Grøntsager på Maldiverne i den postpetrolistiske tidsalder

Som det var tilfældet sidste år lancerer Århus Kunstbygning dette års udstillinger under et fælles tema. Og i år har man valgt at lægge sig helt tæt på det allestedsnærværende klimaspørgsmål med temaet: IMAGINE – mod en økoæstetik.

En dobbeltudstilling med Søren Dahlgaard og den schweisiske kunstnerduo Christina Hemauer og Roman Keller er netop søsat og i forbindelse med åbningen var kunsthallen vært for et debatarrangement om kunstens engagement i miljømæssige problemstillinger.

I debatpanelet sad foruden de udstillende kunstnere Max Andrews og Mariana Cápena Luna fra det Barcelonabaserede kuratorkontor Latitudes og ikke mindst den engelsk/pakistanske kunstner og forfatter Rasheed Araeen.

Ikke behov for nytteløs kunst
Netop sidstnævntes manifest Ecoaesthetics fra 2009 er et afgørende referencepunkt for tematikken i Århus Kunstbygning, og Araeen lagde da også ud med en fyndig analyse af verdenshistoriens fejlslagne kurs og de store og kritiske udfordringer vi står overfor med at undgå vores egen selvdestruktion, finde alternative energikilder og brødføde jordens befolkning.

”I denne dramatiske situation”, proklamerede Araeen, ”er der ikke behov for, at narcisistiske kunstnere producerer nytteløse objekter til kunstmuseer”.

I stedet, mener han, bør kunsten i det mindste forsøge at nytænke avantgardens fejlslagne drøm om at integrere kunsten i samfundet, tage ansvar og komme med alternative tanker og løsninger baseret på ”kollektive kunstneriske forestillingsevner”.

Komplekse spørgsmål og forsigtige svar
Men hvordan gøres det i praksis, og er kunsten overhovedet velegnet til at tage sådan et ansvar?

Er kunsten i den sammenhæng ikke at ligne med orkestret, der spillede, mens Titanic gik ned, som moderator Søren Pold polemisk spurgte debattørerne?

Panelet var ikke blinde for kompleksiteten i spørgsmålet og budene på kunstens mulige forcer i den politiske virkelighed var da også forsigtige:

Dahlgaard talte om, at kunsten kunne involvere andre mennesker, Araeen talte om kunstens potentiale for at generere ”ideer og forestillinger”, og Hemauer fremhævede kunsten som ”en legeplads med muligheder for fejltagelser”.

Grøntsager på Maldiverne
Mere konkret fortalte Søren Dahlgaard om sit projekt Growing Vegetables on a Coral Island.

I 2002 flyttede han til Maldiverne med sin familie, idet han satte sig for at finde ud af, om det var muligt at dyrke grøntsager på en koralø med ekstreme temperaturer, sandjord og alt for meget salt i grundvandet. Det kunne det faktisk – med god hjælp fra moderne teknologiske dyrkningsmetoder.

Motivationen for projektet var, at alle grøntsager på Maldiverne blev importeret udefra – med slatne og dyre grøntsager til følge – og pilotprojektet gav ifølge Dahlgaard startskuddet til en spirende bæredygtig egenproduktion af grøntsager på Maldiverne.

Oprindeligt var projektet ikke tænkt som et kunstprojekt, men her 6 år efter at han forlod Maldiverne mente Dahlgaard, at projektet var modent til at blive præsentere i form af installationer dels i Århus Kunstbygning og dels i en samtidig udstilling på Galleri Image.

Postpetrolistisk research
I forhold til kunstens særlige muligheder for at indgå i samfundsmæssige debatter fremhævede Christina Hermauer og Roman Keller derimod deres kunstneriske research til udstillingsprojektet United Alternative Energies – et projekt, der kredser om oliens historie og indvarslingen af den såkaldte ”postpetrolistiske” periode.

I modsætning til en videnskabelig historisk forskning giver den kunstneriske research mulighed for at fortælle helt andre historier og desuden kombinere undersøgelserne med eksempelvis humoristiske, spirituelle elementer.

I installationen genfortæller de eksempelvis oversete historiske begivenheder som opstillingen af et solfangeranlæg i Kairo i 1913 og den amerikanske præsident Jimmy Carters fremsynede forsøg på i 1979 at henlede opmærksomheden på vores afhængighed af olien.

”Skilleveje har faktisk optrådt tidligere i historien”, sagde Hermauer, “man har bare ikke benyttet sig af muligheden for at gå alternative veje.”

Bæredygtige løsninger eller tomme violiner
Der var således en fortrøstningsfuld tillid til, at kunsten kan være en del af en sådan alternativ vej fremover mod ”søer og floder med rent vand, kollektivt landbrug og beplantning af træer verden over”, som det hedder I Rasheed Araeens manifest.

Tilbage står muligheden for ved selvsyn at besøge udstillingerne i Århus Kunstbygning og Galleri Image og fortsætte diskussionen om udstillinger som disse bidrager med løsninger til klimakrisen, eller om det blot er violinerne, der spiller, mens Titanic synker.