Grænseoverskridelser i parcelhuskvarteret

Man skal altid have en antropolog med sig.

Dette blev en af de sidste sommerdages konklusioner i enanderledes forhave i Herlev. Og jo, vi havde antropologen Mark Vacher med, deri det sidste stykke tid har beskæftiget sig intensivt med hjemmet, og hvad deter, der skaber følelsen af et hjem. Refleksioner, der også blev sat i spil medLouisianas aktuelle udstilling Living –arkitekturens grænser III-IV.

Siden 2004 har utallige kunstprojekter leget med netopbegrebet hjem, privat, offentligt, ude, inde, kunst, arkitektur, dialog,kultur, natur o.s.v. på en privat matrikel midt i et parcelhuskvarter i Herlev.InstantHERLEV institute hedder rammen– kunstneren Anja Frankes hjem, vel at mærke.

Fra hæk til samtale
Arkitekten Gitte Juul er altså bare sidste skud på en lang gren af arkitekterog kunstnere, der har udfordret Anja Frankes private hjem:

“Jeg tænker min arkitektpraksis som en kunstpraksis,hvor det stadig handler om at stille spørgsmål, omkring hvordan vi indretter osog hvordan vi kunne indretteos,” forklarer Juul, imens vi gør klar til frokost i hendes projekt Forhavekøkken. En forhave, klart, menogså et offentligt rum, hvor man kan gå ind og tilberede sin mad med de hundreder af forskellige kendte og ukendte urter og grøntsager, som haven bugneraf.

Med Gitte Juuls projekt er det genkendelige materialer ogformer, som er sat i scene på en anderledes måde, så normerne omkring ændres.En hæk forvandlet til køkken, en forhave forvandlet til tag-selv-bed medopskrifter og et havebord med service, der er tiltænkt den forbipasserende.

“Det er ikke for at provokere, men for at rejse noglespørgsmål i en sfære, hvor mange ting er meget private og lidt hellige,”forklarer hun, og uddyber: “Et omskrevet samtalekøkken, kan man vel kaldedet.”

Farlige forhandlinger
Helt generelt har InstantHERLEV netop handlet om at omskrive, omforme detprivate:

“Det er en gradvis forhandling, der har foregået her. Men vi roder joved noget farligt noget, og alle steder er der jo private rum, som ikke barekan overskrides,” siger Anja Franke.

Når der ikke er udstillinger i hendes have, så spørger folkkonstant til, hvad der kommer til at ske, og jo mere hun kan fortælle, jo mereføler de sig velkommen.

“Det er den løbende dialog, der har gjort at InstantHERLEV er blevet en institution.Og hvis der er aktivitet, så går folk ind og så sker der noget. Men det handlerom at vi får skabt noget dialog mellem det private og offentlige rum, så folkved hvad de går ind til. Så er de trygge og forholder sig til projekterne på enfornuftig måde,” forklarer Anja Franke.

Projekterne har været meget forskellige. Lige fra at brydeligusterhækken ned, opbygge en udstillngspavillion, invitere et vandrende husog til at skabe nye rum til andre typer aktiviteter her på grænsen til detoffentlige rum.

Erfaring somforudsætning
InstantHERLEV er netop lige midt imellem: aldrig helt privat eller heltoffentligt. Og den diskussion kræver erfaring ifølge Mark Vacher:

“Ligusterhækken har jo en historik, vi alle nikkergenkendende til – vi ved hvad den betyder som grænse. Og her er der jo en sjovvekselvirkning, fordi der stadig er en bid af den tilbage. Det vi opdager, nårvi laver sådan noget her, er faktisk, at vi opdager det sted vi er. Det gør vived at lege med nogle modeller og former, som vi har i vores erfaring.”

“Jeg har jo for eksempel ‘forhaven’ i min erfaring. Jeghar prøvet den mange gange og har en selv. Men fordi jeg kan den, så kan jegogså se, hvad der er i spil her. Hvis jeg ikke kendte ‘forhaven’, så ville jegikke have grundlaget for den diskussion, der foregår her,” påpeger MarkVacher.

Gitte Juul supplerer:
“Vi har jo set, at der hvor der opstod møder, var i forbindelse med isæropbygningen, hvor folk enten var nysgerrige eller ville hjælpe til. De kunneaflæse koderne og se problemer, hvor de kunne spille ind, fordi de jo selv haren have og har en masse viden omkring det,” Gitte Juul.

Bare en kunstneriskdrøm?
Generelt handler Juuls projekter om at undersøge de friheder og restriktioner,som vi enten søger eller søger væk fra.

“Det har jeg bokset med i mange år, og derfor erparcelhuskvarteret et oplagt sted for mig. Hvad kan folk finde på at gøre her?Hvad vil de være med til? Og selvom Anjas projekt har udfordret den her grænsesiden 2004, så er den der altså stadig. Folk står og tripper: Kan jeg gå ind,eller kan jeg ikke gå ind?” forklarer Juul.

Hun har inviteret folk i kvartererne omkring til forskelligeaktiviteter i løbet af projektet, men de har været svære at få ud af hullerne.Det har snarere været den løbende dialog og aktivitet, der har trukket folktil, mener hun.

“Et af de centrale spørgsmål for mig i den hersammenhæng er, om det bare er arkitekterne og kunstnerne, der er helt vilde medsocialitet, brugerinddragese, mangfoldighed, fællesskab og uventede møder? Erdet bare os, der sidder på vores tegnestuer og atellierer og drømmer om dether? Er folk overhovedet interesseret? Måske vil de hellere have dereshæk,” spørger Gitte Juul.

Når grænseroverskrides
Når man laver et projekt som det her, og forventer at folk nedbryder grænserne,så kræver man i følge Vacher en enorm stor selvsikkerhed fra dem, som skalbruge det.

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg personligt enormtgodt lide zonerne, og det at blive budt velkommen af nogen. Men samme problemligger jo også i et fænomen som facebook i dag,” forklarer Mark Vacher oguddyber:

“Problemet med matrikler er, at de er adskilt med enstreg. Men en streg er jo ikke noget – den er et mellemværende mellem to partermed sneskovle, hækkeklippere og hvad ved jeg. Og der skal man fandme væreenige. Det, man slås om, er de her overskridelser. Du vil enten komme til atgøre for lidt eller for meget, og hvis du ikke er god til at snakke og have denher dialog, så bliver det at klippe toppen af hækken det samme som at klippenaboens hår,” pointerer Mark Vacher.

Invitationen ervigtig
Hvis man vil skabe en intim situation, så er man også nødt til at invitere folkindenfor og lægge nogle ting på bordet, ellers forbliver det bare overfladisk,lyder konklusionen omkring bordet.

“Man skal jo have en ide om, hvad man kan gøre somudefrakommende. Og hvis disse projekter skal involvere lokale, så tror jeginvitationen og den pædagogik, der ligger der, er super vigtig,” siger MarkVacher og bakkes op af Anja Franke:

“Det er derfor hækken er enormt vigtig. Og der er vildtmeget dialog i en hæk.”

“Det er jo en linje vi ikke kan træde over alene. Vi ernødt til enten at inviteres over eller overskride og undertrykke den anden, sådet er aldrig en linje, man overskrider alene. Og derfor er invitationenvigtig,” slår Mark Vacher fast.