Fremtiden er kommet til Aarhus

Det er publikum selv, der indtager hovedrollen i kunstnergruppen Blast Theorys tidsrejse – en kunstnerisk totalevent, der kombinerer teknologi, live performance, lyd- og videoinstallation og hemmelige lokationer. Tag med vores udsendte til år 2097. Det viser sig, at fremtiden er dér, hvor du og dem, du holder af, skal tilbringe resten af jeres liv.

Som en del af programmet for Aarhus 2017 har kulturhovedstaden inviteret Blast Theory til at lave et kunstnerisk totalevent, og det britiske kunstnerkollektiv, som i 25 år har skabt banebrydende, interaktive produktioner i et krydsfelt mellem teknologi, spil, byrum og fortælling, har til lejligheden skabt en 90 minutter lang tidsrejse, som netop nu kan opleves i Aarhus.

Jeg er hoppet i tidsmaskinen og er taget på det aarhusianske fremtidstrip 2097: We Made Ourselves Over: Live in Aarhus med afgang fra Aarhus C, hvor man som deltager bliver hentet i en bil og kørt til et hemmeligt sted for at opklare mysteriet om fremtiden.

Kalejdoskopisk køretur
Der er ikke meget plutoniumdrevet DeLorean DMC-12 over bilen, der kører til Blast Theorys fremtidsscenarie – til gengæld er det aarhusianerne selv, der indtager hovedrollen i denne tidsrejse.

Det kalejdoskopiske udsyn fra de tildækkede ruder ved bilens bagsæde blandet med scenariets fortællers, Hessa, beretninger og den søvnige synth gør, at fremtiden pludselig føles nærværende. Dét Aarhus, der ruller forbi i kalejdoskopet, er ikke dét Aarhus, jeg kender. Det er en by, som pludselig føles fremmed. En by, der er blevet nedbrudt og genskabt utallige gange af molekylære høstmaskiner. En by, hvor minder overføres fra de døende til de levende som blækdråber i et glas vand. En by, hvor selve luften har gennemgået ofringer og genfødsler.

2097 er ledsaget af fem videoværker og en app, som indfanger den stemning, deltagerne sættes i. Også i videoværkerne er temaerne ofring og genfødsel på spil – både i overførslen af bevidsthed i en begravelsesceremoni og ved fragtskibet Moloks (en reference til en gammeltestamentelig afgud, der forbindes med barneofringer) ankomst og aflæsning af de molekylære høstmaskiner, der skal fjerne det gamle Aarhus fra jordens overflade. Videoerne fungerer både som selvstændige værker og som baggrundshistorier til eventet, men er ikke en forudsætning for at kunne følge med igennem eventets mange stadier.

Plænen
Bilen standser et hemmeligt sted i denne fremtidsverden. Jeg iføres ’beskyttelsesdragt’, høretelefoner og et GPS-apparat. Først skal jeg igennem en underjordisk tunnel ledsaget af Hessas stemme. Og så begynder min egen udforskning af fremtiden.

Som en anden James Cole i 12 Monkeys (1995), der forsøger at fange kakerlakker i et virushærget New York eller en life-size Pac-Man, forsøger jeg og de andre deltagere hver især at opklare mysteriet om 2097 i et område, hvor lysinstallationer inddeler jorden i et kvadratiske matrix.

Det er i sådanne øjeblikke, hvor man både er koncentreret om spillet og historien, men samtidig må stoppe op og indsnuse scenografien – forståeligt at Blast Theory er blevet verdenskendte for at lave events, hvor teknologi, spil, byrum og fortælling smelter sammen i en højere enhed. Og dét, at teknologien kan fungere som en så integreret del af oplevelsen, skyldes uden tvivl Blast Theorys tætte samarbejde med forskere og teknologiudviklere, som udvikler skræddersyet og ofte nytænkende software til gruppens projekter. Således har gruppen siden 1998 arbejdet tæt sammen med University of Nottingham i et af de længste og mest produktive partnerskaber mellem et universitet og en gruppe kunstnere i verden.

