Et cigaretskod i glas

Ned Cantrell har en uddannelsesmæssig baggrund fra kunst- og designskoler i England samt Glas & Keramikskolen på Bornholm. Hans glasvaser- og skåle med rod i venetianske renæssanceteknikker er præmieret af Statens Kunstfond, ligesom han i 2011 fik overrakt en sølvmedalje fra Kunsthåndværkerprisen af 1879 af selveste Dronningen.

Kendere af hans arbejde vil dog vide, at går man gennem hans showroom og forbi de mønstrede skåle og vaser, åbnes en helt anden verden.

Her er glasset ikke blot en pæn og håndværksmæssigt flot udført pyntegenstand, men opfører sig faktisk flabet. En nuttet kattekilling i gråt glas sidder og slikker sine nosser, og beskuerens pyntesyge blik glider i en glasbananskræl – et motiv, der efterhånden er blevet Cantrells signatur.

I Glasmuseets udstilling Obstruction møder højkultur ligeledes lavkultur. Her sidder en håndlavet glasversion af pigen med svovlstikkerne iført hættetrøje og spiser pomfritter og sælger stoffer. Men hvorfor vælge så fint et materiale, når man absolut ikke er ude på at pynte?

Det handler både om indhold og håndværksmæssige idealer.

Et særligt materiale
Cantrell fremhæver glasset som et materiale med unikke egenskaber: Det fanger lyset og bevægelsen og har et særligt flydende udseende.

Det er også et materiale, der er meget svært at mestre, og hvor perfektionen derfor ifølge Cantrell giver tingene et “mere spændende udtryk”.

Når Cantrell – som til Obstruction – laver skulpturer, kommer yderligere et parameter i spil: Balancen mellem veludført form og interessant indhold.  

“Det er ikke nok bare at have en idé, men ikke kunne udføre det ordentligt. Det får jeg ingen glæde af”, fortæller han.

Sammenstødet mellem venetianske glasteknikker fra renæssancen og lavkulturelle motiver hentet fra graffiti, tatoveringer og popkunst har desuden en anden funktion:

“Det er en respons – jeg provokerer, fordi glas er så fint et materiale”, siger Cantrell. Han fremhæver også det attraktive i at kunne omsætte skrald til glaskunst via komplicerede teknikker og bemærker: “ Der er en del blær i at lave de her ting.”

Dogmeglas
Til Obstruction har Cantrell arbejdet med forskellige dogmer. Titlen refererer til et indgreb i den kunstneriske skabelsesproces, hvor der lægges en række forhindringer og begrænsninger ind i forløbet, som tvinger kunstneren til at gå nye veje.

For Cantrell har det betydet, at han modsat sit normale udtryk, hvor han anvender mange og meget stærke farver, har måttet begrænse sig til sort/hvid.

Dette har understøttet eventyrets univers og drejet Cantrell ind på en ny side af populærkulturen:

“Det var en god obstruktion. Det blev meget dystert. Den eneste farve er flammen på tændstikken og pillerne i pigens hånd til sidst. Og det kom til at ligne gamle tegnefilm i sort/hvid. Det havde jeg ikke forventet.”

En tegneserie af glas og graffiti
Et andet element, der har tvunget Cantrell til at gå nye veje og endda kaste sig over en helt ny udtryksform – graffiti – er konceptet bag udstillingen. Den skal vise to forløb: Cantrells arbejdsproces under pres fra obstruktionerne, samt eventyrets fremadskriden.

Cantrell fortæller, at han altid har tegnet og malet, men aldrig udstillet noget af det før.

Til Obstruction blev det imidlertid nødvendigt med et element, der kunne binde de enkelte glastableauer sammen.

Pigens syner er derfor udformet som en graffiti-tegneserie, mens de virkelige ting er skabt af glas.

Tegneserien og skulpturerne opstod i samspil med hinanden – pigen sælger eksempelvis stoffer og ikke stjålne dvd’er, fordi det gav mening med de “syner”, hun har.  

Tableauerne indeholder desuden en række ‘spor’ som kanyler og fængselstatoveringer, der peger fremad i fortællingen, ligesom de er krydret med groteske elementer som en vandrende stegt gås med kniv og gaffel i brystet.

Eventyret som medie
Men hvorfor så H.C. Andersen – selv om det er “plat”? Eventyrets genkendelighed betyder, at det kan bruges som medie til at fortælle historier fra vores egen virkelighed.

“Jeg har valgt Den lille pige med svovlstikkerne, fordi alle kender den, så jeg ikke skal begynde at fortælle en ny historie.

Det er en historie, som folk bliver bevæget af – man kan næsten ikke læse den uden at blive ked af det. Og den relaterer meget godt med nutidige problemstillinger.”

Her kommer glassets egenskaber som et ´fint´ materiale igen i spil – her som medie, der kan gøre usynlige ting synlige:

“Glasset gør tingene rene og dyrebare. Når man eksempelvis har et cigaretskod i glas, så er det en fin ting i stedet for bare et cigaretskod.

Så kan man måske se det som et objekt i stedet for slet ikke at se det. Ellers er det bare noget skrald, der ligger på gulvet.”

Så det får en anden opmærksomhed? Hvad er det, du vil have, vi skal se?

“Til denne udstilling er det en hjemløs pige. Hun kan ikke tage hjem, hendes far slår hende, og hun sælger svovlstikker.

Og hun fryser ihjel. Jeg har set de her folk ude på gaden. De sidder på hjørnet ved mit værksted, når jeg går forbi hver dag. Og man kigger væk, fordi man ikke vil se dem. De er vor tids usynlige problem. Det er det samme som med skraldet.”

Og så bliver det alligevel  – som med det fine glas – lidt for højtideligt. Cantrell tilføjer: “Uden at jeg har en stor mission.”

Farvedogmet har været for snærende til, at vi vil se mere sort/hvidt glas i fremtiden. Fortællingen holder Cantrell dog fast i. Næste projekt er De tre små grise – som kødfulde og tatoverede nøgne kvinder.