Dysleksi var længe noget, billedkunstner Julie Nymann kun talte om, når det var nødvendigt. I dag er den både motiv og metode i hendes kunst. Hun vender Ordblindetestens farvesystem på hovedet og undersøger, hvad der sker, når man bevæger sig fra kategorisering og begrænsninger mod styrker og fællesskab.
Julie Nymann lyser grønt op i gadebilledet. Da jeg møder billedkunstneren i hendes atelier, er hun klædt i forskellige nuancer og mønstre af grøn fra top til tå. Farven har også sneget sig ind i omgivelserne: grønne viskestykker og kander – og vindruer og ærter.
Det kunne ligne en personlig forkærlighed for en farve. Men hos Nymann er grænsen mellem kunstnerisk praksis og hverdagsliv ikke helt så enkel. Som en del af et kunstnerisk projekt om dysleksi (ordblindhed), har hun været klædt i grønt i tre år, og farven er samtidig et gennemgående element i hendes soloudstilling Følg den grønne vej på Augustiana Kunstpark & Kunsthal.
Julie Nymann foran Augustiana Kunsthal. Foto: Alexander Julin
Fra farvekode til rum
Grøn kommer fra Den Nationale Ordblindetest, hvor resultaterne inddeles i rød, gul og grøn. Rød angiver ordblindhed, gul fonologisk usikkerhed og grøn, at den testede ikke er ordblind. Nymann har vendt systemets symbolik om. Hos hende bliver grøn en farve for de styrker og andre måder at sanse og forstå verden på, som også kan følge med dysleksi.
Projektet med tøjet begyndte, da Nymann påbegyndte sit afsluttende år på Kunstakademiet. Det var den første uge i oktober, hvor der hvert år sættes særligt fokus på ordblindhed. Først skulle hun kun gå i grønt i en uge. Så blev det en måned. Så frem til hendes afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2024. Og siden fortsatte hun.
I dag fungerer tøjet som en samtalestarter. Fremmede stopper hende. Nogle tror, det grønne handler om klimaet eller partiet Alternativet. Først når hun fortæller om dysleksien, opstår den forskydning, hun er interesseret i.
Men det var længe grænseoverskridende konstant at synliggøre noget, hun tidligere kun fortalte om, når det var nødvendigt.
Jeg har egentlig altid været ret selvsikker, synes jeg selv.
Julie Nymann
“Den første lange tid, jeg gjorde det, var det megaubehageligt, og jeg græd faktisk ret tit,” fortæller hun. “Jeg har egentlig altid været ret selvsikker, synes jeg selv. Troede jeg.”
“Jeg er jo også meget mere end det. Så det med lige pludselig at råbe det ud hele tiden, det var faktisk ret grænseoverskridende.”
I dag kalder hun processen en slags terapi for sig selv.
Tre farver, tre rum
På Augustiana er farverne rykket fra Nymanns krop og ind i kunsten.
I Følg den grønne vej bliver testens tre kategorier omsat til fysiske miljøer. Beskueren skal ikke kun forstå systemet, men mærke det.
Fra udstillingen Følg den grønne vej på Augustiana Kunstpark & Kunsthal, 2026. Foto: Julie Nymann
Fra udstillingen Følg den grønne vej på Augustiana Kunstpark & Kunsthal, 2026. Foto: Julie Nymann
Først det røde. Vinduerne er dækket af rød folie, så dagslyset farver hele rummet. Centralt står et trafiklys, men her findes ingen mulighed for at vente på grønt: Alle tre felter lyser rødt.
Nymann vil gøre følelsen af kategorien fysisk. “Man kan have nok så mange, der siger, at du er god, men du føler det ikke,” siger hun. I rummet bliver beskueren selv farvet rød: “Du er helt rød.”
I det gule rum er stilstanden blevet til et venteværelse. Stole, et ur og det gullige lys placerer beskueren i en mellemposition. For Nymann afspejler rummet den usikkerhed, der kan følge med at vise tegn på dysleksi uden at blive kategoriseret som ordblind og dermed få adgang til den samme støtte.
Og så åbner det grønne rum sig.
Fra udstillingen Følg den grønne vej på Augustiana Kunstpark & Kunsthal, 2026. Foto: Julie Nymann
Her er det ikke testen, der definerer dysleksien. I lydværket Fordelene ved at være ordblind høres i stedet stemmer fra børn, unge og voksne, som fortæller om deres egne erfaringer. Det grønne bliver hos Nymann ikke et løfte om, at dysleksi er problemfrit, men et rum for andre fortællinger end dem, der tager udgangspunkt i mangler.
