"Fragmentets åbenhed tænder mig"

Det gælder om at holde sig omstillingsparat, når Bo Mølgaard begynder at fortælle om sin stedspecifikke udstilling på Antikmuseet i Aarhus – en udstilling, der hovedsageligt består af fotografier præsenteret blandt museets mange afstøbninger og genstande fra gammel tid.

For nok forklarer kunstneren, at udstillingen tager udgangspunkt i Pergamonalteret – et hovedværk fra antikken. Men snart breder fortællingen sig til nazistisk arkitektur, fodboldmål i Risskov og knoglekasser i Athen. Blandt andet.

En gammel mamorfrise
Som indgang til udstillingen hænger en række fotogravurer af detaljer fra Pergamonalteret.

Billederne viser fragmenterede og forvitrede antikke kroppe, og selve ophængningen mimer den opsplittede museale præsentation af det gamle alter, som den tager sig ud på Pergamonmuseet i Berlin. Her er de enkelte fragmenter sat op på væggen, som man har formodet, at de oprindeligt har været placeret på frisen.

Det der mangler
Netop det fragmentariske er kickstarteren for Mølgaard

“Fragmentet har en stor åbenhed og ofte næsten abstrakte kvaliteter”, forklarer kunstneren, og uddyber: “Det udgør en del af en helhed, og jeg bliver tændt på det, der mangler”.

Alle veje fører fra Pergamon
Mølgaard forklarer, at Pergamonaltret er et af de antikke værker, som indbyder til refleksion og inspiration på flere niveauer. Ikke alene er det et hovedværk i græsk billedhuggerkunst. Det er forskningsmæssigt åbent for et væld af fortolkningsmuligheder og desuden et monument over den moderne museumsinstitution og dens betydning for nationens identitetsdannelse.

Mølgaard ser altså det antikke kunstværk som en katalysator for en række betydninger, hvis spor han så forfølger i myriader af associationsrækker i de fotografiske værker i udstillingen.

Koblingen mellem magten og kroppen
Den antikke dyrkelse af særlige kropsidealer, som det gamle alter også er et udtryk for, genkalder Mølgaard eksempelvis så forskellige steder som i billeder af fodboldmål i Risskov, og i storformatprint af Albert Speers arena-arkitektur.

Speer var hofarkitekt i det tredje rige, der utilsløret genbrugte antikke idealer i sin marcherende kropsdyrkelse.

Memento mori
Og sådan kan man gå på opdagelse efter korrespondencer udstillingen igennem.

Billeder af dynger af mannequindukker viser direkte tilbage til de gamle fragmenterede kropsdele – sammensatte med søm og skruer.

Men det fragmentariske ses også som symbol på nedbrydning og manifesterer sig eksempelvis i værker som Arkiv Vanløse, der viser en bunke murbrokker foran resterne af en ejendom.
Og i sidste instans fungerer de ruinøse fragmenter som afsæt for memento mori symboler blandt andet i billederne af knoglekasser fra Athen.

Der trækkes med andre ord linier på kryds og tværs.

Oplevelse der gør en forskel
“Når jeg bygger en udstilling op udvælger jeg billeder, der spiller tingene ud mod hinanden og går i dialog med hinanden”, forklarer Mølgaard. “Jeg er optaget af at lade fortællingerne opstå i mellemrummene mellem billederne”.

På spørgsmålet om han ikke er bange for at miste publikum på halvvejen i referencernes krinkelkroge, svarer han, at han er villig til at give afkald på, at alle skal forstå alle detaljer. I stedet mener han, at det er vigtigt, at publikum selv arbejder med at skabe betydningerne:  
“I det øjeblik, du selv gør opdagelserne, har du fået en oplevelse, der gør en forskel”, mener kunstneren.

Billederne kan selv
Nu kunne man få det indtryk, at Mølgaards associative metode udelukkende udspringer af fortællinger bag billederne. Sådan forholder det sig ikke.

“Billederne kan selv. Ganske ofte er det billedmæssige og formmæssige kvaliteter, der knytter billederne sammen”, siger Mølgaard, og peger på de mange billeder af forskellige stativer – eksempelvis fodboldmålene – der taler sammen med de stativer, som flere af de gamle skulpturfragmenter hænger på.

Bøffelhovedet
Til slut er der et enkelt spørgsmål, der presser sig på: hvorfor hænger der pludselig et bøffelhoved mellem fotografierne?

“Bøffelhovedet har jeg lånt fra Det Naturhistoriske Museum. Det hænger her på væggen som et trofæ”, fortæller Mølgaard, og forklarer, at det spiller sammen med Pergamonalterets nyere historie.

Alteret blev fundet i Tyrkiet og bragt til Tyskland for lidt over hundrede år siden – netop som et museologisk trofæ, der skulle tjene til at manifestere nationens glorværdige forbindelse til den antikke fortid.

Sportsudstilling
Udstillingen på Antikmuseet blev i øvrigt sekunderet af en nu overstået udstilling i DGI-Huset.

Blandt badmintonspillere og Zumbahold viste Mølgaard billeder med motiver fra Antikmuseet: smækre mænd med søm og skruer, samt bearbejdede stills fra den tyske filmskaber Lena Riefenstahls krops- og folkemængdefascinerede film.

“Man kan ikke beskylde mig for at ville for lidt”, slutter kunstneren med et glimt i øjet.