“For få år siden var det ‘hippie’ – nu er det ‘hipt’”

Secret Hotel har rødder i scenekunsten, men er nærmere en ‘produktionsenhed’ uden for kategori, der laver deltagerbaserede vandringsforestillinger, performances, workshops, festivaler, laboratorier og meget andet. “Det handler om at komme ud over det Homo sapiens-centrerede perspektiv,” fortæller leder Christine Fentz.

I slutningen af september samles en række kunstnere og forskere i Aarhus og omegn omkring et presserende og universelt emne: Klodens tilstand. Anledningen er symposiet Earthbound, der er tilrettelagt af Secret Hotel, og som har til hensigt at undersøge, hvordan man lever på jorden ud fra en bæredygtig og helhedsorienteret tilgang.

Earthbound er ikke blot endnu en traditionel konference med kloge, talende hoveder, men også en begivenhed med morgenyoga, arbejdende laboratorier, iscenesatte locations, busrejser med forelæsninger og lydværker, ligesom deltagerne blandt andet vil få et kig ind i en eksperimentel situation, hvor to kunstnere og en forsker arbejder med heste for at undersøge, hvad der sker, hvis man skal lave kunstværker på dyrenes præmisser.

Uden for kategori

Symposiet er blot det helt aktuelle projekt fra den særegne ‘produktionsenhed’ Secret Hotel, som på mange måder er et foretagende helt uden for kategori. Secret Hotel udspringer nok af scenekunsten, men er grænseoverskridende forstået på den måde, at man trækker på en lang række elementer og erfaringer fra så forskellige områder som Land Art, installationskunst, deltagerbaseret scenekunst, bæredygtighed, animisme, spiritualitet, viden fra oprindelige folk, live art, biologi, antropologi, human geography m.m.

Til daglig deler kunsten.nu’s Aarhus-afdeling kreativt kontorfællesskab med blandt andre Secret Hotel, og det er nu på sin plads at få kontorfællerne introduceret mere behørigt for kunsten.nu’s læsere. Det kan dramaturg, instruktør og leder af ‘hotellet’ Christine Fentz (f. 1971) hjælpe os med.

Et hus med mange værelser

“Man kan beskrive Secret Hotel som et rummeligt hus med utrolig mange værelser,” forklarer hun indledningsvist. “Secret Hotel er som udgangspunkt scenekunst, fordi jeg kommer fra scenekunsten, men jeg er meget nysgerrig efter at arbejde med andre fagbaggrunde, og det er ikke kun andre kunstnerkollegaer. Jeg har oplevet, at folk har responderet på nogle af de ting, jeg har lavet, ved at sige: “Jamen, er du antroplog?” eller “det er godt nok en spændende kunstinstallation.” Og jeg har selv ment, at vi har lavet et stykke scenekunst. Jeg tror faktisk, at det sted, der er mest favnende i forhold til vores arbejde p.t., er billedkunsten, fordi der er så meget performativt i billedkunsten efterhånden.”

Et andet, helt centralt karakteristika ved Secret Hotel er, at publikum opfattes som gæster. Der er med andre ord tale om deltagerbaseret kunst. Vandringsforestillingen A WAY (2016) førte eksempelvis gæsterne på en imaginær rejse mellem egen barndom og død og en ‘guided tur’ i Mols Bjerge. Her mødte de efterskoleelever, ældre molboer, dansk-palæstinensiske dansere fra Gellerup og flygtninge fra Eritrea i en forestilling, der overordnet handlede om livshistorier, iscenesat af tyske Uta Plate.

“Et af mine værktøjer er folks egen krop, deres sind, sjæl, drift, intellekt og sanser. Vi lærer ikke blot med hovedet, men også med vore sanser og krop. Vi kan jo aldrig nogensinde styre, hvad folk rigtig oplever, men et af mine arbejdsfelter er i hvert fald deltageren selv.”

Dialoger med omgivelserne

Denne deltagerbaserede tilgang har ligget i Secret Hotels DNA siden stiftelsen i 1999, men er blevet skærpet og professionaliseret omkring 2008:

“Omkring den tid begyndte jeg at definere, at jeg gerne vil give folk mulighed for at forbinde eller genforbinde sig med deres omgivelser, og det har jeg udviklet videre siden 2013 med Landscape Dialogues som overordnet tematik for mange forskellige slags undersøgelser. Landskab skal her forstås meget bredt som det, der omgiver os, altså de sammenhænge og kredsløb, vi indgår i, er dybt afhængige af, og som Løgstrup siger, er vort egentlige ophav. Nogle af disse undersøgelser har resulteret i deciderede værker, andre har været workshops, faglige møder, kompetenceløft, minifestivaler eller laboratorier, hvor folk mødes på kryds. Men alt sammen en undersøgelse af krydsfeltet mellem deltagerbaserede kunstudtryk, bæredygtige tilgange og landskaber i en meget bred forstand.”

Mennesket i forhold til noget større

Overskriften er: Mennesket i forhold til noget større. Og gennem årene er det blevet tydeligere for Fentz, at projektets kerne er i tråd med overvejelserne om det antropocæne og tankerne om interspecies og ikke mindst i tråd med det paradigmeskifte, hun mener, der er på vej.

“Den geologiske tidsalder – ‘det antropocæne’ – handler i bund og grund om, at mennesket har set sig selv som værende over alt andet, og alt rundt omkring os er ressourcer til ære for os – og på grund af det er vi blevet en negativ klimafaktor. Nu er der et paradigmeskift undervejs, hvor vi opdager, at det er vigtigt, at alle andre entiteter også har et godt liv, for at der kan være en balance, der muliggør livets overlevelse – ikke bare menneskets.”

“Det paradigmeskifte i retning af en større sensitivitet overfor alt, der gror, og alt, der ikke nødvendigvis kan måles, er jeg dybt en del af. Og jeg er i hvert fald også en af dem, der indenfor scenekunsten har været foregangsperson omkring det. Sådan en grøn tænkning var måske ‘hippie’ for fem år siden, men nu er det ‘hipt’.”

Barnets position

Igennem sit virke tilbyder Secret Hotel altså muligheden for at forbinde sig med denne både urgamle og nye sensitivitet, og i den forbindelse taler Fentz om, at det er naturligt, at gæsterne kommer til at genbesøge barnets sansemuligheder og erfaringer:

“Men jeg er ikke interesseret i at gøre det på en måde, så det er det poetiske Jeg, der bliver genbesøgt. Det er selvfølgelig evigt universelt, ligesom forholdet mellem kønnene eller forholdet til døden er det, men for mig er det bare så Homo sapiens-centreret, og jeg vil gerne ud over det perspektiv.”

“Den større dialog, som er en grundsten i en spirituel måde at se omverdenen på, er grundlæggende animistisk og mener, verden er i live. Altså et større perspektiv end bare det menneskelige, og derfor er menneskets krop med den erfaring, man har med sig fra barndommen, for mig det vigtigste instrument. Bl.a. fordi vi som børn ikke skelner så meget mellem os og de andre væsener.”

Er du ikke bange for, at dit projekt bliver romantisk – eller udtryk for nostalgi?
“Der er jo ikke nogen oprindelig, ren, balanceret tilstand at vende tilbage til. At tænke sådan er udtryk for en nostalgiforvrængning. Nostalgi kommer af, at man har tabt forbindelsen til noget. Hvis man genetablerer sin forbindelse til livsverdenen, vil man også få fingre, sanser, tanker og refleksioner dybt ned i død, nedbrydning og gengroning, og det er vitterligt ikke særligt romantisk. Men der er meget visdom at hente og måske nye handlemuligheder.”