Bevægelsen fra rød mod grøn er blevet central i Nymanns praksis. Ikke som et forsøg på at gøre dysleksi til noget entydigt positivt, men som en undersøgelse af, hvad der sker, hvis man vender perspektivet og spørger til andet end det, der er svært.
Det spørgsmål er også vokset ud af hendes egen vej ind i kunsten.
Fra fotografi til samtidskunst
Nymann begyndte som erhvervsfotograf og boede siden i New York i seks år, hvor hun uddannede sig inden for fotografi. Her mødte hun performance, lydkunst og store installationer, der ændrede hendes forestilling om, hvad et kunstværk kunne være. På museerne oplevede hun soloudstillinger, hvor man trådte ind i værket snarere end blot betragtede det udefra.
Men vejen fra fotografiet til den tværmediale praksis, hun har i dag, hænger også sammen med dysleksien.
Qua min dysleksi troede jeg, at jeg ikke var dygtig nok til at være kunstner.
Julie Nymann
“Det handlede nok også meget om, qua min dysleksi, at jeg måske ikke troede, at jeg var dygtig nok til at være kunstner,” fortæller hun. “Og slet ikke troede, at jeg kunne sætte ord på ting.”
I lang tid var hendes værker ordløse. Filmene havde soundscapes, men ingen tale.
“Jeg har haft en meget lang proces i også at lave kunst og egentlig turde sætte ord på tingene.”
Det er en interessant forskydning i en praksis, der i dag i høj grad består i netop at indsamle andre menneskers ord.
Lydinstallationen Fordelene ved at være ordblind. Fra udstillingen Følg den grønne vej på Augustiana Kunstpark & Kunsthal, 2026. Foto: Julie Nymann
Et spørgsmål uden svar
Et afgørende værk blev lydinstallationen Fordelene ved at være ordblind, som Nymann udviklede frem mod sin afgang fra Kunstakademiet i 2024. I dag fylder værket det grønne rum på Augustiana, hvor en mangestemmig lydkomposition baseret på samtaler med mere end 80 børn, unge og voksne med dysleksi omslutter beskueren.
Værket begyndte imidlertid ikke med en idé om en lydinstallation, men med et spørgsmål, Nymann først stillede sig selv:
Hvad er fordelen ved at være ordblind?
Hun kunne ikke svare.
Gennem sin SPS-støtte på Kunstakademiet – den specialpædagogiske støtte, studerende med blandt andet ordblindhed kan få – kom hun i kontakt med en gruppe elever, som hun stillede spørgsmålet. Siden opsøgte hun selv skoler og begyndte at holde workshops.
Det gik op for hende, hvor sjældent spørgsmålet bliver stillet.
“Mange af de mennesker, jeg har snakket med efterhånden, har aldrig fået spørgsmålet: Hvad er fordelen ved at være ordblind? Man er slet ikke vant til at tænke på det. Man kan slet ikke sætte ord på det.”
Julie Nymann: Vi er stolte ordblinde Vandrehallen, 2024. Foto: Paula Duvå
Mange erfaringer – én betegnelse
Svarene er ikke entydige. En ældre deltager kunne slet ikke genkende tanken om, at der skulle være en fordel. Andre beskriver styrker, de forbinder med deres dysleksi. For Nymann blev forskellene mellem fortællingerne mindst lige så interessante som svarene selv.
Dysleksi er én betegnelse, men ikke én erfaring.
På Augustiana kan man høre de mange erfaringer som stemmer i Fordelene ved at være ordblind. I Her står vi får nogle af dem også ansigter. Her har Nymann arbejdet med børn, unge og voksne fra Sønderborg, der selv har formuleret refleksioner over deres styrker.
Fotografierne er kun én del af værket. Forud ligger timer med samtaler og workshops. Nymann beskriver selve møderne som små kunstoplevelser, som kun deltagerne oplever. Først bagefter bliver noget af processen til et værk for et større publikum.
Hos Nymann flyder det personlige, kunstneriske og samfundskritiske dermed sammen. Men hun er samtidig optaget af, hvor kunsten slutter, og det mere direkte politiske arbejde begynder.
Dysleksi som kunstnerisk metode
Dysleksi er med andre ord ikke kun blevet et emne i Nymanns kunst. Den har også præget måden, hun arbejder på.
Hun fører selv forbindelsen tilbage til klasseværelset. Når en tekst ikke var den letteste indgang til at forstå, hvad der foregik, lærte hun i højere grad at aflæse rummet omkring sig – visuelt og sanseligt.
“Det er jo nok også grunden til, at jeg er kunstner i dag,” siger hun.
