Heartland x kunsten.nu: The Great Silence – lyden af eksistensens paradoks

”The Great Silence er dels en fortælling om menneskehedens bedrifter og selvforståelse som centrum for universet kombineret med den her indre frygt og søgen, vi alle står midt i lige nu,” fortæller Jennifer Allora om Allora & Calzadillas store videoværk til Heartland Festivalen.

Den internationale kunstnerduo Allora & Calzadilla hører til samtidskunstens verdenselite og fik bl.a. massiv opmærksomhed, da de i 2011 repræsenterede USA ved biennalen i Venedig. I år kan man opleve en af deres store og ikke mindst bevidsthedsudvidende videoinstallationer under Heartland Festivalen.

Jennifer Allora & Guillermo Calzadilla arbejder typisk med installationer, performances og lyd, og de har en stor erfaring med udendørs projekter – flere i stor skala. Deres arbejde har ved flere lejligheder beskæftiget sig med landskabspolitiske overvejelser – fx spørgsmål vedr. retten til steder og den betydning, mennesker tillægger landskaber eller lande.

Der er en underliggende adressering af magten i alt, hvad Allora & Calzadilla skaber. Uanset om de arbejder indenfor performance, arkitektur, skulptur, lyd eller video, rammer de ned i forhold, hvor de menneskelige vilkår udfolder sig i et markant dyb i mødet med det, der styrer og begrænser handlingen og tænkningen. Tidligt i deres produktion handlede det ofte om magtens landskaber og musikken som en form for aktivisme.

Senere (i starten af 2010’erne) kastede de sig over de mere entydige nationale symboler i mødet med individets krop (med begrebet bio power som et udtryk for kropsliggørelsen af magten). I de seneste år har duoen fokuseret intensivt på begrebet bio semiotics, som drejer sig om grundstenene (tegn, tone, stemme, svingninger o.s.v.) i vores kommunikation. Igen med en vis adressering af kulturens og sprogets priviligerede positioner set i et meget langt (og dybt) historisk perspektiv, hvilket betyder, at duoen ofte arbejder tæt med arkæologer, sprogforskere, musikere, antropologer og idrætsfolk.

Værket The Great Silence, der vises på Heartland, og for første gang i Skandinavien, er et værk, der sætter af i menneskets forhold til sig selv og sine omgivelser i allervideste forstand. Værket udforsker oversættelsen og kommunikationens paradoks, hvor de tavse huller mellem levende, døde, mennesket, dyreriget, teknologien og universet træder frem i al deres kompleksitet.

The Great Silence – fortællingen om en umulig kommunikation
Værket bliver vist på tre skærme, der som uidentificerede objekter rejser sig fra Egeskovslottets voldgrav. Fra breden vil man kunne følge en tresporet fortælling om et af verdens største radioteleskoper, som har fungeret som kanal for menneskehedens forsøg på at skabe kontakt til intelligent liv i det ydre rum, en udryddelsestruet papegøje og dennes indre monolog på kanten af eksistensen og som kritisk observatør af menneskehedens uhensigtsmæssige prioriteter.

”Alle vores projekter opstår af et univers, hvor en masse ting sker på samme tid, i vores research og i vores værkproduktioner. Det her værk blev færdigt i 2014, men havde været undervejs længe. Vi filmede faktisk værket, da vi forberedte vores udstilling til Venedig Biennalen i 2011,” forklarer Jennifer Allora over satellitforbindelsen og uddyber:

”Vi har vores kunstneriske base i Puerto Rico og kendte til det her kæmpe radioteleskop, Arecibo Observatoriet, som også på den tid var et af de største i verden, placeret meget tæt på ækvator, og som har spillet en central rolle i store astronomiske opdagelser og de her forsøg på at kontakte ikke-jordisk liv under det såkaldte SETI-programmet (Search for Extra-Terrestrial Intelligence) siden 1970’erne. Og i Aricebo Observatoriet findes de mange servere, hvor al den data er opbevaret.”

Og det er her, vi starter. Ophobet viden, historiske bedrifter, et lokalt observatorium for menneskeheden, der sætter den menneskelige søgen i et dybt perspektiv, nu med det lokale dyreliv som kritisk publikum.

The Aricebo Message, der var den første af sådanne kommunikationsforsøg med det ydre rum, og som opsummerede menneskehedens intellektuelle bedrifter, blev sendt herfra i 1974.

Et observatorium for menneskelig stræben
Arecibo Observatoriet er et enestående sted på mange planer, forstår man. Et bjergrigt landskab i kalksten, da det i tidernes morgen var et koralrev under havets overflade. Derfor er landskabet også fyldt med grotter og store hulrum, der er naturligt skabt af vandets og vejrets påvirkninger og aflejringer. Da man ledte efter det sted, hvor observatoriet skulle være i starten af 70’erne, fandt man den her naturlige, cirkulære dal mellem bjergene, tæt på ækvator, og byggede parabolskærmen direkte ind i bjerglandskabet og den tropiske regnskov Rio Abajo.

