Fotografiske b-sider

En poetisk banalitet løber gennem den retrospektive udstilling Anton Corbijn. 1-2-3-4 på Brandts, hvor den hollandske fotograf Anton Corbijn viser fotografier fra de sidste 40 år. Men det fungerer – som en fejring af en fotografisk æra, der er forbi.

Som et hjerteslag, der løber gennem udstillingen, hænger Anton Corbijns portrætter. Vi kender EKG-kurven fra film og hospitalsserier, hvor den konstant truer med at flade ud. En metafor han selv bruger om kurateringen.

Tolv større samlinger af fotografier af de bands, han har arbejdet med gennem flere år – hjerteslaget – og over hundrede unikaportrætter på lange rækker ind imellem – der hvor slaget forsvinder. U2, Tom Waits, Siouxsie Sioux, Nirvana, Rolling Stones og mange flere. Alle sammen mennesker eller bands, der helt eller delvist har fået deres visuelle identitet defineret af Corbijns fotografier.

”Der er altid to mennesker i ethvert fotografi. Fotografen og beskueren.” Ordene er Ansel Adams’, og jeg kommer til at tænke på dem, da jeg går rundt og ser på Corbijns portrætter i den nye retrospektive udstilling Anton Corbijn. 1-2-3-4, der lige er åbnet på Brandts.

Adams, den amerikanske fotograf, havde sine egne billeder af den storslåede natur i Amerikas Midtvest – uden mennesker – i tankerne, men her på Brandts klinger de også sandt. Det er en udstilling, der trækker i hjertestrengene. Og det er, som om følelserne driver ned af de hvide vægge. Både Corbijns og mine.

Michael Stipe i bar røv

Det kan være svært at hænge minder på en væg, har Corbijn engang sagt. Men her prøver han alligevel. Alle billeder er også minder om et liv, der er blevet levet ‘on the road’, om nye byer, nye landskaber og møder med mennesker. Hvor flere af dem i dag er blevet venner.

Bag udstillingen ligger fire måneders intenst arbejde med bagkataloget. For et par år siden sad Corbijn fire måneder i en lille lejlighed i Berlin og gennemgik de tusindevis af negativer og kontaktark, han havde produceret gennem årene. Resultatet er hans bud på fotografiske b-sider, om man vil.

Og det er overvældende at gå rundt i udstillingen, og den imponerende samling af musikere, han har mødt og fotograferet efterlader spørgsmålet om, hvem han egentlig er, Anton Corbijn? Der kalder Bono sin ven? Som har lokket Martin Gore i brudekjole og læbestift. Michael Stipe til at stå med blitzoplyst bar røv?

Fotografi som undskyldning for at komme tæt på scenen

Det lå ikke i kortene, at Corbijn skulle være fotograf. Forventningen var derimod, at han skulle følge i sin fars fodsporene og blive præst. De første år af hans barndom lever familien i et lille isoleret samfund på en ø i det sydlige Holland, hvor man tog færgen, når man skulle til tandlægen.

Men som elleveårig flytter de til en større by midt i landet. Ranglet, ung og usikker køber Corbijn sin første grammofon og bruger mange timer alene på teenageværelset med musikken, går indimellem til koncerter og drømmer om et liv på scenen.

En aften låner han sin fars kamera som en undskyldning for at komme helt op foran til koncerten, og endnu tættere på idolerne. Og han får sit første billede trykt i et lokalt musikmagasin.

Noget særligt i tiden

Spoler vi lidt længere frem, til de tidlige 1980’ere, bor han i London og er optaget af byens musikscene. Han fotograferer stadig rockstjerner til koncerter, kan nu leve af sine billeder og begynder at eksperimentere med portrætter.

De rammer noget særligt i tiden. Musikindustrien elsker ham og hyrer ham til at fotografere deres stjerner. Han rejser verden rundt med sit kamera, i flere år, altid et nyt band og en ny by.

