Horsens kunstmuseum er tilbage ved rødderne

Udstillingen har en særlig afdeling, som er helliget de værker, som museet købte i løbet af det første år. Her er der mange pletskud. Navne som slog igennem efter, at Horsens kunstmuseum havde kastet sin kærlighed på dem. Her er også en del forbiere, som ikke siden er set i det gode selskab.

Det hele flyder sammen
Dog syntes jeg ikke, at det nogensinde bliver rigtigt godt de mange pletskud til trods. Den fascination, der kunne være i at se nogle kunstnere, før de blev store, drukner desværre i det faktum, at jeg ikke syntes, at de er noget særligt.

Mange af billederne har et udtryk, som er meget ens, og det får desværre meget af udstillingen til at flyde sammen. Få af værkerne formår derfor at gøre varigt indtryk.

Ofte er det rygklappende portrætter, de forskellige kunstnere har lavet af hinanden. Rummet kommer derfor til at virke mere som et slags persongalleri over danske billedkunstnere fra 80erne, og mindre som en udstilling med danske billedkunstnere fra 80erne.

Pik, kusse, kat og kost
Inden man kommer ind til selve malerisamlingen, skal man dog igennem museets grafik og tegninger fra det første år. Hvor malerisamlingen har tendens til at blive lidt kedelig, er tegningerne anderledes livskraftige.

Kvium er blandt andet repræsenteret med en lille akvarel af to kvinder, som enten er meget lidenskabelige eller meget sultne. Erik A. Frandsen har korsfæstet en hare, og Lars Ravn har portrætteret noget, jeg tolker som en art hekse-sabbat. Der er i hvert fald godt med kat, kost og erotisk nøgenhed.

Mellemgulvet i mellemgangen
Det gør sig i det hele taget gældende for mange af værkerne i mellemgangen. Der er en rå og umiddelbar erotik over dem, som gør dem langt mere interessante end mange af de store værker i rummene ved siden af. De er ofte sjove eller ligefremme, og viser kunstnerne fra en side som klæder dem, og som jeg ikke i samme grad ser i salen med malerier.

Det er her, de viser sig som vilde unge. Den vildskab syntes jeg desværre ikke, man ser så meget til i malerisamlingen fra det første år. Det er som om, al saft og kraft er gået til at udvikle et nyt formsprog på bekostning af motiverne.

Ryst posen
Resten af udstillingen er som sådan ikke ny. Det er museets faste samling, som har været udsat for en nyophængning. Man har så at sige rystet posen. Og den er bestemt ikke dårlig. Her er flere gengangere fra det første år, i en mere moden og interessant udgave. Men det er stadigt bare museets faste samling, og har man allerede set den, er det ikke sikkert, at man vil få noget nyt ud af jubilæumsudstillingen.

Når alt er sagt, er det en udmærket udstilling, og banker ens hjerte for dansk kunst efter 1980, er Horsens kunstmuseums jubilæumsudstilling ikke til at komme uden om. Og kigger man op i udstillingen fra det første år, så stik hovedet ind til malerierne, men koncentrer opmærksomheden om de saftige og vilde tegninger i mellemgangen.