Godt og blandet

Hverdagsmaleri dominerer årets påskeudstilling med spring08 som vellykket intermezzo.

Kunstnergruppen Outsize medvirker på spring08 - blandt andet med denne motorcykel. Wrooom! Foto: OLe Bak Jakobsen.

Hverdagsmaleri dominerer årets påskeudstilling med spring08 som vellykket intermezzo.


info


Folkelig fejring
En censureret udstilling som den traditionsrige Kunstnernes Påskeudstilling (KP) er et ‘Wild Card’ til at udstille for et stort publikum. De håbefulde ansøgere behøver her ikke gallerist eller noget diplom, men kun at deres indsendte værker antages af censurkomiteen. Derfor kan man forvente en udstilling af ‘godt og blandet’. Tingene må næsten per definition pege i alle retninger i denne folkelige fejring af kunstnerisk virkelyst. Alligevel får man en indikation af tendenser og interesser – om ikke andet så hos censurkomiteen.

Udsnit fra udstillingen. Foto: Kristian Handberg.
Udsnit fra udstillingen. Foto: Kristian Handberg.
Malerier af Ana Jensen. Foto: Kristian Handberg,
Malerier af Ana Jensen. Foto: Kristian Handberg,

Hverdagsmaleri
Der er rigtig meget figurativt maleri på årets påskeudstilling, der blandt andet har den ‘magiske realist’ Poul Ancher Bech blandt dommerne. Og det, der afbildes, er i høj grad det nære. Dagligstuemaleri i den bogstavelige forstand, at man maler et billede af dagligstuen eller ting, der relaterer sig til den! Resultatet er både gode og mindre gode værker og ditto stilblandinger, så som at blande en nøgtern, detaljeret realisme med en afvæbende naivisme eller et farverigt pop-look med en flosset ekspressivitet. Det bliver dog lovlig småt skåret. Både med hensyn til de traditionelle formater og de hjemlige og ufarlige motivers dominans.

En god væg
Jeg vil fremhæve en god væg cirka midt i lokalet, hvor nogle interessante ting er sat sammen:

Maleri af Jonas Palm, fotos af Claus Grünwaldt. Foto Kristian Handberg.
Maleri af Jonas Palm, fotos af Claus Grünwaldt. Foto Kristian Handberg.

Her ser man nogle spændende malerier, som Jonas Palms originale myldermaleri, et par gode fotografier af Claus Grünwaldt og nogle bunker farvet sand, der ligger som ekstraherede pigmenter fra billederne.

God Spring
En del af udstillingslokalet beslaglægges af spring08, som er en udstilling med kunstnere udvalgt fra de foregående års påskeudstillinger, og denne ‘VIP-lounge’ udgør i år en rigtig god sekvens i udstillingens billedflow. Fire kunstnere og kunstgrupper viser værker af format og originalitet, der generelt savnes i resten af udstillingen. Først kommer man til et farverigt hus lavet af gruppen 8_marzz, der viser sig at være en hjemmeside ført ud i virkeligheden med nogle spøjse fysiske udformninger af de digitale processer. Dernæst mødes man af Berit Dröses videoprojektion af en graffitimaler og en danser – et rumligt effektfuldt kulturmøde.

Outsize: 'The White House Project' i Kunstbygningens gård. Foto: Kristian Handberg.
Outsize: ‘The White House Project’ i Kunstbygningens gård. Foto: Kristian Handberg.
8_marzz: 'Home'. Foto: Kristian Handberg.
8_marzz: ‘Home’. Foto: Kristian Handberg.

Ud i rummet
Michael Isling dokumenterer et forladt hotel i Thailand i en lidt rodet udførelse, hvor de personlige refleksioner og billedlige teknikker blandes lidt ufokuseret. Bevidst rodet er til gengæld gruppen Outsizes skrammelbyggeri på Kunstbygningens udendørs arealer. Disse værker tager plads og andre dimensioner i brug end de små og traditionelle formater, der dominerer KP. Det bør KP komme over, hvis den skal være en censureret udstilling af samtidskunst i første geled, hvilket byens kunstmiljø fortjener. Nu vides det ikke, hvad der er valgt fra undervejs, men lidt mere rum og et skærpet udvalg ville klæde udstillingen, der synes en tand for inklusiv.


Fakta

Udstilling

Kunstnernes Påskeudstilling 2008 og Spring08

16 mar 2008 20 apr 2008

Kunsthal Aarhus Se kort og tider