Fin og tyst udstilling om sansningens kunst

Den grundlæggende præmis bag Tactility er ganske interessant og vedkommende. Det handler grundlæggende om sanserne. Om kunstens evne til at sætte sanseapparatet op i femte gear. Dette er præmissen. Værkerne i udstillingen er det, de viser. De gemmer ikke på en eller anden dybere betydning eller mening. Nogle gange lejer kunsten ikke maskebal. Nogle gange er det netop masken selv, der er det væsentlige. Og altså ikke det der gemmer sig bag den.

Gode forudsætninger
I alt seks kunstneres værker indgår i gruppeudstillingen Tactility som er kurateret af galleriets egen Nikolaj Stobbe. De forskellige værker har hver især masser af plads omkring sig, og det er slet ikke en uvæsentlig pointe i en udstilling, hvor det netop handler om at bruge sanserne og kroppen.

Kunst ser forskellig ud alt efter hvordan man angriber den.

Detaljen ses ikke fra afstand, men det gør til gengæld den overordnede komposition. Lyset, og vinklen hvormed værket betragtes, spiller også en rolle for dets fremtoning.

Hvis man accepterer den ramme der er sat om udstillingen – at det først og fremmest handler om at møde kunsten med sit sanseapparat – så har man i udstillingen absolut forudsætningerne for at lege med.

Ejendommelige skulpturer
Tove Storchs to fine skulpturer giver mindelser om en slags japansk elegance. Den lette, kubiske stålkonstruktion med stænk af brun-orange rustplamager får modspil af orangefarvede silkestykker som er spændt op i en række lodrette forløb.

Silken er luftig og let transparent, og i bunden flosser de ædle silkestykker en smule. Det fungerer godt. Skulpturerne er en lejeplads for blikket. Nubret stål mod sirligt vævet silke. En række asymmetriske forskydninger i skulpturerne sørger desuden for, at de dæmrer en smule og giver en smule modstand. Det er ordentligt og underligt på samme tid.

Materialets kraft
Adam McEwens Untitled kan også et eller andet. Overfladen på den lidt over én diameter store cirkel af grafit er præget af et hektisk mønster som bringer grafittens materielle karakteristika til live.

Det glimter og glitrer, og den matsorte overflade forandrer sig hele tiden som følge af ændringer af lysforhold og blikkets forskellige vinkler på værket.

Grafittens krystallinske effekt ligger i hver en milimeter af McEwens sorte cirkel. Jeg bliver dog hverken grebet eller rørt, som der står i galleriets lidt ambitiøse udstillingstekst til Tactility, men mindre kan i og for sig også gøre det.

Udstillingens opfordring til at bruge sanseapparatet og ikke underkende den førbevidste kunstoplevelse er vedkommende, og kan sagtens danne grundlag for en mere overordnet diskussion vedrørende det at se på (samtids)kunst.     

Her lykkes det
Udstillingens bedste indslag står tyske Markus Amm for. Hans to små malerier – et i blåt og et i orange – er skabt ved at påføre lærrederne utroligt mange lag maling, hvilket giver farverne en mæthed og dybde, som jeg ikke kan mindes at have set andetsteds. Der er en diset fylde i malerierne som er meget betagende at betragte. Det kan være svært at gengive på et fotografi, og det kan faktisk også være vanskeligt at forklare med ord, for det her er først og fremmest en visuel oplevelse. Her lykkes udstillingen bedst.

   

Tactility ønsker at tale til sanserne. Man har mulighed for at lade fantasien få frit løb og simpelthen undlade at forholde sig til spørgsmålet, hvad betyder det? For det betyder ikke andet, end det der ses. Det er hverken mind-blowing eller grundvoldsrystende, men det er en fin og tyst – og relevant – udstilling om sansningens kunst.