Fyldte tomrum

Selvom Federico Herrero (f.1978) allerede i 2001 kunne bryste sig af at være officielt udnævnt som en af de bedste unge kunstnere ved Venedig Biennalen og i dag er repræsenteret på gallerier og museer verden over, er det en ydmyg kunstner, jeg stifter bekendtskab med i København. Hans fortælling er en klassisk dannelsesroman krydret med et par svinkeærinder.

Hjem-ude-hjem
Herrero er født og opvokset i Costa Ricas hovedstad San José, hvor han stadig bor og arbejder. Efter en tur forbi arkitektstudiet begyndte Herrero i 1997 at studere maleri på Pratt Institute i New York, men efter nogle semestre måtte han sande, at æblets by skuffede, mens det u-hypede hjemland lokkede.

Herrero forklarer, at han dengang havde en modvilje mod det kunstsystem, som han oplevede på nært hold i New York. Da han kom tilbage til San José og fik en naturlig distance til kunstscenen, forsvandt anti-patien til kunstsystemet, og han fortsatte ufortrødent med at male.

Farveladeflader
Herrero har bibeholdt sin interesse for arkitektur, hvilket blandt andet kommer til udtryk i hans murmalerier. Til udstillingen i Kødbyen har Herrero da også bevæget sig ud over lærredet for at indtage hele udstillingsrummet, og mine øjne vandrer rundt i et blødt kontinuum for tilsidst at fæstnes ved et tilsyneladende hul i fjerneste udstillingshjørne.

Herrero arbejder med fladen i et halv-abstrakt formsprog. Farverne træder klart frem i velafgrænsede felter, som ind i mellem forstyrres af, hvad der forekommer som små kuglepens-krusseduller. På Aurora er denne detaljerigdom dog generelt blevet mindre og farvefladerne større end i mange tidligere værker. Han forklarer denne udvikling med sit stedsspecifikke arbejde, som ofte er i stor skala:

“Jeg tror, det er mine murmalerier, der har sneget sig ind i mine malerier. Sproget i malerierne på lærred er begyndt at relatere sig mere til sproget i de stedsspecifikke malerier med hensyn til former og rum.”

Tankestreg
Aurora bærer præg af et emne som har optaget Herrero meget i den seneste tid: Ideen om ‘ikke-piktorale rum’ i maleriet eller ’huller’, hvor malingen ikke er påført.

“Det er en måde at skabe et maleri på, hvor billedet består af fravær fremfor af lag. I lang tid har jeg arbejdet med lag og lag og lag af maling, men nu er måden at behandle rum på vokset. Det giver et tomrum i værket, men samtidigt et flow.”

“Det er mere eller mindre, hvordan tingene fungerer i vores hjerne: Når man har tanker, er der huller i mellem tankerne. Så det er en refleksion over, hvordan vi bevidsthedsmæssigt konstruerer vores tanker. Det er det, jeg er interesseret i i mine værker: at skabe disse ikke-malede rum, eller huller, som rent faktisk er dem, som får maleriet til at flyde,” forklarer han.

Byens streg
Det er ikke kun tankeprocesserne, der optager Herrero, men også vore omgivelser, byens skjulte processer:

“Jeg er interesseret i den urbane uorganiserede proces. Jeg forsøger ikke at skildre selve byen eller landskabet. Folk – eller kritikere – siger tit, at jeg har det her forhold med byen, hvilket jeg synes er en misforståelse. Ofte ser folk farverne i mine værker som åbenlyst tilknyttede San José. Men faktisk er San José meget grå. Jeg reflekterer over konstruktionen af byen; måden hvorpå den udvider sig og trækker sig sammen med naturen.”

Et vendepunkt
Et år efter hjemvendelsen fra manegen i New York havde Herrero sit skæbnesvangre møde med den schweiziske kurator Harald Szeemann, der stod for Venedig Biennalen i 2001. Herrero betror mig, at han faktisk ikke var helt klar over, hvem Szeemann var, første gang de to mødtes. Derfor foregik det afslappet og uden nerver. Til spørgsmålet om, hvad deltagelsen i Venedig Biennalen har betydet for Herrero, svarer han ikke overraskende, at det har betydet en hel del:

“At opnå eller få noget uden anstrengelser, som tilfældet var med Venedig, var en fremmed situation for mig. Men det betød virkelig meget og ændrede mit liv. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne deltage i kunstsystemet. Men dét, som ændrede sig, var ikke kunstsystemet, men derimod min egen opfattelse af, hvordan jeg kunne bruge det som et værktøj til at udvikle mig selv.”