Det påvirkede selvfølgelig også dyrelivet omkring, særligt den lokale papegøje (Amazona vittata), og da Arecibo-beskeden blev sendt ud i 1974, var der kun 13 papegøjer tilbage.

”For os var det en særlig historie, samlet på det her sted, om menneskeheden, der ihærdigt forsøger at kommunikere med intelligenser i det ydre rum, imens en dyreart, som man faktisk kan kommunikere med – også på et begrebsligt plan – var ved at uddø. Det var paradokset for os. Men i samme periode var vi i gang med en hel række værker med dyr, bl.a. Raptor’s Rapture (2012), der blev vist under Documenta (13), hvor en musiker samarbejder med arkæologer og udforsker de metoder, der har været tilknyttet de forhistoriske instrumenter, de finder.”

“Raptor’s Rapture udspiller sådan en undersøgelse af en benfløjte, imens selv samme dyr, en gåsegrib (en af klodens ældste fugearter, red.), hvis ben nu anvendes som instrument, lytter. Der er ikke en egentlig dialog, og gribben spiller en ret fremmedgjort rolle i værket.”

Sci-fi som brobygger
I The Great Silence har Allora & Calzadilla valgt at gøre det på en helt anden måde og ønskede at finde en person, der kunne illustrere den mulige dialog, der kunne foregå på tværs af arterne, og kontaktede Ted Chian, der er en erfaren og højt agtet sci-fi-forfatter.

”Jeg mødte Ted Chian til en konference i Granada, hvor vi begge blev fanget af en forskers historie om Irene Pepperberg, der over en lang årrække studerede en gråpapegøje, og trådene begyndte at samle sig i vores forsøg på at undersøge vokalisering som fænomen, sproget og kommunikationen som en vej over afgrunden mellem arterne.”

I værkets ene spor har Chian forfattet hele den komplekse baggrund og plantet den i papegøjens indre:

There was an African Grey Parrot named Alex. He was famous for his cognitive abilities. Famous among humans, that is.

A human researcher named Irene Pepperberg spent thirty years studying Alex. She found that not only did Alex know the words for shapes and colors, he actually understood the concepts of shape and color.

Many scientists were skeptical that a bird could grasp abstract concepts. Humans like to think they’re unique. But eventually Pepperberg convinced them that Alex wasn’t just repeating words, that he understood what he was saying.

Out of all my cousins, Alex was the one who came closest to being taken seriously as a communication partner by humans.

Alex died suddenly, when he was still relatively young. The evening before he died, Alex said to Pepperberg, “You be good. I love you.”

If humans are looking for a connection with a non-human intelligence, what more can they ask for than that?

Dette er kernen i den indre dialog, der løber gennem videoværket.

Komplekse svar på komplekse tilstande
Det er åbenlyst nogle dybe tanker, som det her tema udspringer fra, og Allora & Calzadilla har ført en lang dialog indbrydes og med Ted Chian i et forsøg på at håndtere, hvordan man kan tale om det her på en meningsfuld måde, erkender kunstneren.

”Værket er ikke udtryk for en egentlig magtkritik knyttet til menneskeheden, men snarere en illustration af den arrogance, som historien rummer. Det er jo en meget generaliseret form for kritik, som værket rummer, der ikke er en del af en kunstnerisk mission, men nærmere en måde for os at respondere på – også bare ud fra, hvor vi er i vores kunstneriske proces og undersøgelse. For mig handler det faktisk også om at yde modstand til en idé om kunstneren som én, der leverer enkle svar om komplekse tilstande.”

”Men hvis der er noget, der knytter vores projekter sammen, så er det ideen om det paradoksale. Paradokser tiltrækker vores opmærksomhed og har altid gjort det.”

Gribbens nærvær i mødet med den kvindelige musiker, der spiller på benfløjten i Raptor’s Rapture, er for Allora en situation fyldt med paradokser i sig selv, og i The Great Silence udfolder papegøjens indre dialog dette paradoks i menneskets desperate søgen efter et svar.

”Man kan vel sige, at vi tvinger noget sammen, som ikke er foreneligt eller går op med hinanden for så at skabe en ny betydning med hinanden. Det er centralt for os, og det gælder faktisk også vores samarbejde, hvor vi som både privatpersoner og kunstnere er meget forskellige, hvad gælder vores faglige baggrund, hjemland, køn og måde at tænke på, og vi laver kun værker, der forbinder vores interesser og finder en fælles klang. Og kommunikationen som fænomen, det sted, hvor forbindelser skabes mellem mennesker, bliver derfor også i sig selv central for os – både som redskab og som almen menneskelig præmis for samarbejde og sameksistens.”

