Genkendelsens lede

Meget af det, man synes, man elsker, kommer af det, man synes, man kender.

Sådan er det også med HuskMitNavns nye udstilling på V1 Gallery. Her er bløde, tegneserieagtige mennesker i forskellige situationer, som taler til det lager af kollektive forestillinger om hinanden, vi uhyggeligt homogene danskere jo render rundt med.

Jeg synes til at starte med både, at jeg ser den tykke mand på gaden, min kedelige ekskæreste, fyren ved stoppestedet, den lesbiske klasselærer, en vred kollega, pigerne i S-toget, barnet på stranden, dem på tv … Og mig selv.

Det moderne livs tegner
Det overordnede tema – Mens vi venter på opsvinget – er blevet til et venteværelse med siddende kartonfigurer iklædt genbrugstøj samt massevis af tegninger, nogle digitalt forarbejdede fotokollager og enkelte akrylmalerier på væggene.

Det er en skildring af det moderne liv i Danmark gennem en dygtig manipulering af visuelle stereotyper. Vi føler os ramt, vi føler naboen ramt, og vi kender det hele.

Som kunstner lægger HuskMitNavn sig lidt i traditionen fra tidlige skildrere af dagliglivet på gaden og de store avis- og karikaturtegnere fra 1900-tallet.

Det hele tilsat noget fra Gullivers rejser og Anders And bladet i et lager af former, der trækker på populærkulturens ubevidste.

Men er det virkelig genkendelse?
HuskMitNavn fik engang – for cirka 100 år siden – sin berømmelse på overraskende billeder klæbet op i gaderummet. Det var nyt dengang. Siden er der løbet meget vand i åen og tusindvis af tegninger til i en ret stor produktion.

Det konfronterende element er for længst forsvundet, hvor kunstnerens billeder er tæmmet ind i galleriets verden og om på dagbladet Politikens sider.

Genkender vi virkelig alle disse personer? Eller ser vi snarere nogen lette arketyper? Arketyper, der beroligende afspejler forestillinger om, hvor normalt og muntert, det hele er?

Normalitetens sanger
HuskMitNavns figurer, tegninger og malerier på udstillingen er i hvert fald tynde som det underlag, de er skabt på. Ved ikke at kommentere og udfordre det letgenkendelige er der heller ikke tale om skrap eller skarp samfundsskildring.

Tilbage står min fornemmelse af, at Mens vi venter på opsvinget handler om, hvad vi, som tilskuere, gerne vil se:

Nogle sjove typer gentaget, noget vi kan genkende og lidt adspredte forestillinger om dagligdagen.

Endnu et møde med HuskMitNavn har gjort mig rigtigt mæt.

Dette endeløse katalog over mennesketyper synes som normalitetens finurlige sangbog med over tusind numre. Og jeg kan kun holde ud at synge med på ‘Svantes viser’ et vist antal gange.

Den sure anmelder
Ikke alle kunstnere skal være provokerende eller genopfinde sig selv hele tiden. Og alle anmeldere er partout sure og fyldt op med personlige agendaer.

Denne anmelders oplevelse er, at udstillingen på V1 mangler en kant. Eller et interessant og undersøgende tema. Eller noget udfordrende.

Når alt kommer til alt, er det, jeg ser, ikke så meget “sådan danskerne jo virkelig er” eller “gud, det er min nabo!” Det er snarere middelklassens behov for, med gentagelsens tvang, at få tegnet et billede af Danmark i dag: Ufarligt, muntert og i klart definerede typer.

Men med bløde kanter. Så man ikke slår sig.