Gry Worre Hallberg: ”Det æstetiske understøtter en bæredygtig verden”

Performancegruppen Sisters Hope arbejder i et krydsfelt mellem performance, aktivisme og undervisning og vil involvere os i udviklingen af en fremtid, hvor det sanselige og poetiske er helt centralt i samfundet. Kunsten.nu har mødt kunstnerisk leder af gruppen, Gry Worre Hallberg, til en samtale om det storstilede femårige samskabelsesprojekt Sisters Hope Home i Hedehusene. “Vi skal lære at bebo det sanselige og poetiske – ikke bare betragte det, eller være i det midlertidigt”, siger hun.

Artiklen er del af temaserien Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten

Tilbage i 2007 udførte Gry Worre Halberg sammen med sin ’poetiske tvillingesøster’ Anna Lawaetz sine egne sanselige ritualer. De to medsammensvorne gik for eksempel ned til søerne og lavede teceremonier.
Deres egen kropslige nedsænkning i det sanselige og poetiske foregik samtidig med udviklingen af metoder i krydsfeltet mellem nye retninger inden for performancekunst og uddannelse.

Det blev begyndelsen til performancegruppen Sisters Hope, hvis praksis udfolder sig i et krydsfelt mellem performance, aktivisme og undervisning og kredser om udviklingen af et mere sanseligt orienteret samfund. Gruppen har siden vokset sig meget større og har indtaget rådhuse, museumsbygninger og gymnasieskoler med de immersive performanceprojekter: Sensuous Governing, Sensuous City og Sisters Academy.

Gry Worre Hallberg leder nu gruppen alene, men har beholdt navnet Sisters Hope, da det, uanset hvad, er en fortsættelse af det poetiske og sanselige liv, som hun initierede med sin ’søster’. For hvordan ville verden se ud, hvis det poetiske og sanselige var afsættet i alle livets aspekter? Som respons på såvel den vedvarende økologiske krise som den økonomiske krise i 2008 skrev Worre Hallberg gruppens manifest Sensuous Society.

”Manifestet foreslår en verden med den æstetiske dimension som udgangspunkt frem for den nuværende, dominerende, økonomiske rationalitet. Det er en kritik af den nuværende civilisationsstruktur, men også et ønske om at demokratisere det sanselige og poetiske”, fortæller hun.

Søstrenes skole

Det gør Sisters Hope så, idet de stiller ind på forskellige dele af samfundet. I performanceformatet Sisters Academy eksperimenteres der med at sanseliggøre skolen, som det eksempelvis skete i udstillingen The Boarding School på Den Frie i 2017, hvor man kunne indskrive sig på ‘skolen’ i minimum 24 timer.

I The Boarding School på Den Frie var en sanselig detaljerigdom vigtig helt fra det indledende langsommelige indvielsesritual. Lunkent vand mod huden, at dvæle ved en duft. En del af indvielsesritualet bestod desuden i at iklæde sig kostskolens uniform og at afgive sine personlige ejendele såsom mobiltelefon, computer osv.

Kostskolens dage var struktureret som på en reel kostskole: morgenmad, fællesmorgensamling og herefter workshops med skolens meget forskellige undervisere. Hos stumme The Ship lavede man f. eks. mønstre og koreografier med sandkorn samt gamle spillekort.

Om aftenen indtog man middagen i skolens flotte spisesal svøbt ind i røde, tunge, draperede gardiner og udstyret med lange spejlborde, hvis refleksioner blinkede i loftet. Det kunne minde om et kasino. Et dryppende, blidt men lidt foruroligende lydunivers kørte konstant sammen med Sisters Academys egen radiostation, der spillede oldgamle, sukkersøde popsange.

De fleste workshops handlede om at se verden i et nyt perspektiv, selvudvikling, massage eller berøring i forskellige udgaver. Men samtidig var det overraskende, hvor meget man kunne lære fysisk af at opholde sig i en verden uden labels, uden 7Eleven, McDonalds, pap-pizzaer, trafikstøj, smartphones, dårligt tv og almindelig travlhed. Det indlejrede sig i kroppen, at man kunne leve bedre uden.

I en anden mere intervenerende gren af Sisters Academy-formatet overtager gruppen ledelsen af et faktisk gymnasium, hvorefter de forvandler skolen fuldstændigt i et omsluttende landskab af lys-, lyd- og scenografi, mens det i formaterne Sensuous City og Sensuous Governing henholdsvis er byen og det politiske system, der interveneres og transformeres ud fra Sensuous Society manifestets præmisser.

