Græsset på den anden side

I anledning af ARoS Triennalen The Garden er den britiske kunstnerduo Ackroyd & Harvey blevet inviteret til at lave en installation i det aarhusianske byrum. Vi mødte dem på et stillads i 18 meters højde til en samtale om kunst, natur – og græssorter.

Enhver gade har sin egen historie. På ARoS Allé ligger kunstmuseet og musikkonservatoriet på den ene side, mens almindelig beboelse optager den anden. Engang var dette uden for byens grænser. Forsørgelsesanstalten lå her. Sådan er det ikke længere.

Vi møder kunstnerparret Heather Ackroyd og Dan Harvey på beboelsessiden. Her er de i færd med at installere værket Vester Allé 7 på en hjørneejendom. Det er et stort projekt, hvor hele gavlen først beklædes med et gitter, dernæst med ler, for så til sidst at blive dækket med græsfrø. Da vi besøger dem, er der en uge til, at udstillingen åbner. Inden da skal de fortsætte med at stige op på stilladset og vande – hver halvanden time. Nu er græsset så småt begyndt at spire. Rødderne har taget fat.

En spirende idé
“Vi har brugt en såkaldt ‘staygreen’-blanding bestående af to græssorter,” forklarer Harvey, da vi bevæger os op på stilladset. “Det specielle ved blandingen er, at græsset beholder sin grønne farve, når det visner, fordi tilstedeværelsen af et særligt gen bevirker, at klorofylet, altså planternes ‘pigment’, ikke nedbrydes.”

Man fornemmer, at værket er et resultat af mange langvarige forsøg og undersøgelser, og Ackroyd og Harvey er da også kendt for at arbejde tæt sammen med biologer og forskere. Men dette er heller ikke første gang, de beklæder en bygning med græs:

“Vi har arbejdet sammen i 26 år, og i den tid har vi nok lavet omkring 7-8 udendørs græsværker på forskellige bygninger,” fortæller Ackroyd. “Den første gang var på et victoriansk hus oppe i Hull, England, og vi talte om, hvordan græsset nærmest trak hele bygningens historie ud mod overfladen.” Hun sammenligner det med osmose – betegnelsen for den proces, der får væske til at flyde fra én side af en biologisk membran til en anden.

“Men vores fokus har virkelig flyttet sig gennem årene,” fortsætter hun. “I Cunningham (2013) dækkede vi en tidligere militærbygning i Derry med græs. Alt i Nordirland gennemstrømmes af politik. Vi fik at vide, at den britiske hær havde udfærdiget planerne til Bloody Sunday i netop denne bygning. Og her var vi, en britisk kunstnerduo, i færd med at gøre bygningen grøn, den irske nationalfarve. Så det var som om, betydningen blev ved med at forskubbe sig.”  

Et hus med pels
Anderledes forholder det sig med Vester Allé 7. Som vi står der på stilladset overfor ARoS, ligner værket nærmest en kile, der er skåret ud af museets omkringliggende græsplæne og vippet op på bygningen. De to steder spejler hinanden.

“Gavlen i Aarhus er ikke ladet med historisk betydning helt på samme måde som bygningen i Cunningham,” forklarer Ackroyd. “Hvad der slår os ved dette sted, er idéen om den afskårne bygning og dermed den bratte fornemmelse af ‘noget forkortet’, som en gavl indikerer. Bygningen stopper ganske enkelt.”

Dermed føles det også som om, værket viser tilbage til et sår eller et ar. Noget er blevet skåret over. Der er vokset ny hud henover. Eller som kunstnerne bemærker, så ligner græsset nærmest pels.

“Samtidig er gavle jo ofte steder brugt til politiske budskaber,” påpeger Harvey. Ingen bygning er neutral. Han refererer til en særlig berømt gavl i Aarhus: Gavlen med den smilende sol, der takker nej til atomkraft.

Klorofylbyen
Hvad er så budskabet her, spørger vi. Ackroyd svarer, at den grønne gavl først og fremmest er en flade, som beskueren selv kan projicere sine tanker op på, og der er da også noget over Vester Allé 7, som synes at foreslå en pause midt i byens travle virkelighed. Men der ligger samtidig mange miljømæssige overvejelser bag værket, forklarer hun – og nævner håbet om en fremtidig by bygget ud fra mere miljøvenlige principper:

“Vore byer passer ikke længere til den måde, vi lever på. De lukker masser af varme ud, og de er sjældent modstandsdygtige over for oversvømmelser og andre såkaldte naturkatastrofer, der i sig selv er direkte afledt af vor tids klimaforandringer.”

Læs baggrundsartikel om kunst i den antropocæne tidsalder her

Hun peger på forskellige alternativer, herunder eksempler på ‘grønne’ byer, havebyer eller ‘garden cities’, hvor byplanlæggere har lagt vægt på inklusionen af grønne områder. Selv foretrækker kunstnerne dog termen ‘klorofylbyer’. Dermed flytter de fokus fra parker og mennesker til de forandringer, der finder sted på molekyle- og celleniveau i det urbane miljø. For klorofyl giver ikke kun græsset sin grønne farve. Det spiller også en vigtig rolle i planternes fotosyntese og i deres omdannelse af carbondioxid til oxygen. Samtidig er denne proces med til at nedkøle omgivelserne. “Vi er meget fascinerede af klorofyl,” konstaterer Ackroyd og Harvey.

Frø på flugt
“Vi taler tit om det første spirende strå – om potentialet for at noget kan gro i rum og sted,” slutter kunstnerne. “Når værket er vokset færdigt, bliver det ikke en plæne (“lawn”). For en plæne er i sin natur tung; græsset er altid klippet. Sådan forholder det sig ikke med Vester Allé 7.”  

Da vi efter samtalen følger dem tilbage til deres lejlighed, ligger der frø i hele opgangen. Frø rejser, som bekendt; de sætter sig her og der. Nogle slår rødder. Nok kræver Heather Ackroyd og Dan Harveys praksis en høj grad af kontrol og præcision, men også de er underlagt naturens uforudsigeligheder. Også når værket skal passes, og vejret ikke altid arter sig som forventet.

Kort efter står de igen på stilladset med vandingspistoler. Græsset gror.