Guide til virtuelle kunstoplevelser
Museer og Kunsthaller skal fortsat holde lukket, og mange aktuelle udstillinger står derfor uden et fysisk publikum til at opleve dem. Derfor har flere institutioner nu valgt at præsentere udstillingerne online. Her anbefaler vi en række virtuelle kunstoplevelser.
Museer og Kunsthaller skal fortsat holde lukket, og mange aktuelle udstillinger står derfor uden et fysisk publikum til at opleve dem. Derfor har flere institutioner nu valgt at præsentere udstillingerne online. Her anbefaler vi en række virtuelle kunstoplevelser.
info
Museer og Kunsthaller skal fortsat holde lukket, og mange aktuelle udstillinger står derfor uden et fysisk publikum til at opleve dem. Derfor har flere institutioner nu valgt at præsentere udstillingerne online. Her anbefaler vi en række virtuelle kunstoplevelser. Guiden opdateres løbende!
Kunsthal Aarhus
KP21 – Digital udstilling
Kunsthallen har lanceret den første digitale udgave af kunstnernes påskeudstilling, hvor du kan opleve 16 digitale værker. Udstillingen rummer alt fra 3D-animerede Gif’er i korte loops til immersive digitale verdener, du kan bevæge dig rundt i.
Fotografisk Center
Tofu Collective kuraterer Youth In China på ON THE GO 1 apr – 6 jun
Fotografisk Centers digitale udstillingsplatform ON THE GO præsenterer onlineudstillingen Youth in China. Med fotografier fra de tre anerkendte, kinesiske fotografer Luo Yang (1984), Lin Zhipeng (1979) og Jialin Yan (1992) giver udstillingen et indblik i, hvordan fotografiet anvendes som værktøj til at bryde med kinesiske traditioner og stereotyper. Samtidig konstruerer de tre fotografer, på hver deres måde, nye fortællinger og erindringer om ungdomskulturen i Kina.
Statens Museum for Kunst
Kunstens Danmarkskort
Ved hjælp af kunstig intelligens har SMK placeret over 4000 kunstværker fra museets samling på et digitalt danmarkskort, som angiver værkets geografiske placering. Med danmarkskortet tilbyder museet en online kunstrejse rundt i det danske land, og ønsker samtidig at brugerne hjælper til med at finde det enkelte værks præcise tilblivelsessted.
‡ DobbeltDagger
Mark Tholander: The Drums
The Drums er en online, interaktiv fortælling, hvor man med scrollhjulet på sin mus, bevæger sig gennem en fortælling om en racerbane, hvor en katastrofal begivenhed fandt eller finder sted. Fortællingen udfolder sig gennem publikums interaktion med værket, hvor forskellige scener indlæses, hvis man enten scroller op eller ned. Værkets mange narrative forgreninger og systemer visualiseres gennem et kort, som viser den underliggende algoritme, som binder værkets mange scener sammen.
ilyd
ilyd, der er en digital udstillingsplatform for lydkunst, har inviteret billedkunstnerne Sian Kristoffersen, P*D*A*, Georgia Lucas-Going, Johanne Skovbo Lasgaard, Inuuteq Storck og Sidsel Meineche-Hansen til at udstille i et etårigt udstillingsprogram fra oktober 2020 til august 2021. De seks soloudstillinger orienterer sig alle i den nye Covid-19 verden og arbejder ud fra den præmis, at både publikums oplevelse af kunsten og det billedkunstneriske arbejde foregår i hjemmet. Udstillingernes formål er at skabe forbindelse til lytterne, hvor de befinder sig: i bussen, naturen eller hjemmet og dermed udviske grænserne for det fysiske galleri, så kunsten kan opleves på tværs af nationale grænser og karantænerestriktioner.
Kunsthal Aarhus
Værker fra Busan Biennalen
Før nedlukningen nåede Kunsthal Aarhus kun at vise første del af udstillingen: En udstilling i tre kapitler: Værker fra Busan Biennalen af Carey YOUNG, Kim GORDON & JANG Minseung. Kunsthallen har derfor valgt at gøre resten af udstillingen plus musikalske og litterære akkompagnementer frit tilgængelige online. Hele programmet kan findes på Kunsthal Aarhus’ hjemmeside.
Willumsens Museum
Feel the Soul?
Willumsen Museum har lanceret et virtuelt museumsrum, hvor det er muligt at se udstillingen Feel the Soul, som tager udgangspunkt i en sjældent anerkendt strømning af maleri og den for nyligt genopdagede amerikanske maler Louis Michel Eilshemius (1864-1941). Gennem en virtuel model af museets udstillingsrum kan man bevæge sig gennem salene og zoome ind på de enkelte værker.
HEART – Herning Museum of Contemporary Art
Søren Solkær: Black Sun
HEART har lavet en virtuel præsentation af fotografen Søren Solkærs store udstilling Black Sun, Gennem et format lig Google Streetview er det muligt at bevæge sig rundt i udstillingen, og zoome ind på værkerne. Udstillingen har desuden et videoværk, som også kan opleves online.
Sydhavn Station
Videoudstilling: 24:5
Udstillingsstedet Sydhavn Stations videoudstilling 24:50 kan nu ses som online-udstilling på Sydhavn Teaters hjemmeside. Udstillingen samler et udsnit 24,50 sekunders videoværker af aspirerende scene- og billedkunstnere, i en undersøgelse af sociale og digitale forskydninger, glitches og brudflader.
VejleMuseerne
Veronika Geigers: Imprint
VejleMuseerne har gjort Veronika Geigers’ udstilling Imprint tilgængelig online i et digitalt, interaktivt format. Gennem fotografier, fysiske objekter, installationer og video, undersøger Geigers store landskaber, geologiske fænomener og menneskets forhold til naturen. Som i Google Streetview kan man bevæge sig rundt i udstillingen, og se en række videoer, hvor Veronika Geiger selv fortæller om sine værker og udstillingens temaer.
Kunsthal Charlottenborg
Forårsudstillingen
Kunsthal Charlottenborg har gjort det muligt at opleve årets Forårsudstilling via kunsthallens hjemmeside. Her kan man opleve åbningstale af John Kørner, en introduktion af kuratorerne fra kunstnergruppen A Kassen samt en rundvisning i udstillingen på video. Dertil præsenteres et digitalt live-program, hvor publikum kan opleve lanceringen af årets katalog, live streams, online screenings af videoværker med mere Hele programmet kan findes på kunsthallens hjemmeside.
Nationalhistorisk Museum
Jesús Herrera Martínez: All the Partial Knowledge of the World
Nationalhistorisk museum har gjort det muligt at gå på opdagelse i et udvalg af museets tidligere særudstillinger i en virtuel 3D-udgave. Blandt andet udstillingen af den spanske billedkunstner Jesús Herrera Martinez, som vandt Carlsbergfondets førstepris i PORTRÆT NU! i 2017. Onlinepræsenstationen giver mulighed for at gense de udstillede genstande, zoome ind på værkerne og læse uddybende om dem.
Utzon Center
Utzon on the Road
Utzon Center har lanceret deres eget talkshow, Utzon on the Road, der er inspireret af Carpool Karaoke, Comedians in Cars Getting Coffe og de dybdegående samtaler på Louisiana Channel. Arkitekt og direktør for Kunsten – Museum of Modern Art Lasse Andersson sidder bag rattet, og i hvert afsnit er der en ny gæst i passagersædet til en snak om arkitektur og design.