Et flyvende tæppe
Billedkunstner Flemming Rolighed skaber et tæppe af handsker i forbindelse med hans aktuelle udstilling I Glove You på udstillingsstedet Under64.
Billedkunstner Flemming Rolighed skaber et tæppe af handsker i forbindelse med hans aktuelle udstilling I Glove You på udstillingsstedet Under64.
info
Udstillingen har åbent torsdage og fredage 13 – 17. Lørdage 10 – 16. Sidste åbningsdag er lørdag d. 23. feb.
Handske for handske begynder et rundt tæppe at tage form på den kolde sne, mens nysgerrige forbipasserende stopper op og ser på. Ved siden af står et par plastikposer fyldt med hansker, som man bare kan tage af – nogle nye, andre brugte. Og det er netop de brugte, som er interessante. De glemte handsker er efterladte menneskelige spor, lige ned til den mindste celle.
”Der er DNA spor i hver eneste handske”, fortæller Flemming Rolighed. “Så der er ikke en eneste af dem, der er ens. Hver handske repræsenterer noget forskelligt og man kan blive overrasket over, hvor meget man kan læse ud af dem.”
Et køn er eksempelvis nemt at tyde ud fra handsken og det er netop tematikker om køn, seksualitet og identitet, som Flemming Rolighed arbejder med. Vi er alle forskellige, men hører samtidig under den samme kategori, homo sapiens.
Flemming Roligheds performance skal drage opmærksomhed mod hans aktuelle udstilling I Glove You på udstillingsstedet Under64 (Pakhus64), hvor installationer med omkring 10 procent af hans samling på ca. 38.000 handsker skaber fortællinger om bl.a. grupperinger, køn og identitet.
Tæppet foran Aros får lov til at ligge i tre dage, og det bliver interessant at se, hvilken form det har taget, når det skal samles sammen igen.
”Der er en tydelig forandring i tæpperne, hver gang jeg vender tilbage for at se til dem, siger Rolighed. “Forbipasserende har rykket rundt på handskerne eller taget et par med sig. Tæpperne er i bogstavligste forstand flyvende. ”
Fakta
Flemming Rolighed er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi i 2008.
Hans udstilling I Glove You løber frem til lørdag d. 23 februar på udstillingsstedet Under64.
Udstillingen har åbent torsdage og fredage 13 – 17. Lørdage 10 – 16.