Et kontrasternes rum
Hos Galleri Profilen fejres 25 års jubilæum med en udstilling af Erik A. Frandsen fuld af kontraster, men med en rød tråd.
Hos Galleri Profilen fejres 25 års jubilæum med en udstilling af Erik A. Frandsen fuld af kontraster, men med en rød tråd.
Udstillingen Between Memory and Theft med nye værker af den danske kunstner Erik A. Frandsen består af værker i så forskellige materialer som oliemaling, det industrielle materiale fiberbeton, mosaik, neonrør og marmorerstatningen scagliola.
Allerede ude fra gaden fornemmer man, at man er ved at træde ind i et helt specielt rum. Galleri Profilens glaspartier ud mod gaden er nemlig blokeret af en række meterhøje tegninger i fiberbeton, udført af Erik A. Frandsen. Betonfrisen, der fylder hele den ene væg i det store udstillingsrum, bevirker, at rummet lukker om sig selv og forstærker følelsen af at befinde sig i en anden verden – et andet rum.
Antikkens vs. popkulturens idoler
Modsat de antikke friser i de græske templer er det ikke helte og sagn, der er afbilledet på frisen, men i stedet motiver af amerikansk popkultur, for eksempel den genkendelige hane på kellogg’s-pakken eller hverdagens motiver som et barnesæde. Konturerne er støbt som dybe rids ned i betonen og fremstår derfor som negationer.
Ved siden af frisen hænger et værk bøjet i neon af det samme barnesæde. Neonrørernes lette og farverige, næsten grafitti-agtige, fremtrædelse står i stærk kontrast til frisens tunge, grå og traditionsrige udtryk. Det er et sammenstød mellem fortid og nutid, mellem lethed og tyngde.
Pas på: Iagttager i bevægelse!
På den modsatte væg spiller malerier med blomstermotiver op til frisen. Størrelsen og det gennemgående farvevalg bevirker, at malerierne fungerer som en helhed, og tvinger én i bevægelse under iagttagelsen. På den måde er malerierne beslægtet med frisens henvendelsesmåde, men modsat frisen som har et element af evighed over sig, er blomsterne et vanitas symbol – et symbol på livets forgængelighed.
I det tilstødende rum hænger Frandsens sort/hvide mosaikker. Henover den ene står ordet HOME ’streget’ ud. Igen tvinges man i bevægelse kun for at opleve, at dét man på en vis afstand troede var skrevet med tusch, i virkeligheden er sat sammen af mosaikker. Således er værket igen fuld af spænding mellem mosaikkernes bastante fysik og illusionen af den hurtige og lette ’tuschstreg’.
En sammenhængende udstilling
I samme rum hænger tre billeder. Alle er baseret på fotografier af rygvendte personer. Billederne har karaktér af noget flygtigt, fordi de fremstår som snapshots taget i et hastigt øjeblik.
Igen er materialevalget overraskende og tankevækkende, for i virkeligheden er værkerne af scagliola og dermed 100 kg tunge. Og netop her, hvor man tvinges i bevægelse og overraskes, fungerer udstillingen glimrende.
Motiverne er alle hentet fra Frandsens hverdag: kellogg’s pakken, barnesædet, fotografierne og selv blomsterne.
Frandsen har en fintfølende evne til at skabe et kontrasternes rum. På den ene side mellem fotografiets hastige motivgengivelse og blomsternes forgængelighed og på den anden side mellem mosaikkerne og frisens monumentalitet og tidslighed.
Paradoksalt nok fremstår værkerne og dermed hele udstillingen sammenhængende netop i kraft af de mange modsætninger og sammenstød.
Fakta
Udstilling
Between Memory and Theft
18 nov 2011 16 dec 2011
Erik A. Frandsen
Galleri Profilen Se kort og tider
Fakta
Erik A. Frandsen er som billedkunstner autodidakt. Han trådte ind på kunstscenen som en af de Unge Vilde og var medstifter af Værkstedet Værst i 1981.
Ved siden af maleriet har Frandsen også arbejdet med grafik, tegning, fotografi, collage, keramik og film. Han modtog Eckersbergs Medalje i 1996.
Frandsen har udført en række udsmykningsopgaver. Blandt andet har han medvirket ved udsmykningen af Frederik 8.s Palæ på Amalienborg, lavet billeder og relieffer til Århus Sygehus, stålblomsterbilleder til Caféen i Aros, samt en totaludsmykning af bygning 1430 (hvor bestyrelse og rektoratet har til huse) på Aarhus Universitet.