Den dybe indlevelse på plænen, hvor film, installationer og lyd i kombination med live performance næsten udvisker grænserne mellem virkelighed og fiktion har været et vartegn for Matt Adams, Ju Row Farr og Nick Tandavanitj, der i dag udgør Blast Theory, siden deres første event i 1991. Det var eksempelvis på spil i Uncle Roy All Around You (2003), hvor deltagerne var på jagt efter karakteren Uncle Roy i både den fysiske udgave af Londons gader og stræder og i en eksakt, online kopi af byen.

Tilbage på plænen får jeg i høretelefonerne at vide, at der er meget mere, jeg mangler at finde ud af, men at min tid på plænen er ved at være forbi. Via GPS-apparatet bliver jeg guidet væk fra plænen og op ad en oplyst trappe. Bag mig er der stadig mennesker iklædt beskyttelsesdragter på jagt efter fragmenter kun de kan se i et matrix af lys, mens jeg starter min opstigning imod noget, der minder om en tronsal.

Tronsalen
Fra tronsalen kan jeg pludselig overse alle de mennesker, der, som jeg selv for et øjeblik siden, går rundt på plænen og leder efter noget kun de kan se. Det bliver pludselig tydeligt, at min egen skattejagt efter fremtidens mening har udgjort en del af scenografien for andre deltageres personlige fremtidsrejse på samme måde, som menneskene på plænen nu udgør bagtæppet til det stadie, jeg befinder mig i.

Denne scene giver tronsidderen et fantastisk perspektiv på sin egen rolle og skaber en følelse af kontinuitet som med genfødselsmotivet tidligere. Men tronsalen giver også ny indsigt i baggrundshistorien for 2097, og Hessas bevæggrunde for at skabe en verden, der er i en konstant cyklus af nedbrydning og opbygning. Blast Theory undersøger ofte sociale, etiske og politiske spørgsmål som her. Det gjorde sig gældende i et tidligt værk som Kidnap (1998), hvor to personer, udvalgt i et lotteri, blev kidnappet, og kidnapningen streamet live. Og i Ivy4Evr (2010), hvor publikum korresponderede med den fiktive karakter Ivy via sms.

Det er uvist om Blast Theory denne gang har hentet inspiration hos Aarhus-forfatteren Svend Åge Madsen, men der er noget både opløftende og dystopisk ved denne cykliske samfundsmodel, der henleder tankerne til Se dagens lys (1980). Selvom det er de store samfundsmæssige sammenhænge, der reflekteres over i tronrummet minder en stemme om, at også individets, min, rolle i dette fremtidscenarie banker på døren.

Knock! Knock!
Som det sidste punkt, inden jeg fragtes tilbage til 2017, bliver jeg bedt om at stille skoene udenfor en dør i den kolde novemberaften. Jeg banker et par gange på døren, og en ung kvinde åbner op til et lille varmt rum betrukket med hvidt plys fra gulv til loft. Det er et intimt rum. Et rum, hvor de refleksioner, jeg har gjort om fremtiden tidligere på aftenen, pludselig får en personlig karakter.

Mødet med den unge dame i plyshytten er både konfrontatorisk og oprigtigt, angstprovokerende og ømt. For selvom hun ser på mig med store dådyrøjne, insisterer hun samtidig på, at jeg skal fortælle om mit liv, og hvad jeg kan gøre for at skabe en bedre fremtid for én, jeg holder af.

Det intense og fastholdende blik foranleder en omvæltning af refleksionen over fremtiden. Fremtiden er netop ikke blot et spørgsmål om politiske eller sociale omvæltninger, en abstraktion eller bagtæppet for midaldrende replikantjagende Hollywood-stjerner. Nej, fremtiden er dér, hvor du og dem, du holder af, skal tilbringe resten af jeres liv. Og hvordan fremtiden ser ud, afhænger af de valg, du træffer.

Det er en voldsom note at slutte aftenen af på, men også nærmest terapeutisk. Den efterfølges af stilheden fra elbilen og den søvnige synth, der fader ud. Men efterdønningerne af fremtiden rumsterer stadig i hovedet.

Fremtiden banker helt bogstaveligt på døren i 2097: We Made Ourselves Over: Live in Aarhus. Den insisterer på at blive lukket ind og undersøgt i alle sine aspekter og implikationer.