsten. Og herfra tegner 10erne til at blive et skæbnesvangert årti. Måske ligeså skæbnesvangert som 00erne!?
Efter 80ernes og 90ernes postmoderne afmontering og kapitalisering af kunstkritikken, har billedkunsten igen fået en styrket plads i medierne og kritikken herhjemme.
Spørgsmålet er, om det vil udvikle scenen og give nyt liv til det forfladigede kunstbegreb i de danske medier?
Kan maleriet mon svinge sig op til endnu et hype i 10erne?
Vil kunstinstitutionen stadig eksistere, når vi siger farvel til 10erne?
Hvilke nye kunstarter vil se dagens lys?
Og giver det overhovedet mening at købe et kunstværk i mp9-format, når du alligevel ikke kan lugte det?
Følg med på KUNSTEN.NU.
Vi vil ihvertfald gøre vores til at følge med.
Hvilke kunstnere tegnede dine 00ere?