Og i fremtiden vil Gry Worre Hallberg gerne rykke ind på eksempelvis et fængsel eller et hospital, for at undersøge kriminalforsorgen og sundhedssektoren set gennem det sanselige samfunds prisme.

”I vores værker bidrager vi med en anden måde at være tilstede på i verden, hvor alle mennesker mødes i et ’fælles tredje’ på tværs af de skel, som samfundet nogle gange uhensigtsmæssigt formulerer og fastholder. Vi arbejder med en udtalt intention om at åbne og synke ind i det sanselige og poetiske for og med så mange mennesker som muligt”.

Inhabitation

Gry Worre Hallberg arbejder i øjeblikket på en kunstnerisk forsknings-ph.d. om Sisters Hope.

”Jeg skriver om æstetik og økologi, hvordan det æstetiske understøtter det bæredygtige. Vi skal kigge mere på de sanselige og poetiske dimensioner for at bevæge os over i en bæredygtig fremtid. Som en del af det arbejde, har jeg fremskrevet begrebet inhabitation. Man har talt længe om participation. Det næste skridt, argumenterer jeg for, er så ikke bare at deltage i værkerne, men at bebo værkerne. Vi skal ikke bare betragte det, eller være i det midlertidigt.”

”Mit argument er, at mange ved at deltage i de sanselige og poetiske processer i Sisters Hopes værker oplever en dyb forbundenhed. I økologisk teori er det netop centralt at erkende altings forbundethed, for du destruerer ikke dine omgivelser eller den anden, når de er en del af dig selv”.

“På den måde er erkendelsen af altings forbundethed en medicin mod vores dualistiske, seperative tankegang. Det har været så overraskende og smukt at læse i materialet doneret fra deltagere i vores arkiv om deres oplevelser af forbundethed med andre, dem selv, eller det store perspektiv. Eksempelvis erkendelser af, at ’jeg er stjernestøv’, eller ’jeg er vand’”.

Sisters Hope Home i Hedehusene – et femårigt værk

Det med at bebo værket bliver nu i endnu højere grad virkelighed for Sisters Hope, som helt aktuelt er i gang med at indtage og omforme en nedlagt SFO i Charlottekvarteret i Hedehusene til et mere langvarigt og åbent projekt i sanselighedens og poesiens tjeneste.

”Det er forankringsstedet. Jeg har længe ønsket at forankre integrationsdelen i vores arbejde, for vi tager den aktivistiske intention meget alvorligt. Vores arbejde åbner noget i mange mennesker, men forløbene slutter, så mange af deltagerne, herunder os selv, har altid haft en længsel efter at komme tilbage og trænge dybere ind i det sanselige og poetiske. Derfor forstår vi også projektet i Hedehusene som et femårigt værk, som vi kalder Sisters Hope Home. Samtidig med at det er et kontor og en base for os, er det også helt åbent for offentligheden som vores andre værker. Her kan du bare bebo værket i 5 år, fremfor at besøge det i 24 timer.”

Gry Worre Hallberg ønsker, at både lokale og internationale gæster skal kunne komme når som helst og for eksempel opleve et performance-ritual eller deltage i længerevarende sanselige lærings- og residency-forløb.

”Vi vil gerne både imødekomme et meget lokalt og et meget internationalt lag. Det første greb er, at transformere stedet fysisk. Vi ønsker at male huset sort og vende indgangen om, så den kommer til at vende op mod stationen. I huset vil der være en rød og en blå fløj skabt af bl.a. draperinger og tæpper, samt sove- og spisesal. Vi regner med, at der vil blive plads til ca. 100 personer”, fortæller Gry, mens hun viser moodboards og arbejdstegninger fra projektet på sin computer.

”Der er også en relativt stor have til huset, som vi forestiller os, er en del af scenografien og universet. Vi får altså et udendørsrum og en forbindelse til den omkringliggende natur, som også kan aktiveres til sanselig læring. Så den skal have lov at vokse vildt. Man passerer ind mellem en spisekastanje og et æbletræ ved den nye indgang, og vi vil plante slyngblomster op ad husets vægge og forsøge at skabe labyrinter og højt græs i haven, hvor vi også kan lave vores sanseeksperimenter. Vi vil gøre alt for, det bliver en rigtig god base for os selv og for andre”.

En langvarig arbejdsproces

Sisters Hope Home udvikles blandt andet i et samarbejde med Høje Taastrup kommune, og udviklingen af det er en lang arbejdsproces.

