Frodig samfundskritik

Kunsthal 44 Møen er lidt af et mirakel. Beliggende 120 km syd for København er den klart hjemmehørende i provinsen eller i det, som nogen med slet skjult foragt kalder ”Udkantsdanmark”. Men man rejser gerne langt for at se udstillingerne dér, da de har en høj, international standard.

Det var den tyske kurator og fluxussamler René Block, som sammen med fluxuskomponisten Henning Christiansen (1932-2008) og billedkunstnerne Ursula Reuter Christiansen og Bjørn Nørgaard tog initiativ til kunsthallen i 2007.

Nye livlige rammer
Kunsthallen vokser støt og roligt og har nu føjet yderlige to udstillingssteder til:

Dels et galleri for lydkunst, indviet til minde om Henning Christiansen, der havde bopæl lige overfor kunsthallen. Her udstiller pt. den tyske lydkunstner Hans Peter Kuhn sine tankevækkende, visuelt smukke og skarpe lydværker, der aktiverer både vores hørelse og syn på overraskende måder.

Dels et tidligere udhus og stald mv., som danner ramme om udstillinger med unge kunstnere, der også kan få et residency i kunsthallens regi. For tiden kan vi opleve en næsten immateriel intervention af den tyske kunstner Sonja Rentsch, der har vakt det gamle hus til live ved at rense det for støv og snavs og har genskabt den landlige atmosfære af ro og renlighed, som en gang prægede rummene. Pladsen her tillader ikke at anmelde disse yderst seværdige udstillinger – to gedigne bonustracks – der begge balancerer præcist i forhold til de arkitektoniske rammer.

I stedet vil vi kaste blikket på den pragtfulde, brasilianske konceptkunster Cildo Meireles’ (f. 1948) udstilling Som en nål i en høstak…, der netop er åbnet.

1 mio. meter sort tråd
For første gang kan vi herhjemme opleve værker af denne internationalt anerkendte kunstner, som i de senere år har fået stigende opmærksomhed i Europa med udstillinger på Tate Modern i 2008 og i 2012-14 med en udstilling på rundrejse til bl.a. Reina Sofia i Madrid og kunsthallen Hangar Bicocca i Milano.

Der er 12 værker i Kunsthal 44 Møen, 9 mindre, overvejende konceptuelle fra slutningen af tresserne og frem, og tre store, sanseappellerende installationer Heksen, Tråd/Fio og Virtuelle Volumener fra henholdsvis 1979-81, 1990 og 1968. Disse store ruminstallationer er mere mytologiske, stoflige, eventyrlige og interaktive end de tidlige konceptuelle værker, hvor Meireles kaster et kapitalismekritisk og sociologisk-undersøgende blik på samfundet i pagt med 60’ernes og 70’ernes ungdomsoprør og venstrefløjskritik – og anden konceptkunst i tiden.

Kostens kaos
Lad os starte med det forunderlige og overdådige værk Heksen/La Bruja, der breder sine 1 mio. meter sorte ”børster” ud på gulvet i to store udstillingsrum. De besøgende skal af med skoene, så man mærker den bløde tråd under fødderne, og tæerne vikles ind i den. En kost symboliserer oplagt renselse, men Meireles knytter den sammen med en ond magt, her en heks.

Vi kender det fra dansk folketro, hvor man forestillede sig hekse, der rider på deres kosteskaft gennem luften og udøver onde gerninger. Dem brænder vi symbolsk på bålet til Sankt Hans – ilden er en anden form for renselse, hvor man slipper af med de onde kræfter. Men Meireles’ kost er en problematisk kost, som kan ”læses” som enten samlingspunktet for det omliggende kaos eller som det redskab, der spreder kaos i rummene. Den står tavst i et hjørne og koster rundt med publikum, om jeg så må sige. 

Tredimensionelle tegninger
Af disse tråde vokser også værket Virtuelle volumener. Her har den matematik og geometri-inspirerede kunstner skabt rumlige, geometriske figurer. Disse luftige trådfigurer er som tredimensionelle tegninger i rummet. Ikke noget særligt overraskende værk i dag, men det var ren avantgarde, da det blev skabt for snart 50 år siden.

I det bageste rum, der vender direkte ud til en fuldmoden, sjællandsk hvedemark, kan vi opleve titelværket Tråd: Det er en kæmpemæssige, kubeformet stabel halmballer, der er omviklet af en guldtråd. Hvis man kigger godt efter, finder man nålen i høstakken, der er af 18 karat guld. Også her et mytologisk og mangelaget, men også et stedsspecifikt værk, som det samtidig er sjovt at gå på opdagelse i.

Udfordret kapital
Tilbage i det første rum ved indgangen kan man studere Meireles’ mere idébårne værker, der især kommenterer kritisk på den kapitalistiske pengeøkononi som fx Pengetræ (1969/2014), der består af en stabel danske 50-kronesedler på en sokkel i en montre. Her udfordrer han også kunstens økonomi, at kunstværket som fetich ofte handles for priser, der eksplosivt overstiger de faktiske materialer, som kunstneren har anvendt ved fremstillingen af det. Ligesom han i værket Zero Dollar/Sero Cent (1974-78) reducerer pengesedlers og mønters pålydende værdi til ingenting.

I værket Indsættelse i ideologisk cirkulation: Coca-Cola Projekt (1970) trykte han kritiske kommentarer på Coca Cola-flasker og sendte dem som en slags idelogikritisk flaskepost ud på markedet igen. Det er tankekunst, der er båret af utopien om, at kan man ikke lave verden direkte om, så kan man i det mindste påvirke vores kritiske bevidsthed – og tanker kan jo som bekendt godt omsættes til handling.

Charmerende kritik
Hertil kommer en række lydværker, der spænder vidt, og som bæres af forskellige indfaldsvinkler.

Fra det mere kulturkritiske blik som i værket Salt uden kød (1975), hvor Meireles har mikset lyde fra henholdvis de indfødte indianeres kultur og de tilflyttende, portugisiske kolonisatorers, til et mere dadaistisk-humoristisk værk som Rio Oir (2011), hvor man lytter til en LP med menneskelatter og lyden af vand.

Cildo Meireles er et spændende bekendtskab. Han udtrykker sig helt i pagt med konceptkunsten, som vi kender den fra 1960’ernes og -70’ernes europæiske og amerikanske kunstscene, og som fik en revival i 1990’erne.

Disse kunstnere interesserer sig især for immaterielle værker, der undersøger magtstrukturer, bevidsthedsformer og mekanismer, som påvirker vores adfærd og tænkemåde. Det gør Meireles lidt med tungen i kinden – med en charmerende, latinamerikansk vinkel på tingene.