For hele folket?

Lars von Trier stillede i samarbejde med Copenhagen Art Festival hele verden den opgave, at lade sig inspirere af seks udvalgte kunstværker; Albert Speers Zeppelintribunen i Nürnberg (1934-37), Paul Gauguins Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor går vi hen? (1897) James Joyce’s Ulysses (1922), August Strindbergs Faderen (1887), César Francks Sonate i A-dur (1886) og Choreography opført i Hollywood Palace (1969) af Sammy Davis Jr. Dans, litteratur, teater, maleri, musik og arkitektur er således repræsenteret, som i komponisten Richard Wagners drøm om et Gesamtkunstwerk.

Disse blev udgangspunktet for 501 forskellige bidrag fra det meste af vores globe tilsendt til Trier og instruktøren Jenle Hallund i starten af september.

Det stod bidragyderne frit for hvilket værk de lod sig inspirere af og skulle indsende videoer, fotografier eller lydbidder.

Fællesskabsfølelsen
Copenhagen Art Festivals tema har været ’fællesskab’, og en stor del af kunsthallernes aktiviteter og udstillinger har foregået på pladser og i stræder.

De, der normalt ikke ville besøge en festival som denne, har haft gode muligheder for at møde samtidskunsten.

Filmen, der er resultatet af Triers udfordring, skal afspejle denne vilje til at række ud i det omkringliggende samfund. Værket står som en manifestation af de medvirkende kunstinstitutioners og kunstens tur ud af de hellige (kunst)haller.

SE JENLE HALLUNDS TAKKEFILM

Ser man på projektet som sådan, må man sige, at det til dels er lykkes – mere end 400 personer har medvirket til projektet, der har ligget til fri behandling, om man vil. Det er et værk, der afspejler en klar tendens på tidens kunstscene, hvor publikum ikke længere blot skal forholde sig til kunsten, men også skal medvirke i tilblivelsen af den.

GESAMT TRAILER: Disaster 501: What Happened

Velkendte tvetydigheder
Filmen, afspejler meget flot de mange forskellige bidrag og er snørklet sammen til en montage af både velkendte og vederstyggelige følelser. Der er tale om et stærkt værk – både visuelt, lyd- og fortællemæssigt.

Det er en dejlig, forvirrende omgang videoklip, og værket gør klart brug af filmiske greb; der er en art spændingskurve gennem hele filmen, der griber én. Samtidigt bryder den med den klassiske historiefortælling og bliver til en mangefacetteret associationsdrøm om liv, død, det fremmede, det nære og eksistensens tvetydighed – og ikke mindst, mørke.

Installationen af værket og den måde man ser det på, må også roses. Til tider er det fysisk umuligt, at se, hvad der foregår på alle fire skærme i hvert deres hjørne på samme tid. De fire skærme mimer effektivt en mangestemmig samtale og får beskueren op på tæerne i forsøget på at følge med. Man sidder og virrer med hovedet og bliver snart bombarderet med billeder, snart hensat i et fuldstændigt mørke.

Men, men, men…
Jeg ville dog ønske, at endnu flere havde deltaget, at værket ikke kun er at se i en kunsthal, og at projektet var blevet endnu mere udbredt. På denne måde ville projektets udgangspunkt også have haft større pondus.

Man må huske på, at projektet ikke kun henvender sig til kunstinteresserede, men i princippet alle; det måtte gerne være endnu mere tydeligt.

GESAMT skaber, i sin tilblivelse, et fællesskab omkring kunsten, en måde for deltagerne at give deres mening til kende igennem kunsten. Her er det kunsten, der er fællesskabende og som netop peger på livet derude, udenfor kunsthallernes mure. På den måde er værket vellykket, men man kunne have ønsket at man havde rykket filmen med derud også.