Fra aktivisme til lydens politik
Man kan på flere måder tegne en linje i Allora & Calzadillas projekter, der bevæger sig fra det meget handlingsbaserede og kropslige – der når sit udtryksmæssige højdepunkt, også som gennemført kritik af magtens kropslige udtryksformer, under Venedig Biennalen i 2011 – til det grundlæggende sproglige og kommunikative mellem arter og eksistenser i allervideste forstand.

”Hvis jeg skulle forsøge mig med en karakteristik af vores praksis, så er der flere tråde, der starter med vores tilstedeværelse her i Puerto Rico, som har været vores operationelle base, og som vores værker ofte relaterer til. Meget tidligt, for næsten 20 år siden, blev vi meget interesserede i et militært prøvesprængnings-område, som ligger på en af øerne, som anvendtes af USA, der kastede og sprængte bomber dér konstant og hele året rundt.”

“Der bor også mennesker på øen, en befolkning på ca. 10.000 mennesker, der er klemt inde mellem ammunitionscentret og sprængningsområdet, og som lever en på alle måder uforståelig tilværelse. De lokale forsøgte i mange år at råbe de amerikanske magthavere op. I 2003 endte det med, at det amerikanske militær forlod øen, og vi lavede et af vores tidlige videoværker, Returning A Sound, i den anledning.”

I værket følger vi en ung, lokal aktivist på en knallert, som kører gennem det nu forladte og frigivede landskab efter 50 år i amerikansk varetægt, med en trompet monteret på udstødningsrøret.

”Det var også første gang, vi brugte lyd i vores værker. Trompeten har en særlig betydning i den sammenhæng, fordi den både har en traditionel militær funktion for hærføreren, men netop her også har en særlig rolle i salsamusikken og den lokale musiktradition. En sådan ladet dobbelttydighed er meget sigende for vores værker. Lyden bliver både et minde, en markering af en afslutning, men også et kald til politisk og kritisk opmærksomhed.”

Med musikken ud i det eksistentielle dyb
I det hele taget var det begyndelsen af en serie af værker omkring musik, lyd og magt på et tidspunkt, hvor massive krige blev ført i både Irak og Afghanistan. Det gjaldt både som en undersøgelse af lyd som våben, magtudfoldelse og magtkritik.

”Derfra bevægede vi os naturligt frem til en et spørgsmål om, hvad musik i det hele taget er. Hvad betyder musik på et menneskeligt og evolutionært plan, og der er faktisk en forsker fra universitetet i Tübingen, som mener, at musikken var den særlige evolutionære dimension, der gjorde, at homo sapiens overhalede neanderthaleren. Musikken kunne skabe fællesskaber, et metasprog, som folk kunne spejle sig i og dele med hinanden. Og så kunne den sprede sig, transmitteres som fraser, der udvikler sig 100 km væk på en ny måde.”

”Det her antyder også vores indledende interesser for et begreb som deep time (den geologiske og på mange måder uerkendelige tidsforståelse). Men musikken bragte os ud i dette dyb, som også omfatter biosemitotikken, altså relationen til sprog, tegn og koder og deres mere eksistentielle betydning. Derfra kommer vi naturligt ud i et rum og nogle spørgsmål, der gælder arter udenfor det menneskelige domæne.”

Den menneskelige selvforståelse og frygt
Allora & Calzadila har før vist The Great Silence, hvor de tre skærme var installeret i en trekantsformation, så man kun kunne se to skærme ad gangen, og derfor understregede det kommunikative hul, eller fermi-paradokset, som det kaldes og værket kredser om, og som handler om den her antagelse om, at vi kommunikerer med nogen uden nogensinde at få svar.

Den her gang er det en hel anden kontekst, og installationen viser nu alle tre skærme på én gang, imens renæssanceslottet ligger i baggrunden.

”The Great Silence er jo dels en fortælling om menneskehedens bedrifter og selvforståelse som centrum for universet kombineret med den indre frygt og søgen, vi alle står midt i lige nu, hvor vi desperat leder efter løsninger, der kan forlænge vores ophold på Jorden, bare nogle hundrede år,” griner Jennifer Allora en anelse desperat, men samler sig så:

”Vores videoværker er jo faktisk ret ligetil, straight forward, og aldrig et forsøg på noget andet end det, de er, eller noget spektakulært.”

Men det kan man vist ikke sige om hverken dybden eller praksissen, som Allora & Calzadilla sætter i verden – også med The Great Silence.