Et hul i jorden?

Hvad skal der til, før vi som beskuere klassificerer en gengivelse som et “landskab”?
Planter og træer? Marker og græs? En horisontlinie? Skal dette “landskab” være et sted, der er frembragt over tid, som en proces mellem menneske og natur?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som udstillingen Gouge: Disruptions in Landscape Photography rejser og slår hul på.

Arv og miljø
I 1975 blev den sidenhen verdenskendte udstilling New Topographics: Photographs of a Man-Altered Landscape vist på International Museum of Photography i USA. Udstillingen, der stadig turnerer verden rundt, cementerede en ny tendens indenfor landskabsfotografiet.

De udstillede fotografer (Robert Adams, Lewis Baltz, Stephen Shore, Nicholas Nixon med flere) viste et brud med det emotionelle, ofte romantiserende og stilistisk manipulerede fotografi.

New Topographics viste værker af første generation af akademiuddannede fotografer, som køligt, nøgternt og dokumenterende viste menneskets indgreb/overgreb på landskabet.

På sin vis er Tom Lovelace også dokumentarist, men til forskel fra New Topographics-generationen er stederne i Lovelace’s værker ikke skabt af mennesker over tid, men derimod af kunstneren selv.

Fotografen som dokumentarist vs. fotografen som skulptør
De to mest interessante projekter, der vises på galleri Image er Site 407 og Object Anonymous.

I begge projekter skaber Lovelace sit motiv meget lig en skulptør, der former sit materiale, men motivet eksisterer her kun i kraft af den fotografiske dokumentation.

De selvskabte miljøer opløses efter deres anvendelse som motiv, hvilket i sig selv er en interessant tilgang til landskabsfotografiet – med klare rødder i performativ kunst og landart.

Gouge
Værkerne skriger ikke af tilgængelighed, og det er let at affærdige dem med et dybt suk og skynde sig videre. MEN tager man i stedet en dyb indånding, går tæt på og kigger værkerne efter i sømmene, dukker der interessante detaljer og problemstillinger op.

Ordet Gouge kan oversættes med hulmejsel eller udhule. Ordspillet er gennemløbende i de to serier.

I Site 407 har Tom Lovelace foretaget en tilsyneladende meningsløs udgravning af sit landskab.
Frem af tågerne dukker små præcise huller, der – frataget en arkæologisk funktion – får landskabet til at virke absurd og mystisk. Fremmedgjort og udhulet i bogstavelig forstand.  

I serien Object Anonymous fratages landskabet sin klassiske horisont og et industrielt baggrundstæppe iscenesætter landskabet/objektet på nærmest skulpturel vis.

En pointe og et ordspil som Lovelace understreger ved at lade skulptørens redskab – en hulmejsel – udstille på et podie ved siden af.

Den golde jord
Skal jeg være helt ærlig, er der nok en overhængende fare for, at det går med Lovelace’s udstilling, som det gik med New Topographics i 1975 – stort set ingen så den.

Det er selvfølgelig også til at leve med, hvis verdensberømmelsen venter lige om hjørnet, men det er nok for meget at håbe på, for udstillingen på Galleri Image.

Golde jorde indhyllet i tåge eller omkranset af en nøgen silo har helt sikkert sin egen stilfærdige æstetik, men en overvældende sanselig oplevelse, det får man ikke.

Til gengæld får man slået hul på sine definitioner af, hvad “et landskab” er og ikke mindst hvad “landskabsfotografi” er og kan være.