Folkepark Skrydstrup Air Base

Vi skal turde at dele vores tanker – også om de emner, som vi ikke selv har oplevet på egen krop. Her skal I med til en samtale om kunst, krig, aktivisme og vidneudsagn.

Jeg sidder foran en israelsk veteran og leder efter hans blik. Med en fladbanket schnitzel på min tallerken og en pejs, der holder os varme i den berlinske vinter, er det svært at fatte, at han i et vidneudsagn har fortalt, at han som i 2014 tæskede en palæstinensisk dreng, der demonstrerede i Hebron. I dag er han menneskerettighedsaktivist i en af de mest velfungerende militærkritiske organisationer i verden. Jeg møder ham til en snak om vidneudsagn, kunst og ansvar på dagen hvor vi i Danmark har godkendt et historisk stort aktstykke om indkøbet af vores allesammens nye kampfly.

”Det starter altid med at soldaterne fortæller os, at de gerne vil vidne, men at de ikke har noget at vidne om. Jeg sagde det samme, men da jeg åbnede munden stoppede jeg først 6 timer efter.”

Breaking the Silence
Veteranen jeg taler med har som medlem af Breaking the Silence siden 2004 har udgivet mere end 1000 soldaters vidneudsagn om overtrædelser af menneskerettighederne i de besatte områder på Gazastriben og på Vestbredden, for at uddanne verdenssamfundet om realiteterne af besættelsen.

Han udviser, som de fleste andre soldater jeg har talt med, en stor interesse når vores samtale havner på sprogets grænser. På sproget for de følelser, der ligger uden for et almindeligt register. Det sted hvor billed, lyd og poesi har sit naturlige ophold, er åbenbart også et sted hvor soldater finder sig godt tilpas. Hvad betyder dette overlap mellem soldaten og kunsteren?

Det er fantastisk at kunne fortælle ham, hvor stor en fan jeg er. At mit eget arbejde i så mange år, har været inspireret af deres. Et arbejde der er imponerende, ansvarsbevidst og aktivistisk i ordets egentlige betydning – deres NGO ændrer rent faktisk politiske samtaler. En stor bedrift i et politisk landskab, hvor frustrationens apati sjældent er akkompagneret af en følelse af egentligt at kunne bidrage med noget som helst.

Ansvarlighed
Han er her weekenden over og spørger mig, om jeg kender et godt sted at købe tøj, og jeg er lidt flov over faktisk ikke at vide det, ‘jeg går ikke rigtigt i butikker’ svarer jeg. Måske han synes, det er lidt underligt, men han siger han har brug for noget tøj og en pung, som han fik stjålet for et par måneder siden, men ikke har haft tid til at købe en ny. De her mennesker arbejder målrettet, uden pauser.

Breaking the Silence er ofte i modvind og lagt for had både af den israelske regering og af store dele af den israelske befolkning, der betragter dem som landsforrædere. Dødstrusler og brandattentater på deres kontor er begge blevet del af deres hverdag. Kontroversen, der har holdt hans smartphone rødglødende de sidste par uger er, at intet mindre end Israels justitsminister bad højeste retten om at undersøge, hvorvidt hans vidneudsagn om at udøve vold på en civil er fabrikeret, i et forsøg på at underminere NGO’ens udsagn som utroværdige.

Han fortæller, at han i dag er en anden end for fem år siden, at han faktisk har vendt sig 180 grader, fra hvem han var før. “Nej, kun 175 grader,” tilføjer han, “der er stadig lidt af soldaten inde i mig.”

At vælge at blotte sine voldelige handlinger som et angrende menneske, er et modigt valg at træffe som et individ, der har været indspundet i det militære maskineri. Måske, overvejer jeg, er den stålfasthed et sådant valg kræver kun muligt for en soldat at træffe?

Hans ord i et online interview står som uhyggeligt klare projektiler med en retning, der ikke er til at tage fejl af:

”Disse hænder blev brugt til at banke palæstinensere i de besatte områder. Jeg er ikke stolt af det, men jeg er ikke bange for sandheden,” siger han. “Hvis jeg tager ansvar for min egen vold, bliver de nød til at tage ansvar for at sende os ud.”

En metode til inspiration
Den metode han og resten af Breaking the Silence anvender, er intelligent og kan kopieres. Jeg synes, den har fællestræk med et strålende kunstværk. Deres organisation arbejder politisk med at udgive tekster, så den må kunne beskrives som et slags forlag. Vidneudsagnene danner et stort, offentligt tilgængeligt arkiv – en lille smule Wiki-leaks inspireret.

Det er måske en lidt grov sammenligning, men for analogiens skyld, kunne teksterne siges at være handlende, performative, affektive snarere end blot repræsentative. De beskriver situationer, men det er på grund af deres status, på grund af hvem de er udtalt af, at de får en ændrende effekt. Altså danner ordene ikke blot fortællinger, men skaber aktive værktøjer.

Tanken er dragende – et arkiv, der har politisk slagkraft ved dets blotte eksistens. Kunne dette overlap mellem aktivisten og kunstnerens praksis anvendes i andre konkrete politiske systemer? I så fald vil det kræve, at vi ikke er bange for at tale om de felter, der er os selv fremmede.

Vi skal turde at dele vores tanker, også om de emner, som vi ikke selv har oplevet på egen krop. At være på dybt vand, ikke at vide – at skulle lytte uden at kunne manifestere vores holdning. Situationer af denne natur bygger på tillid, hvor slags appropriation er målet: hvor civile godt må tale om krig og hvor soldater godt må tale som aktivister.

Jeg siger farvel til ham på den gamle flybro, hvor forsyninger blev fløjet ind til den afskårne østblok. Mens den særlige Tempelhof vind afkøler mit ansigt, tænker jeg på, om kritikken af kampflyene er det forkerte sted at lægge sit fokus. Måske er det hele Skrydstrup lufthavn til de nye bombefly, der – som her – skal gøres til en folkepark og et hjem for dem, der flygter fra krig.

Her er en sang, jeg har skrevet om et kampfly, der er i tvivl om, om det er en fri fugl – eller en luder.