Fra konger til kunst: GO WEST er en seværdig udstilling i Kunsthal Kongegaarden

Et tæt samspil med den gamle bygning i Korsør er centralt for gruppeudstillingen GO WEST, hvor billedkunstner Ruth Campau har samlet en håndfuld kolleger, der udover Kongegaarden er gået i clinch med byens tidligere glasværk.
Korsør er vest i et sjællandsk perspektiv – om det også er det vilde vest, må mere stedkendte kunne svare på. Som kunststed er den gamle færge- og flådeby nok et af de mere ukendte. Det har man på kunsthallen Kongegaarden forsøgt at gøre op med ved at satse på ambitiøse samtidskunstudstillinger som den aktuelle GO WEST. Med denne udstilling indtager 10 avancerede og absolut ikke letkøbte kunstnere lokalerne i den gamle bygning, som oprindeligt husede konger og andet godtfolk, mens de ventede på overfart over Storebælt.

Udstillingen er sammensat af Ruth Campau, der også selv er deltagende kunstner. Intentionen og den mundrette titel GO WEST henviser til at kaste sig ud i mødet med det ukendte. Dette kan både ses som rettet mod kunstnernes møde med bygningen og som det, der møder publikum. Det er først og fremmest en mundret titel, som ikke skal ses som en stram ramme, men hellere en åben opfordring. Det er også en forskelligartet gruppe af kunstnere, som er svære at sætte i mediemæssig bås, og som også favner forskellige generationer. Hvilket i sig selv er et interessant udgangspunkt.

I samspil med bygning

Et tæt samspil med de bygningsmæssige rammer er gennemgående for udstillingen. Det er meget smukt eksekveret i Kongegaardens entré, hvor Ruth Campaus installatoriske maleri dækker gulvet. Med sine klare, dybe farver spiller det op ad den historiske dekoration i rummet. Den spejlende overflade er effektfuld ved siden af de tunge træpaneler som indgang til en udstilling, der leverer de diskrete overraskelser og gennemtænkte finesser.

Det går igen i Anna Tainas maleri, der breder sig over væggene i det næste rum. Her arbejder Taina i serielle streger videre med husets gamle vægmaleriers farver, hvor det processuelle fremhæves idet værket gradvis bliver til i løbet af udstillingens tid.

Til den anden side vil man møde et overraskende syn i form af øjensynligt godt slidte madrasser, presset sammen op ad væggen. Værket er Charlotte Thranes og balancerer mellem det alternativt dekorative og anti-æstetiske ganske effektfuldt. Kun finder jeg den påståede forbindelse til 1700-tallets rokoko noget svær at opdrive. Lidt samme svære forhold mellem det synlige værk og den angivne inspiration finder jeg i Elle Klarskov Jørgensens ellers rumligt velfungerende former, der skulle referere til japanske tegnsystemer.

Hvis disse værker sætter scenen omkring de små rum, rækker Pernille Kapper Williams Monument of Lust and Love op i luften som et flag udenfor bygningen. Som gengivelse af et maleri udført med kosmetik (som ses andetsteds i udstillingen) skal det være en flagrende hyldest til den forbudte kærlighed mellem Struensee og Caroline Mathilde, som var sammen på Kongegaarden. Dette indslag er blandt udstillingens mest interessante og kunne godt være endnu mere synligt for omverdenen.

I hovedbygningens overetage finder man en noget mere larmende tre-kanals video af Tumi Magnússon, der i udtryk og format skiller sig noget ud fra resten af udstillingen og mangler lidt af den stedsspecifikke finesse.

Omformet glasværk

Fra kunsthallen i Kongegaarden går turen nu videre til udstillingens anden del i en nedlagt industribygning et stykke herfra. De to vidt forskellige bygninger er for så vidt en fin idé – der kan dog pudses noget på den formidlingsmæssige finish, så man som gæst bliver ledt sikkert frem med nysgerrigheden i behold.

Når man endelig er fremme, fortsætter GO WEST i fin stil. Der er Claus Egemoses strukturer, som lidt ligner en arkitekturmodel med stærke farveindslag – en arkitekton kunne man sige med nik til Kasimir Malevich’s abstrakte skulpturer fra 1920’erne.

Campaus store drivende form Yellow Bend gør sig godt i rummet, ligesom Dan Stockholms halvt organiske og halvt industrielle gipsfigurer er spændende indslag på gulvet.

Det fineste stedsspecifikke indslag er Oskar Kolianders glasværk Vende et blad, der har rummets baggrund som Holmegaard Glasværks vinduesfabrik med, idet det er vinduesglas, der som et ark papir er let bøjet – sådan vender man et blad og går mod vest.Og Michael Mørks konkrete maleri står også som et ordret udtryk for den vestvendte titel.

GO WEST er altså en udstilling af højt niveau og bred spændvidde. Man har turdet vægte udtryk, som ikke bare blæser sin beskuer omkuld eller taler med store bogstaver. I stedet er det de dybe overflader med sans for rummene og stedets muligheder.

Så ingen grund til at modsige titlens opfordring til at tage vestpå og til at holde øje med Kongegaardens ambitiøse kunstsatsning i Korsør.