Homo-pop på heden!
Farverig og pågående udstilling i Ikast, der dog kunne stramme balderne mere!
Farverig og pågående udstilling i Ikast, der dog kunne stramme balderne mere!
info
Sparker døren ind i Ikast
En kulørt skilteskov af kendte varemærker i homoficeret udgave, stand-up tv og en udstoppet, tvekønnet tyr. Selv ude på toilettet støder man på udstillingens væg-til-væg homo-pop! Rolighed giver den gas med pop-pedalen og sætter klicheerne om homoseksualitet overfor reklameverdenens tilsvarende stereotype retorik. Det er meget iøjnefaldende, ofte rigtig morsomt og udført i en fint gennemført finish.
Pop en masse
Vi møder således overbevisende udførte varer og emballager, hvor de kendte brands som Cocio kakaomælk og Omo vaskepulver er blevet til Cock og Homo (snavs er godt!). En klar reference til Andy Warhols pop-klassiker Brillo-boksen. Et vartegn er også den store udstoppede tyr med påmonteret yver. Sådan et objekts blotte tilstedeværelse er overrumplende og bryder med pop-varernes kunstige overflader.
Handsken er kastet!
Efter det pop-dominerede første rum, møder man i nummer to et handskedækket gulv og en række malerier på væggene. Handskerne er alle ‘singler’ uden mager, undtagen to ridderhandsker i en manege i midten. Disse handsker er noget af et ‘brand’ for kunstneren, der gennem mange år har indsamlet dem og anvender dem i mange sammenhænge. For eksempel også til en performance ved udstillingens åbning. Et spændende og originalt råmateriale, der også gør sig godt i rummet.
Hvorfor disse malerier?
Det er sværere at se meningen med malerierne på de omgivende vægge. Mønstrene og lagene i disse skal vist nok symbolisere forskellige lag, overflader og identiteter i det enkelte menneske.
Det er noget fortænkt, og sammenholdt med udstillingens øvrige udtryksformer skulle kunstneren nok have valgt at undlade dem denne gang. Man ved simpelthen ikke, hvordan man skal se dem.
På for mange heste
Udstillingen kunne generelt have haft godt af lidt mere tematisk og kuratorisk styring. Der er for mange ideer og for lidt ‘Kill your darlings’. Bag den iøjenfaldende overflade bliver man lidt usikker på meningen med homo-pop’en.
Hvis det blot drejer sig om at eksponere homoseksuel identitet, er det nok lidt at sparke åbne døre ind i år 2008 – også i Ikast. For at det skal være en helt vellykket udfordring af normalitet og pop som kunst, kræver det lidt mere stringens og retning. Der er dog gode ideer og farverig power nok til at gøre udstillingen et besøg værd.
Fakta
Udstilling
The Hole
13 sep 2008 12 okt 2008
Flemming Rolighed
Fakta
Flemming Rolighed (f. 1974) er færdiguddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2008.