”Når vi arbejder på en kunstinstitution, understøtter den vores arbejde med sin infrastruktur. Fordi vi arbejder interventionistisk i ønsket om at åbne det sanselige og poetiske for så mange mennesker som muligt, er vi vant til også at bevæge os udenfor kunstinstitutionen, når vi for eksempel bevæger os ind på skoler eller rådhuse. I det interventionistiske arbejde skal der tages en masse hensyn, som man ikke skal tage på et museum eller teater. Med Sisters Hope Home intensiveres denne proces, og for os er værket på alle måder ’next level’”, griner Gry Worre Hallberg.

”Det er et tæt samarbejde med kommunen, og det er godt at have den dialog. Det er en rejse, vi er på sammen med dem. Men da det dermed ikke kun handler om kunstneriske værkprocesser, men også politiske processer tager nogle af processerne længere tid. Til gengæld siver vi ind i et lag og ind på et niveau, hvor vores aktiviteter bliver langt dybere forankret og får langt dybere betydning for langt flere mennesker”.

Fra station til hjem med lyd og røde lamper

Gry Worre Hallberg har desuden talt med Taastrup kommune om, at ruten fra stationen til Sisters Hope Home kunne udstyres med Sisters Hopes soundscape.

”Jeg oplevede virkelig positiv feedback på den tanke, så nu er jeg forhåbningsfuld omkring det. Måske også med røde lamper langs stien. Det er sådan vi arbejder. Vi manifesterer, og så lader vi det sanselige og poetiske sprede og ekspandere, både i infrastrukturen og i og med dem, vi arbejder sammen med. Det er vigtigt, at vi ikke kommer med en helt færdig plan, men at der er plads til, at alle kan tænke med og få et stærkt tilhørsforhold og blive projektets ambassadører”.

“Der skal være plads til, at dem, der ligesom os, deler længslen efter at bebo det sanselige og poetiske har mulighed for det og har mulighed for at udvide potentialet sammen med os og som individuelle agenter.”

Sisters Hopes rammer

Når man engang i fremtiden træder ind i Sisters Hope Home, vil man komme til at følge nogle ’husregler’. Alt er for eksempel debrandet, et soundscape vil spille, telefonerne er lagt væk, og man er iført sort og/eller hvidt tøj.

”Ligesom i vores andre værker vil der med Sisters Hope Home være nogle rammer, som det så er ret frit for folk at bevæge sig indenfor. Rammesætningen er nogle gange næsten usynlig, men meget vigtig, for den får det hele til at hænge sammen. Så en af vores første opgaver er at få lavet interaktivitetsrammen til Sisters Hope Home samt et internt system for beboelse af værket i gruppen. Så der altid er nogen til at tage imod folk. Man skal kunne komme kl. 6 om morgenen før sit arbejde nede ad gaden eller fra Tokyo kl. 3 om natten.”

”Det skal ikke bare være endnu et kulturhus. Det er slet ikke, det vi vil. Der skal være en andenverdenslighed. Vi vil gerne med vores immersive værker give en følelse af, at du kan komme ind i en anden verden, hvor du kan frisætte både tanke og krop og både forestille dig og fysisk leve i Sensuous Society, for at fordre alle former for læring, inklusiv den taktile”.

”Det er ikke er en fiktiv verden. Det er os, der er i den. Sensuous Society forstår vi som en mulig fremtid, og Det Poetiske Selv, som er centralt i vores performancemetode, forstår vi som vores iboende sanselige og poetiske natur”.

Og hvordan er Sensuous Society anderledes end det kapitalistiske samfunds oplevelsesøkonomi, der også har fokus på sanserne?

“Det er et vigtigt spørgsmål og dermed vigtigt at fremhæve, at både intentionen om at demokratisere det æstetiske og tænkningen, der præsenteres i Sensuous Society manifestet, placerer sig et helt andet sted, idet Sensuous Society repræsenterer en mulig fremtid, hvor verden, som vi kender den af i dag, er gjort til ende og erstattet af det sanselige samfund, der placerer den æstetiske dimension som omdrejningspunkt for hele samfundsstrukturen, væren og samværen. På den måde bliver det æstetiske den organiserende præmis. På den måde vil det økonomiske komme til at ‘servicere’ det æstetiske, ikke den anden vej rundt, hvilket er årsagen til, at det æstetiske, som alt andet, kan udnyttes af kapitalismen i dag”, afslutter Gry Worre Hallberg.