Fragmenter og temposkift på Galleri Udengaard
Morten Strædes skulpturer og tegninger befinder sig i et spændingsfelt mellem stilstand og bevægelse.
Morten Strædes skulpturer og tegninger befinder sig i et spændingsfelt mellem stilstand og bevægelse.
Bevægelse i to- og tredimensionelle medier
Den danske kunstner Morten Stræde er især kendt for sine minimalistiske skulpturer, men med udstillingen ULISSE får beskueren desuden indblik i en mere spontan og fragmenteret dimension af Strædes kunstneriske univers. I galleriets første rum hænger tre store vægskulpturer fra serien Element fra 2000-2007. Skulpturerne er bygget op omkring stramme, geometriske former, og indtager gallerirummet ved at rage langt ud fra væggen. Vægskulpturernes kompleksitet videreføres i Strædes tegninger, som findes i galleriets næste rum. Tegningerne er skitseprægede og er et miks af fotografi, kul, tusch og farvekridt. Et gennemgående tema i tegningerne er bevægelse i alt fra labyrintiske vejnet og geografiske kort til øde, mennesketomme landskaber.
Udstillingens spændingsfelt
Ifølge Morten Stræde, er der ingen tematisk sammenhæng mellem udstillingens skulpturer og tegninger, men der opstår en dynamik mellem skulpturernes lukkede, serielle former, og tegningernes umiddelbare og processuelle karakter. Skulpturen Element #8 er konstrueret sådan, at den lukker sig omkring sig selv og ikke på noget sted spejler beskueren i de blanke overflader. Omvendt er det med Strædes tegninger. Her får vi fornemmelsen af, at være inde i de store landskaber eller vejnet, og forsøger at navigere uden rigtig at have overblik over rummene.
Navigation og desorientering i Strædes rum
Skulpturerne repræsenterer det rationelle og kontrollerede, mens tegningerne illustrerer spontanitet og bevægelse. Tegningernes afbrudte stisystemer og snørklede rum gør det svært at orientere sig i billederne, mens land- og oversigtskortene på den anden side bidrager til at skaber overblik. De røde prikker og ringe, som findes gentagende gange i tegningerne, fører tankerne til navigationspunkter og engelske undergrundssystemer.
Menneskets rejse
Udstillingstitlen ULISSE er italiensk for Odysseus og kan ses som en kode til udstillingen. Morten Stræde læste, på en rejse kort før han lavede serien ULISSE, Otto Steen Dues oversættelse af Homers Odysseen. Fortællingen handler om helten Odysseus’ vanskelige hjemrejse fra krigen. Strædes snørklede vejnet og kortlægninger kan måske indikere en moderne fysisk og mental rejse, præget af uendelige muligheder og sammenfletninger. Titlen kan også referere til James Joyces roman Ulysses fra 1922. I romanen er handlingen, ligesom i Strædes værker, fortalt i brudstykker og fragmenterede, ufuldendte tanker.
Fakta
Udstilling
ULISSE
18 jan 2008 8 mar 2008
Morten Stræde
Galleri Udengaard Projekt Se kort og tider