Gror der kunst i det politiske drivhus?

Forestil dig et fremtidigt samfund. Om 10, 20 eller 30 år. Og tænk så på, hvilken rolle samtidskunsten spiller – hvad gør den, hvad skal den, og hvilke politiske rammer gror den under? KUNSTEN.NU har nedsat sin egen uofficielle visionsgruppe for at afdække aktuelle, kulturpolitiske visioner for samtidskunsten.

Visioner for samtidskunsten er ikke integreret i den nutidige ’kulturpolitik’. Sådan lød musiker Henrik Marstals kritik af VLAKs regeringsudspil i 2016. Denne sommer har særligt DF dog markeret sig med en kulturpolitisk vision om at flytte støttekroner fra kunstinstitutioner som ARKEN og Louisiana til fordel for de natur- og kulturhistoriske museer. Kulturdebatten blusser, og gnisterne skaber ikke kun mulighed for at diskutere de kulturpolitiske rammer, men også hvad vi egentlig vil med samtidskunsten i Danmark.

Visionerne kridtes op
Den uofficielle visionsgruppe er sammensat af tre repræsentanter i det kulturpolitiske felt. De møder alle spørgsmålet om, hvad samtidskunsten ideelt skal kunne i et fremtidigt, dansk samfund.

Gro Sarauw, forkvinde for UKK, peger på samtidskunstens evne til at rejse nye spørgsmål på en etisk måde i samfundet og ”håber på en bredere forståelse for samtidskunstens uddannende og spørgsmålsstillende karakter.”

Maria Frej, medlem af Københavns Kultur- og Fritidsudvalg, følger på sin vis trop: ”Samtidskunsten har altid evnet at stille spørgsmål og pege frem mod de forskellige udviklinger indenfor det, man allerede har. Pege på vores nutid og hvor vores fremtid er på vej hen.” Spørgsmålet om samtidskunstens fremtidige position er for Frej forbundet med et ønske om, at flere vil følge med, en større synlighed og udbredelse.

Søren Taaning, Formand for Legatudvalget for Billedkunst, finder en lignende vision frem: ”Visionen er at folde potentialet i samtidskunsten ud, uden for det etablerede kunstfelt. Der er en bevægelse hos kunstnerne, og der er tydeligvis også et behov i befolkningen og i samfundet for det.” For Taaning er samtidskunsten en ligeså essentiel infrastruktur som den, der forbinder os geografisk: ”Kunst kan forbinde mennesker, skabe nye sociale fællesskaber og bidrage til at øge den kulturelle og økonomiske vitalitet.”

De tre visioner for samtidskunsten omhandler altså alle større udbredelse og berøringsflade samt at udfolde dets samfundsmæssige potentiale. Men hvor ligger de kulturpolitiske udfordringer og muligheder for visionernes realisering?

Samtidskunsten står klar, men hvem tager imod?
”Hvorfor fylder billedkunstnerne ikke mere i de offentlige medier på højde med forfatterne, skuespillerne og musikerne?” spørger Sarauw. For hende er svaret en blanding af den komplekse, nye udviklingstid samt et politisk systems manglende tro på samtidskunstens plads i samfundet.

Men dette er ved at forandre sig: ”Jeg tror, vi er ved en ny tid, hvor vi lærer de nye udfordringer bedre at kende og kan få et budskab ud om, at kunsten har en opbyggelig egenskab – hvor vi kan synliggøre, hvordan kunstnernes og kunstformidlernes roller i samfundet er konstruktive.”

Taaning beskriver en kunstnerrolle i bevægelse, hvor kunstnerne afsøger nye muligheder og opgaver uden for det etablerede kunstfelt. Et skred, der er gået hen over hovedet på beslutningstagerne i samfundet: ”Det er ikke kunsten eller kunstnerne selv, der mangler visioner, tværtimod, her er store forsøg på at integrere sig i samfundet, i tænkningen af byer og det offentlige rum.” Han udpeger særligt samtidskunstens vigtighed i forhold til de mindre samfund udenfor de store byer, hvor kunsten kan spille en vigtig rolle: ”I dag begynder der også at være videnskabelig evidens for, at kultur har betydning for, hvordan en by udvikler sig – også økonomisk.”

