“Før troede jeg bare, det var skrammel”

Det er næsten ikke til at tro, at et menneske gennem et helt liv har brugt tid og plads på at indsamle og gemme brugt fast food-emballage, slidte sko, tomme tandpastatuber, gammelt legetøj og rustne søm. Det er ikke desto mindre den materielle og menneskelige arv, Song Dong har modtaget fra sin mor Shao Xianqyuan.

De over 10.000 genstande i installationen Waste Not udstilles fra torsdag d. 16. januar 2014 i Kunsthal Aarhus, hvor kunsten.nu møder Song.

Et familieprojekt
Song og hans familie oplevede under kulturrevolutionen i Maos Kina stor fattigdom, og det blev derfor en vane – på grænsen til besættelse – for særligt moderen at gemme alle ressourcer til senere brug i fremtiden – også efter forholdene i Kina blev forbedret.

Genstandene blev første gang udstillet i Beijing i 2005 og var egentlig et projekt, Song fik sin mor med i for at hjælpe hende ud af sorgen efter hendes mands – og Songs fars – død i 2002.

Det, der oprindeligt var en måde til at komme af med det bras, som fyldte Shaos hus til bristepunktet, er imidlertid endt med at blive en kunstsucces.

Song siger om arbejdet: ”Jeg foreslog min mor at lave et værk ud af hendes ting. For mig var det bare rod og skrammel, men jeg ville gerne vise hendes liv og idéer.”

Arbejdsprocessen endte med at bringe en masse minder frem, men den gav også Song en chance for – som han formulerer det  – “at tage ved lære fra sin mor” – igen.

Selvom Shao døde i 2009, er installeringen af værket stadig et familieprojekt, og hver gang de 50 fragtkasser med over 10.000 genstande pakkes ud, kommer Song og hans søster i tanker om de historier, der er knyttet til tingene:

“Når jeg lægger tingene ned på deres plads, bliver jeg mindet om, hvorfor min bedstefar og far gemte dem”, siger han og peger på noget værktøj. “På den måde har de efterladt en masse godt værktøj til mig”, siger han, hvorefter han griner lidt: “Men det kan man ikke se her – det gode værktøj bruger jeg derhjemme.”

Læs om opbygningen af værket i Kunsthal Aarhus her

Ikke en samling
Songs tilgang til værket er i moderens ånd meget brugsorienteret, og derfor finder han det nødvendigt at rette mig, idet jeg omtaler Waste Not som en `samling´: “Jeg tror bare, at min mor undlod at smide noget væk. Hun indsamlede ikke tingene for at beholde dem. Det var for at bruge dem.”

I forlængelse af dette har Song en opførsel, der er et mareridt for enhver konservator: Når han rejser med værket, kan han godt finde på at tage spisepinde og skåle med hjem til sit logi for at lave mad – eller at forvandle paraplyerne i værket fra kunst- til brugsgenstande i det regnvåde Aarhus.

Alt dette er del af den tankegang, Song arvede fra Shao, og som handler om at vise omsorg for de kommende generationer og om at passe på miljøet og vores fælles ressourcer:

“I dag har vi rigtig mange ting. Forretningsverdenen vil tjene penge hver dag, så de forsøger at ændre vores idéer – alt skal smides ud, så vi kan købe noget nyt. På overfladen ser det fantastisk ud, men vi mister også meget. I Kina har vi mistet frisk luft og rent vand – mange helt basale ting.”

Han håber dog, at Waste Not kan være med til at ændre noget: “Jeg tror, at værket får folk til at tænke over fremtiden. Som min mor sagde: Hvis vi smider for meget ud, har vi slet ikke noget i fremtiden.”

Ikke sæbe, men kærlighed
Der er dog en undtagelse i Songs brugsorienterede tilgang til objekterne: En trækasse fyldt med sæbe, som han fik til sit bryllup i 1992. Song og hans kone havde egentlig en vaskemaskine og slet ikke brug for sæbestykkerne. Nu er de blevet hans yndlingsobjekter blandt de 10.000 ting, og han er forsigtig, da han pakker to firkantede, brunlige klumper ud af indpakningspapiret.

“Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle have det – det var hårdt som sten, nærmest som stensæbe. Men da vi begyndte at lave værket, talte vi meget sammen, og til sidst gik det op for mig: Det er ikke sæbe – det er kærlighed, min mors kærlighed, som hun giver mig. Så jeg passer meget godt på dem.”

Fortid, nutid og fremtid
Installationen skaber på denne måde relationer mellem de forskellige generationer fra bedsteforældrene til Songs forældre – og fra Song og hans søster til den nye generation:

“Det her værk er til fremtiden. For 40-50 år siden gemte min mor en masse ting, fordi hun tænkte på fremtiden – den fremtid er nu.”

På samme måde giver også den nye generation ting videre. Han peger på nogle endnu uåbnede kasser, der indeholder legetøj:

“Da jeg var barn, havde vi ikke særlig meget legetøj, så det meste kommer fra min niece. Jeg har arbejdet på værket siden 2002, og jeg fik min datter i 2003. Så nu er det ikke længere mit, men min datters.”

Også værkets fremtid har han en mening om. Familien har fået flere tilbud fra store museer og fonde, der ønskede at købe værket, men familien vil hellere beholde det – dog uden at opgive udstillingsvirksomheden:

“Hvis jeg på et tidspunkt ikke længere kan udstille tingene, vil jeg beholde dem. Det er dagligdagsting, og jeg har altid boet med dem. Før vidste jeg ikke, at det var kunst, jeg troede bare, det var skrammel. Jeg håber at kunne bygge en slags “hjem-museum”, hvor jeg kan gemme minderne og bruge tingene igen og igen.”