First-takes og free-flow

Det er en trist og grå novemberdag. KUNSTEN.NU har sat Nils Erik Gjerdevik i stævne på udstillingstedet GL STRAND. Alligevel, eller måske netop derfor, lyser hans værker op med en overraskende glød. Det er Gjerdeviks første større udstilling i Danmark i fem år. Hele tredjesalen er dedikeret til Gjerdeviks værker – eller faktisk er det snarere omvendt Gjerdevik, der har dedikeret sine værker til rummene.

Alt er skabt særligt til denne udstilling fortæller han, imens han viser rundt mellem kæmpe malerier, der spænder fra gulv til loft, syrede lerskulpturer og en myriade af papirarbejder. Alle værker er udpræget abstrakte og udspiller sig i frirummet mellem stram styring og et frit flow af figurer. ”Det er sådan en associationsrække, hvor man starter ét sted og ender et andet, og så opstår der nogen problemer undervejs, som man er nødt til at løse,” fortæller Gjerdevik.

Værker i first-take
Gjerdevik har struktureret denne udstilling helt ned i detaljen. Bygget model af alle rum og klippet og klistret hjemme i atelieret inden værkerne blev skabt. Ønsket har været at skabe et sammenhængende omsluttende rum, man kan gå ind i. Ligeledes er der også talrige referencer mellem de forskellige værker.
”Jeg opfatter i høj grad, at malerierne og skulpturerne er tilstede i papirarbejderne.” Gjerdevik uddyber: ”Fælles for dem er, at der er tale om en slags first-take, hvor jeg beslutter, at sådan skal det være. Så kan der opstå nogle hindringer på vejen, noget uplanlagt, som jeg så forsøger at inkorporere, uden at trække noget fra – snarere det modsatte.”

Mødet er det centrale
”Det er karakteristisk, at jeg ikke arbejder lag på lag i den traditionelle forstand. Det er en form for sampling som i musik, hvor man lægger flere lydspor oven på hinanden. Jeg er ikke interesseret i at lægge lag ovenpå hinanden. Jeg er mere optaget af at lægge forskellige repræsentationer op til hinanden. Mødet – ikke overlapningen – er det centrale.”
Gjerdevik ser det som en måde at insistere på, at værket ikke er statisk. Det kan så at sige falde fra hinanden hvert øjeblik, ligesom et puslespil, og det kan godt være, der mangler nogle brikker. Det er ikke stabilt og kan samles på nye måder.

Frirum og alternativer
”Jeg er på jagt efter frirummet,” fortæller Gjerdevik, og fortsætter: ”Jeg ønsker at åbne værkerne op, arbejde med en flertydighed, der ikke udsiger et bestemt budskab. Derfor har de heller ikke titler. Jeg ønsker ikke at låse dem fast i en bestemt betydning. Der skal altid være flere udgange eller alternativer.”
Derfor arbejder Gjerdevik med nogle enkle temaer, som primært har at gøre med formelle elementer som diagonalen, cirklen, griddet og fladen. Ud fra dette opstår der variationer – eller krakeleringer, der er med til at destabilisere værkerne og undergrave en entydig tolkning.

Grader af intimitet
Gjerdevik fortæller, hvordan de forskellige arbejdsmetoder selvfølgelig er afhængige af de forskellige materialer og medier, men også at de bliver knyttet sammen af forskellige former for intimitet. ”Skulpturerne er en meget intim proces, leret tørrer rimelig hurtigt, og man har fingrene godt nede i leret. Det er sådan en udvidelse af kroppen på en eller anden måde, uden at der skal lægges mere i det.

Papirarbejdet er også en meget intim proces, fordi man sidder med næsen helt nede i papiret. Det bliver næsten privat. Med maleriet ligger intimiteten i at insistere på nogle detaljer, der måske kun kan ses på helt kort afstand. Man skal helt hen og nærlæse. Så disse tre forskellige medier kræver forskellige arbejdsprocesser med vidt forskellige intimitetsgrader.”

Ekstreme og nye rammer
”Det de har til fælles er et eller andet form for ekstrem – en yderlighed. I forhold til skulpturerne er det en usikkerhed. De er meget skrøbelige og skal brændes ved høje temperaturer, og det er ikke sikkert, de klarer brændingen. Med malerierne ligger ekstremet i, at jeg presser farverne til det yderste, og måske også at jeg går ind og maler med fri hånd – en håndværksmæssig trang.

Med papirarbejderne er ekstremet, at hele væggen er erstattet med billeder. De hænger ramme mod ramme i et mondriansk mønster”. Gjerdevik arbejder bevidst med sådanne begrænsninger for ikke at blive låst fast i et bestemt felt eller udtryk: ”Jeg prøver at flytte mig. Jeg prøver at komme videre.” Nils Erik Gjerdevik smiler: ”Med andre ord: Jeg prøver at have det sjovt.”