Familiebilleder fra Drømmeland
Udstillingen Snapshots from Slumberland – 3 X KRULL giver et særligt indblik i kunstnerfamilien Krulls surrealistiske univers.
Udstillingen Snapshots from Slumberland – 3 X KRULL giver et særligt indblik i kunstnerfamilien Krulls surrealistiske univers.
Familien Krulls surrealistiske univers er et sted, hvor alt er under konstant forvandling i et nærmest meditativt flow, og hvor den kunstneriske skabelsesproces er mindst lige så betydningsfuld som det endelige kunstværk.
Det er ARoS’ Vestgalleriet, der indtages af mor, far og søn. Trods de kunstneriske forskelle oplever man, hvordan familiemedlemmernes kunst på hver deres måde indfanger den særlige stemning fra stadiet mellem søvn og vågen tilstand.
Mellem drøm og virkelighed
Nøjsomhed, tålmodighed og koncentration kendetegner afdøde maler og grafiker Maria Struzik-Krulls værker, der med udgangspunkt i naturen og sindets mere mørke sider rummer en usædvanlig detaljerigdom.
Hos ægtemanden grafikeren, maleren og billedhuggeren Hans Vilandt Oldau Krull er malingen tilført lærrederne med energiske bevægelser, så værkerne fonemmes som en undersøgelse af livet som tilstand.
Kunstneren Carl Marius Struzik Krull trækker spor til begge forældre, men han har fundet et selvstændigt kunstnerisk udtryk, for eksempel bruger Carl Krull videomediet til at dokumentere tegneprocessen og skaber derved bevægelse i billederne.
Se billeder her
Fakta
Udstilling
Snapshots from Slumberland – 3 X KRULL
26 jun 2011 16 okt 2011
Carl Marius Struzik Krull, Maria Struzik-Krull, Hans Vilandt Oldau Krull
ARoS Se kort og tider
Fakta
Maria Struzik-Krull mødte Hans Vilandt Oldau Krull på Kunstakademiet i den polske by Krakow i 1974. Året efter blev de gift og fik sønnen Carl Marius Struzik Krull. Hjemmet i Lystrup i udkanten af Aarhus er siden blevet familiens samlingssted for forskellige kunstprojekter.
Maria Struzik-Krull (1951-2005), er født i Polen og uddannet på Kunstakademiet i Krakow, hvor hun afsluttede hun sin uddannelse i 1978. Maria Struzik arbejdede med farveætsninger og koloristiske litografier.
Hans Vilandt Oldau Krull (1952-) er født i Svendborg. I årene 1974-77 tog han sin grafiske uddannelse på Kunstakademiet i Krakow. Hans Oldau Krull er i Aarhus kendt for sine mange initiativer. Her kan bl.a. nævnes gavlmaleriet Mågekysset i Fiskergade i Aarhus midtby, værtshuset Under masken samt karyatiderne, der bærer indgangsportalen til Casino Royal.
Carl Marius Struzik Krull (1975-), søn af Maria Stuzik-Krull og Hans Oldau Krull, er uddannet på Jan Matejko Academy of Fine Arts i Polen. Han bor og arbejder i dag i København og har international udstillingsvirksomhed. Han har senest udstillet på Kunsthal Charlottenborg og har igennem årene modtaget flere priser.