Facadeværket Vores stæmmer er framtidsdrømme på Gloria’s foyer Roskilde Festival 2025. Foto: Frida Gregersen
Korperformance: Fordelene ved at være ordblind. Platform Stage Roskilde Festival 2025. Foto: Frida Gregersen
At arbejde med mavefornemmelsen
Når hun redigerer lyd, beskriver hun en lignende proces:
“Når jeg laver lyd, så klipper jeg på min mavefornemmelse. […] Jeg føler det eller mærker det på en eller anden måde.”
Jeg kan godt lide at sætte folk i nogle rum, hvor de er sådan … de er helt inde i det.
Julie Nymann
Her mødes hendes biografi og den kunstneriske form. Det røde rum på Augustiana er ikke bare en illustration af en kritik af Ordblindetesten. Folien, lyset og den monokrome farve skal skabe en kropslig erfaring af at blive placeret i en kategori.
“Jeg kan godt lide at sætte folk i nogle rum, hvor de er sådan … de er helt inde i det.”
Det gælder også den måde, hun researcher på. Nymann fortæller, at hun ikke har kunnet “begrave sig i bøger” på samme måde som andre, men i stedet har været tilbøjelig til at gå ud, opleve verden og spørge mennesker. Samtalen og samarbejdet hænger derfor sammen med hendes egen måde at tilegne sig viden på.
På samme måde nævner hun evnen til at bede om hjælp som en af de styrker, hun selv forbinder med at være vokset op med dysleksi.
“Du skal gøre det, du er god til. Jeg gør mine ting. Og sammen bliver vi bedre,” som hun formulerer det.
Julie Nymann: Dyslektiske styrker er frø vi vil så. Gloria’s foyer Roskilde Festival 2025. Foto: Mads Holm
Når kunsten forlader kunstverdenen
Det er også her, grænsen mellem Nymanns kunstneriske og politiske projekt bliver sværest at trække.
Hun lægger ikke skjul på, at hun gerne vil ændre noget. Hun udfordrer kategorierne i testsystemet, samarbejder med uddannelsesinstitutioner og har skrevet et manifest formet som et lovforslag. Fordelene ved at være ordblind har også fundet vej til undervisningsmateriale.
Samtidig insisterer hun på sin position som kunstner.
“Jeg vil virkelig gerne have den her politiske samtale, men det er også ret vigtigt for mig, at jeg er kunstner.”
Hvis opgaven var at komme igennem til en minister og arbejde direkte for en politisk ændring, konstaterer hun, ville det kræve, at hun gjorde dét på fuld tid.
Kunsten bevæger sig på en anden måde.
Små frø, der kan spire
Nymann beskriver det selv som at sende små frø ud. En skoleklasse møder et værk. En deltager tager en samtale med sig videre. Et lydværk bliver til undervisningsmateriale. En fremmed stopper hende på gaden på grund af det grønne tøj.
Noget kan spire videre uden for kunstinstitutionen.
En af de reaktioner, der har gjort størst indtryk på hende, er kommet fra unge med dysleksi, som har mødt de andre stemmer i værkerne. Efter besøg med HF- og ordblindeklasser har hun hørt elever sige:
“Jeg vidste ikke, at andre havde det som mig.”
Og:
“Jeg vidste ikke, at jeg var en del af et fællesskab.”
“Jeg vidste ikke, at andre havde det som mig.”
Og:
“Jeg vidste ikke, at jeg var en del af et fællesskab.”
Det havde Nymann heller ikke selv forudset, da hun begyndte.
Julie Nymann foran Augustiana Kunsthal. Foto: Alexander Julin
Den grønne vej fortsætter
Nu skal undersøgelsen bevæge sig videre. Nymann arbejder på at udvikle projektet i Sverige, Norge og Finland, hvor hun igen vil tage udgangspunkt i workshops og samtaler med mennesker med dysleksi.
Det interessante for hende er ikke at oversætte de danske værker én til én. De røde, gule og grønne kategorier, som Følg den grønne vej udspringer af, er specifikke for den danske test. Derfor skal de nye værker udvikle sig i mødet med de erfaringer og systemer, hun møder i de enkelte lande.
På Augustiana kan publikum foreløbig bevæge sig fysisk gennem den forskydning, der har præget hendes egen praksis: fra det røde over det gule og ind i det grønne.
Men den grønne vej er ikke en fortælling om, at det svære skal males positivt. Snarere er den et forsøg på at gøre kategorierne mindre entydige – og skabe plads til de erfaringer, der ikke lader sig indfange af én farve.
Om Julie Nymann
Julie Nymann (f. 1987) er tværfaglig billedkunstner og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2024).
Hendes værker er udstillet både nationalt og internationalt, og hun har modtaget flere priser. Hun er bestyrelsesmedlem i Ordvrider Advisory Board og rollemodel for Styrk Dine Styrker, hvor hun arbejder for bedre vilkår for mennesker med ordblindhed.