Taanings arbejde i Legatudvalget prøver konkret at understøtte dette ved at uddele ’skitsemidler’, så kunstnerne selv kan være initiativtagere til fremtidige projekter i byrum, og prøver derved at bygge bro mellem samtidskunstnerne og beslutningstagere.

Maria Frej ønsker også et mere strategisk politisk fokus. ”Jeg er jo ny i Kultur- og Fritidsudvalget, men det har da slået mig, hvor lidt der bliver arbejdet kulturpolitisk strategisk i det udvalg. Som jeg oplever det lige nu, er det lidt fra møde til møde, at pengene bliver bevilget. Og så kommer der ikke nogen bevidsthed om, hvor man er på vej henad med sine penge.” Et sted at starte for Frej er at få mere offentlig bevågenhed på, at det overhovedet er vigtigt for mennesker at beskæftige sig med kunst og kultur. På samme vis ser hun lige nu et kulturpolitisk område, der oftest er det mindst beskrevne og det med den største lavstatus. Men det kan muligvis ændres i dag: “Det kan jo være, at de her kulturpolitiske kampe, der findes i øjeblikket, faktisk kan føre til det.”

Drømmer politikere, når de sover?
Visionsudvalgets forholdsvist homogene visioner for samtidskunsten deler sig først for alvor op, så snart det kommer til spørgsmålet om hvilke konkrete kulturpolitiske tiltag, der bedst understøtter disse.

Maria Frej påpeger, at de politikere, der mener, at samtidskunstens trivsel er vigtig for samfundet, er nødt til at hæve stemmen, da det lige nu er DF og LA, der taler kraftigst: ”Siden DF kan komme så langt med deres dagorden, så kan det være, at andre partier vågner op og siger, vi ikke kan have hvem som helst til at sidde på dette område, for nu foregår der faktisk noget.”

Befolkningens tilslutning til nedskæringer i kulturstøtten skyldes, ifølge Frej, både Foghs opgør med det elitære og smagsdommeriet i 2008 samt et manglende politisk fokus på kulturområdet. ”Hvorfor er det,” spørger Frej, ”at der ikke er nogen, der ville drømme om at sætte en amatør til at lede Det Danske Landshold, mens det på kulturområdet er okay at sige, vi har ikke brug for fagfolk? ”Vi på venstrefløjen har sovet lidt i timen. Vi skal også have en vision og mene noget i forhold til brugen af fagfolk.”

Ud af boblen
For Frej starter løsningen i børnehøjde: ”Jeg tror, vi svigter ved ikke at have nogle særlige politikker om, at børn skal møde kunst og kultur et vidst antal gange. Andre lande har formulerede minimumsmål for, hvor meget børn skal møde forskellige kulturelle og kunstneriske udtryksformer.”

På det pædagogiske område resonerer Sarauw: ”Jeg kunne godt tænke mig, at institutioner, skoler og børnehaver fik øje på, at kunst kan instrumentalisere nye former for samfundsforståelse og udvikling af samfundet. Kunstverdenen skal tale meget mere sammen om de kulturpolitiske udfordringer i stedet for kun at råbe på bedre forhold fra hver deres sted.”

For Taaning handler det om at tænke kunsten delvist ud af kulturministeriet og ind i f.eks. undervisningsministeriets budgetter. Her er mange flere ressourcer end i kulturministeriet, fortæller han. Hvis samtidskunsten kun er parkeret under Kulturministeriet, kan dets potentiale om at folde sig ud uden for det etablerede kunstfelt og ind i samfundet bare ikke imødekommes, afslutter Taaning.

Den uofficielle visionsgruppe sammensætter altså en kollektiv vision om en fremtidig samtidskunst med større udbredelse og berøringsflade samt en skærpet opmærksomhed omkring dens samfundsmæssige potentiale – dens evne til at skabe bedre liv. Budene på, hvordan denne vision kan gro i det kulturpolitiske drivhus spænder bredt – fra en politiske opvågning og opprioritering af kunst til en bredere inklusion og overordnet anerkendelse af, at samtidskunsten kan være konstruktiv og opbyggende i og for samfundet. Måske er det vigtigste spørgsmål lige nu, hvorfor vi overhovedet skal gro samtidskunsten i vores kulturpolitiske drivhus!