Hightech-fornøjelser med menneskeligt ansigt

Hænderne på håndtaget
Enter Action er en ‘hands-on’-udstilling på to måder: Gæsten skal prøve tingene selv og sætte sit eget sanseapparat i spil i forhold til teknikken – og museet skal vise, at det har hænderne nede i den digitale nutid.
Vi er altså i den oplevelsesorienterede ende af skalaen, hvilket markeres lige lovlig poppet af en lego-robot ved museets indgang.

Imponerende oplevelser
Man får rig lejlighed til at interagere med teknologien undervejs i de 13 kunstneres værker. Derfor kan det anbefales at opsøge udstillingen uden for myldretiden – og tage sig tid til at finde frem til hvad, der kan prøves og hvordan!

Der venter imponerende oplevelser i for eksempel Marnix de Nijs Run Motherfucker Run eller Rafael Lozano Hemmers Pulse Room. Som helhed er udstillingen også en fin oplevelse at bevæge sig igennem: Der venter noget nyt i hvert rum, og museets store rumforhold giver god plads til sansepåvirkningerne.

Mere haltende mentale udfordringer
Udstillingen byder således på fine sanseoplevelser, men det halter med de mentale udfordringer. Man får ikke den store nye indsigt i den teknologiske virkelighed derude.

Flere værker er også markant ude af sync med den hastigt foranderlige samtid: Chat rooms og Second Life er da old news, og værker baseret på dem virker malplacerede som Digital Art Now.

Så er der anderledes relevans i Electroboutique (Alexei Shulgin og Aristarkh Chernyshev) og deres gadgets. Man nikker genkendende til deres påstand om, at gadgets er nutidsmandens største drift, mens man lystigt prøver dem af!

Skrivemaskinen skaber kunstigt liv
Et helt andet møde med teknologien og dens tingslighed er der over Christa Sommerer og Laurent Mignonneaus Life Writer. Man sætter sig ved en vidunderlig gammel skrivemaskine og begynder at skrive.

Snart producerer ens anslag på det højst analoge hakkebræt dog små kunstige dyr, der kryber frem over papiret og æder bogstaverne. I et møde mellem gammel og ny teknologi producerer man således kunstigt liv, der opstår og lever af skrift.

I sine begrænsede dimensioner og eksotiske gammeldags præg er dette værk både charmerende og fascinerende i forhold til de omgivende større armbevægelser.

Fri os fra det Blockbuster-bavl!
Det er således en oprigtigt underholdende udstilling, der foranstalter et uforpligtende møde med nogle værker, der på forskellig vis inddrager digital teknologi.

Som bekendt er der ikke tale om en snæver genre, og integration af digitale medier er vist mere reglen end undtagelsen i store dele af samtidskunsten, hvad denne udstilling med sit store spekter af værkformer viser.

Derfor kan det siges at være lidt meningsløst at kalde en udstilling "digital art now". Så viser man sig netop ikke hjemmevant med den og påkalder sig en vis skepsis fra dem, der virkeligt er det. Så kan vi ikke blive fri for den slags Blockbuster-bulder? Det ville klæde både udstilling og museum.