Et liv med Holocaust

Jozef Tarnawa er 92 år gammel og har overlevet Auschwitz. I videoværket 80064 sidder han i en lænestol hos en tatovør og svarer på de spørgsmål, som den polske kunstner Artur Zmijewski stiller ham. Det er spørgsmål om Auschwitz, om hans oplevelser dér, og om det nummer, 80064, som blev tatoveret på hans arm, og som også er titlen på videoværket. Jozef Tarnawa svarer kortfattet og uden større emotionelle udsving, som om han har forsonet sig med de rædsler, han stadig husker tydeligt.

Men det ændrer sig, når talen kommer ind på at genopfriske hans nummer ved at tatovere tallet igen ovenpå den falmede version.

Nu vil han alligevel ikke. Det er ikke nødvendigt, siger han. Det vil ødelægge den. Det er forkert at ændre på den. Men Artur Zmijewski insisterer og til sidst indvilliger Jozef Tarnawa.

Overgreb i kunsten
Videoværket er typisk for Artur Zmijevskis provokerende praksis, der ofte deler vandene. Han overskrider tabuer og sociale koder for, hvad man kan tillade sig at byde andre mennesker.

Som beskuer kan man blive oprørt både over hans overgreb på Jozef Tarnawa og på hans manipulation med os, som ser videoen.

Vi bliver på en eller anden måde delagtig i dette overgreb, som i symbolsk forstand gentager det historiske overgreb på Jozef Tarnawa. Men samtidig er videoværket også et meget stærkt billede på, hvordan Auschwitz på godt og ondt er blevet en del af Jozef Tarnawas identitet. Han hverken kan eller vil ryste det af sig.

Zmijevskis video er en del af udstillingen Sort Mælk, hvor en række samtidskunstnere tager det historiske folkedrab Holocaust op til kunstnerisk bearbejdning. En af udstillingens pointer er, at de godt 70 års historiske afstand til Holocaust gør, at vi i stigende grad må få vores bevidsthed om Holocaust fra andre kilder end de overlevendes vidnesbyrd, og det synes jeg på en omvendt måde, at Zmijevskis video er et godt eksempel på.

Selv om dette værk som et af de eneste på udstillingen faktisk inddrager en overlevende fra Auschwitz, så ligger dramaet i spørgsmålet om, hvorvidt tatoveringen skal opfriskes eller ej. Det ligger ikke i hans vidnesbyrd fra Auschwitz.

Vidnesbyrd på en ny måde
For mig er danske Gitte Villesens bidrag dog det mest elegante eksempel på, hvordan vi aktuelt kan blive berørte af og bevidste om Holocaust. Hun har interviewet en gruppe tyske historikere, som forsker i forløbet omkring den første Auschwitz-retssag.

Historikerne har lyttet igennem optagelserne fra retssagen, undersøgt hvem personerne, som deltog i retssagen var, og de har kigget på det visuelle materiale om Auschwitz, som blev brugt i retssagen. Men det er ikke det historiske materiale, som er i fokus i Villesens interview.

I fokus er derimod historikernes emotionelle engagement og erkendelser i mødet med materialet.

Vi ser dem søge svar, tvivle og til tider give op. Vi bliver igennem dem gjort opmærksom på paradokser ved retssagen, som for eksempel den manglende orden og struktur hos nazisterne, og overvægten af vidnesbyrd og arkivmateriale, som dokumenterer nazisternes perspektiv på Auschwitz og ikke ofrenes.

Og vi bliver igennem dem engageret i de individuelle vidner fra retssagen, som ingen egentligt kendte noget til udover deres vidneudsagn, men som de nu har undersøgt mere til bunds. For eksempel lægen Otto Wolken, der blev i Auschwitz efter befrielsen for som læge at hjælpe de tilbageværende jøder, og som adopterede en forældreløs dreng fra Auschwitz og tog ham med hjem til Østrig.

Abstrakte greb fanger ikke Holocaust i dag
Udstillingen Sort Mælk er vel afmålt og giver god plads til refleksion i de enkelte værkers bearbejdning af betydningen af Holocaust. For mig er de stærkeste værker dem, jeg har beskrevet mere i detaljer ovenfor, fordi de giver et glimt af, hvordan enkelte individer i dag relaterer til Holocaust. De fanger kompleksiteten og vanskeligheden ved at forstå og begribe Holocaust.

Det gælder ikke de mere abstrakte kunstneriske greb om problemstillingen som gadekunstneren Know Hopes og Miroslaw Balkas bidrag. De er for så vidt fine som visuelle udtryk, men de rykker ikke i forhold til Holocaust som fænomen og problemstilling.

I årtierne efter Anden Verdenskrig var abstraktionen en ny og velfungerende kunstnerisk strategi, fordi den understregede, at ord og billeder var helt utilstrækkelige i mødet med Holocaust.

I dag fungerer abstraktionen ikke på samme vis.

Pædagogiske perspektiver
Derimod kan jeg godt se pædagogiske perspektiver i en række af de værker, som kobler symboler fra Holocaust til populærkulturen.

Den kulturelle fortolkning i film og billeder af Holocaust (Piotr Uklanskis collage af film-nazister) påvirker naturligvis vores blik på det og bør diskuteres, ligesom strategien med at tviste Holocaust-symboler i retning af en anden mening kan give anledning til at reflektere over forholdet mellem alvor og leg (Zbigniew Liberas Lego Concentration Camp Set), stigmatisering og besmykkelse (Zoya Cherkasskys jødestjerne-broche) eller kommercialiseringen af Holocaust (Tom Sachs Hermes Gift Gas Youth Model).

Bevidstheden om Holocaust vil fremover primært blive hentet fra andre kilder end direkte fra de overlevende, står der i udstillingskataloget. Måske. Men det er det direkte vidnesbyrd fra det enkelte menneske, der reflekterer eller giver udtryk for sin relation og fortolkning af Holocaust, som brænder stærkest igennem.