Historisk kunstværk restaureres på Herlev Hospital
Poul Gernes’ store udsmykning af Herlev Hospital bliver restaureret, så den kan opleves i de oprindelige klare farver.

Poul Gernes’ store udsmykning af Herlev Hospital bliver restaureret, så den kan opleves i de oprindelige klare farver.
info
Da Herlev Hospital åbnede i 1970’erne, rummede det, hvad der skulle blive et hovedværk i dansk kunsthistorie i form af den farverige totaludsmykning udført af Poul Gernes (1925-1996).
Det tog Poul Gernes i alt otte år at udsmykke Herlev Hospital, som stod færdigt til indvielse i 1976. For Poul Gernes var der både sociale og funktionelle overvejelser bag udsmykningen, som vejede mindst ligeså tungt som de rent æstetiske. Den konsekvente brug af farver skulle dels gøre hospitalsopholdet mere behageligt, dels skabe struktur imellem de forskellige afdelinger – og så kunne brugen af farver også have en besparende effekt, da ridser og slid ikke ville være så iøjnefaldende på de farvestrålende flader.
Nu har konservatorer fra Kunstkonserveringen for en tid rykket arbejdspladsen ud på hospitalet for at påbegynde restaureringen af dele af det berømte værk. I første omgang er det foyeren og de tilstødende områder, der sættes i stand, men der er også nok at gå i gang med. De 56 malerier, som forhallens udsmykning består af, danner nemlig tilsammen en overflade på 500 kvadratmeter.
Kunstkonserveringens opgave er at overfladerense udsmykningen, således at Poul Gernes’ oprindelige farver igen kommer til deres rette, samt at udkitte og bortretouchere skader. De monokrome flader, som værket består af, kræver, at det fremstår som en helhed uden huller, og målet er at genskabe den helhed. Samtidig skal der tages hensyn til, at udsmykningen er på et hospital og også fremadrettet skal kunne tåle den daglige brug og slitage.
En del af udsmykningen har eksempelvis været i et tidligere rygerum, hvilket har sat sine spor på farverne, som nu føres tilbage til sin oprindelige styrke.
Restaureringen af Poul Gernes’ udsmykning af Herlev Hospital er kommet i stand med støtte fra Statens Kunstfond og Augustinus Fonden.