Horror-porcelæn uden ægte gys

Det vægtige galleri Franz Pedersen har i årevis huset to af dansk kunst store drenge, Michael Kvium og Christian Lemmerz. Kunstnere, som i lange karierrer har skabt værker hinsides venligheden – værker som lever af at ryste, chokere og konfrontere publikum med det, som de måske ikke helt har lyst til at se.

En haj i karet
Så når Maria Rubinke bryder med den traditionelle æstetik, som klæber til kitchede sødladne porcelænsfigurer, og viser dukkeagtige småpiger, der blodigt river øjnene ud af hovedet eller flænses af en haj i et badekar – ja, så bevæger hun sig ind på en bane, som i forvejen er kridtet grundigt op.
På samme måde har kunstnere som Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord vist vejen med tematikken om små storøjede piger, som viser sig knap så uskyldsrene.

Keramiker på kunstens bane
Dette territorium har vist sig yderst gangbart at søge ind i for Rubinke, som er en lille komet i kunstverdenen. Hun tog afgang fra Glas- og Keramikskolen på Bornholm i 2008, men orienterede sig fra starten mod kunstverdenen og har allerede nu udstillet på museer i England og Kina og kan i øvrigt slet ikke følge med efterspørgslen på værker.

Sort porcelæn
Der er noget charmerende nørdet ved disse håndværksmæssigt perfekte porcelænsfigurer, og intentionen om at sætte tingene på spidsen er da også åbenlys.
Man kan forfølge tankegangen og se figurene som psykologiske nedslag i sindets mørke, på bagsiden af den pæne facade, omverdenen normalt ser. Alligevel er jeg ikke rigtig begejstret.

Jeg ryster ikke
Måske er jeg forhærdet af for meget Hitchcock og gedigen gyserkunst. Jeg bliver berørt, når jeg ser Cindy Shermans voldsomme dukkebilleder, Damian Hirsts overskårne hajer eller Lemmerzs selvportræt som sprængt selvmordsterrorist hugget i marmor. Men jeg ryster ikke i mødet med Rubinke.
Og selv om sammenligningen med de store koryfærer selvfølgelig er fuldstændig urimelig, må kunst, der lever af chokket jo også vurderes på, om den rent faktisk chokerer.

I den sammenhæng forekommer det næsten symptomatisk, at skårene fra det tabte og ituslåene hovede i værket Head of the Game ligger ufarligt pænt stablet foran figuren.

Manglende kompleksitet
At gyset ikke rigtigt folder sig ud for denne anmelder handler også om, at værkerne mangler kompleksitet.

Den traditionelle porcelænsfigur er sød og romantiserende. Og ja – selvfølgelig er det nærliggende at eksponere det omvendte fortegn: lemlæstede, blodige og “gruvækkende” figurer. En serie engle på porcelænsskyer viser, at himmelvæsenerne netop ikke er perfekte, hvad titlerne ydermere med overdreven pædagogik skærer ud i pap: Nobody´s perfect.
Ikke mindst denne serie er altså hurtigt læst og efterlader ikke meget føde til eftertanken.

Mystik og poesi
Faktisk kan jeg bedre lide figurerne uden teaterblod.
Blind Faith viser en pige med guldkors, hvis ansigt er dækket af hår. Hun står på kanten af den pyntelige sokkel med fare for at falde og rummer en mystik og poesi, som ikke helt kan aflæses sømløst og en til en.

Ligeledes vækker værket Diving into Despair også spørgsmål. Vi kommer  tættere på mareridtet her, end når Rubinke råber højt – fordi scenen rummer større kompleksitet.

Jeg ser frem til at møde denne mindre entydige Rubinke en anden gang – og få det kunstneriske gys, der risler ned ad ryggen.