Humanistisk billedstorm

Hvad sker der, når et kunstværk efterlader et skelsættende og massivt indtryk hos en anden kunstner? Og hvad gør denne kunstner, når dette værk består af en serie portrætfotografier?

Han indløser sin gæld til værkets skaber, ved, som en anden billedstormer, at berøve værket dets mest væsentlige element: mennesket!

Humanistisk dokumentarisme
Da August Sander i 1920ernes og 30ernes Tyskland skabte sit livsværk Menschen des 20. Jahrhunderts, en serie portrætfotografier af enorm omfang, var hans ærinde, at dokumentere datidens tyske samfunds sociokulturelle anatomi.
 
Han frembragte gennem sit arbejde ikke kun æstetisk holdbare fotografier, men i særdeleshed billedværker med en stærk overbevisende kraft. Sander fik personerne til at kigge direkte ind i kameraet, i en positur, de selv valgte, så fotografierne nærmest fremstår som selvportrætter.

Undersøgende appropriation
Michael Somoroff har hele sit voksne liv været beundrer af Sanders monumentale værk. I et interview i magasinet eyemazing fortæller han, at hver gang han betragter disse billeder, får han fornemmelsen af, at personerne står lige foran ham. Billederne besidder for ham en umiddelbarhed i formsproget, og han synes, der er en vis banalitet i personernes positur.

For at undersøge, hvorfor værkerne trods alt dette er så specielle, tilegnede han sig i 2007 flere af Sanders værker, og begyndte at fjerne personerne på fotografierne ved hjælp af computerteknik.

Bevidsthedens grænseflade
Omarbejdelserne fremstår overraskende og imponerende vellykkede. Dog ser vi nøje efter, er der noget mærkeligt, noget unaturligt over de rettede områder.

Hist og her kan der spores små skævheder i perspektivet, små gentagne pixel-fragmenter og næsten usynlige optiske forskydninger, lige som et lag, der lægger en unaturlig struktur hen over baggrunden.

Hermed visualiseres grænsefladen mellem den fraværende persons bevidsthed og omverdenen, et billede på personens usynlige men mærkbare aftryk, som den har efterladt i vores erindring.

Nødvendig distance
Forudsætningen for, at udstillingen Absence of Subject fungerer, er, at vi i første omgang helt og alene bliver konfronteret med originalværkerne, hvor billederne nærmest præger sig ind på nethinden. Umiddelbar herefter præsenteres omarbejdelser inde i udstillingens andet rum.

Og det er her i processen, vi får bekræftet Sanders fotografiers æstetiske holdbarhed. Vi skal på egen krop erfare, at vi er i stand til, at knytte omarbejdelserne til de respektive originaler, når de står hver for sig, adskilte i tid og rum. 

Menneskeliggørelsen
Men det, der efterlader det største indtryk, er menneskeliggørelsen af de portrætterede personer i vores bevidsthed. De fraværende mennesker får betydning for os, når vi begynder at bevidne deres eksistens.

Det gør vi, når vi kan huske de fraværende, når vi står over for det tomrum, de har efterladt: “Her stod retsbetjenten; her sad de to damer og drak te; på denne sti vandrede de tre unge landmænd; her læste de blinde børn deres lektier… “.

På denne måde bliver det os, der er efterladt i et tomrum efter dem.

Legemliggjort længsel og tomhed
Michael Somoroffs eneste rene fotografi i udstillingen er værket Absence of Subject, et stort, mørkt platin-palladium-print, som er ophængt mellem de to udstillingsrum. Værket udgør kernestykket i udstillingen, og danner både dens ledemotiv og opsummering.

Det pointerer  – legemliggjort i tæt koncentreret form – den tomhed og eksistentielle meningsløshed, der (også) er et vilkår for os dødelige.