Erindringens væg

Duoen Iben Kofod og Carina Jo Sivagers tredje version af udstillingskonceptet Rumlig i Århus Kunstbygning.

Iben Kofod og Carina Jo Sivager, Rumlig 3. Foto: Lars Svanholm.

Duoen Iben Kofod og Carina Jo Sivagers tredje version af udstillingskonceptet Rumlig i Århus Kunstbygning.

Århus Kunstbygnings Sal A er et rektangulært rum, der som rævens hule har to indgange. Umiddelbart er der ikke noget, der anfægter øjet. De to åbninger er placeret således, at man næsten kan tale om en symmetrisk struktur, der blot skaber en balance og dermed underbygger lokalets neutralitet.

Rumlighed og dynamik
Netop det rumlige er hovedprincippet i Iben Kofods og Carina Jo Sivagers udstillingskoncept Rumlig 3, der for tiden kan opleves i Kunstbygningen. Duoen har valgt en form, der udelukkende lægger beslag på én væg i Sal A. Derved efterlader man tre ud af fire vægge blanke og hvide. I sig selv en ganske iøjnefaldende disposition i relation til netop det rumlige og værkets tre-dimesionelle karakter.

Iben Kofod og Carina Jo Sivager. Foto: Lars Svanholm.
Iben Kofod og Carina Jo Sivager. Foto: Lars Svanholm.
Udstillingsview. Foto: Lars Svanholm.
Udstillingsview. Foto: Lars Svanholm.

Erindringsbilleder
Værket består af et større antal billeder i forskudte planer, der i et labyrintisk og reliefagtigt forløb skildrer en sum af erindringer hos de to kunstnere. Der er tale om malerier og fotografier monteret på flamingokasser i forskellig dybde. Nogle af disse kasser fremstår monokrome i differentierede farver, som derved binder de kontrastfyldte udtryk sammen.

Hver især

Carina Jo Sivagers fotografier rummer et distancerende og tåget udtryk. Det virker næsten, som om hun prøver at skabe afstand til sit eget erindringsbillede. Samtidigt er denne distance stærkt mystificerende.
I relation til Sivagers fotografier fungerer Iben Kofods malerier langt mere direkte i kraft af deres umiddelbare aflæselighed. Begge kunstnere skaber en samlet fortælling, men duoens udtryk er forankret i hvert sit visuelle sprog, hvilket giver et dynamisk forløb.

Detalje. Foto: Lars Svanholm.
Detalje. Foto: Lars Svanholm.
Spots
Når man iagttager den store mosaik af egenartede billeder, opstår der i sagens natur nogle spots, som umiddelbart er stærkt assciationsfremkaldende. Det kan være en pistol, en boremaskine, nogle abstrakte former eller en enkelt optegnet møbelklassiker, der hænger under et billede med seks stykker værktøj af den slags, der populært kaldes ’svensknøgler’.
Omgående ser man et billede for sig, hvor man har fået sammenstykket det meste af et nyerhvervet møbel, som man efterfølgende selv skal færdigsamle. I det afsluttende moment står man så uden en nødvendig undersænket unbrakoskrue.


Sammenhæng

Et erindringsbillede skabes i et mentalt indre eller det kan være hjulpet på vej gennem fotografisk dokumentation. Sådan fungerer Carina Jo Sivagers fotos præcist i sammenhængen med Iben Kofods malede overflader. Et falmet farvefotografi fra ens barndom kan sætte hukommelsen på sporet, hvis det indre billede er ved at være lidt svækket.


Fakta

Udstilling

Rumlig 3

12 apr 2008 8 jun 2008

Iben Kofoed, Carina Jo Sivager

Kunsthal Aarhus Se kort og tider