Han tager til Hollywood, lægger fotografikarrieren bag sig, bliver selv en stjerne og skifter karrierespor. Instruerer nu spillefilm. Opskriften på en stjernefotograf?

Eller måske er det Lars Ulrich fra Metallica, der siger det bedst. I kataloget skriver han om Corbijn: ”It’s Anton, you and the moment. Whatever happens happens. As bare bones as it gets. It’s just a photographer, his camera, his wit, his towering presence, his childlike curiosity, his lack of pretense, the lack of formality, the void of ego, the absence of assistants, handlers, babysitters, entourage, pampering.”

Han tilbyder et fotografi. Ikke mere. Og måske sit venskab.

Mellem glamour og irrelevans

Anti-portrætter er de blevet kaldt. Corbijns fotografier. Fordi han er kendt for at skyde sine subjekter i skyggen. Med helt mørklagte ansigter. Med ryggen til. Som små prikker i det fjerne. Skubbet ud i den ene side af rammen, og ude af fokus.

Man kan sige, at omgivelserne er halvdelen af et Corbijn portræt. Inspireret af 70’ernes hollandske fotojournalistik, satte han fra begyndelsen sine rockstjerner op imod urbane baggrunde – op ad rå murstensvægge, under en tung himmel, på tilgroede jernbaneskinner og i selskab med den rå graffiti, og brugte kun lys, der var umiddelbart tilgængeligt.

Han udfordrede deres berømmelse og gjorde dem sekundære til de omgivelser, de stod i. Tom Waits i en skrottet lænestol i en baggård, Metallica på en genbrugsplads, Leonard Cohen på et simpelt hotelværelse, Van Morrison bag en stueplante. Eller de blev reduceret til en sløret silhuet i New Yorks gadebillede, som Martin Gore, med udsigt til de i dag ikoniske tvillingetårne.

Men han tilføjede også et element af glamour. På mange af billederne står unge mænd, der ligner nogen, der leger rockstjerner. Der er en ung rebelsk kvalitet i billederne, som et resultat af mødet mellem de kommende stjerner og en ung fotograf, der leger med.

Det visuelle sprog er enkelt, nogle gange næsten simpelt, og de mørke fotografier i stærke kontraster iscenesætter musikerne i et spændingsfelt mellem glamour og irrelevans.

Corbijn ramte noget i tiden, skabte ikoner af musikere, og fansene elskede hans billeder. Der er leg, humor og nysgerrighed i billederne, men det var altid Corbijn, der satte rammen. Og indenfor den kunne de bevæge sig frit.

Hvert billede er en rejse

Der er en poetisk banalitet, der løber gennem udstillingen. Og der er en ikke-udfordret nostalgi i kurateringen. Men det virker.

Det er historien om den stille mand i musikindustrien, der endte med at omgive sig med de største personligheder. Ligesom valget af det sort-hvide format altid tilføjer et ekstra lag af nostalgi.

Det bliver ekstra tydeligt med de enkelte indslag af farver, der bryder med den ellers farveløse palet. Her bliver den humor, som Corbijn også er kendt for ekstra markant. Særligt et fotografi af de fire U2-medlemmer, der er fotograferet sammen med deres fædre, i matchende jakkesæt, er genialt.

Men det er også fejringen af en fotografisk æra, der er slut. Hvor den digitale proces lader fotografen redigere og udvælge undervejs, var det andre vilkår Corbijn arbejdede under.

Han rejste over hele verden, skød sine ruller og fremkaldte først sine film, når han var hjemme igen. Han tog mange chancer, som det dengang var normen, og det er de eventyr, man fornemmer i billederne. Legen og, oftere end man tror, tilfældighederne.

Det er en del af opskriften på de ikoniske portrætter, sammen med det tydelige formsprog han bruger. Corbijns billeder skulle være udtryksfulde i første hug, og her fanger han ofte en intimitet og uperfekthed. En særlig humanitet.

Måske er det alligevel Corbijn, der siger det bedst selv: ”Photography is not a job. It’s an adventure”.