Hvad er det her, en udstilling for myrer?

Cantinas aktuelle udstilling med titlen What is this, an exhibition for ants? udfordrer konventionen om, at større er bedre. Rummet virker tomt, og vores reporter må på jagt efter de bittesmå værker. “Opdagelsen spiller en større rolle, fordi man ikke får det hele givet på forhånd”, fortæller en af kuratorerne bag udstillingen.

”Er det Kejserens nye klæder?” spurgte en gæst til ferniseringen. Ikke helt. For i modsætning til H.C. Andersens eventyr har kejseren rent faktisk tøj på. Det er bare meget svært at få øje på. Birke Gorm, Jens Settergren, Julie Stavad, Laura Hjort Jensen og Mikkel Carlsen har hver især skabt værker, som ikke måler mere end 3 x 3 x 3 cm. Og nej, det er ikke en udstilling for myrer.

”Der kan være en idé om, at jo større man laver værket, jo mere teatralsk eller magtfuldt bliver det,” siger Mikkel Kaldal, som sammen med Stefan Bakmand har kurateret udstillingen. Men den forestilling forsøger værkerne i det lille udstillingslokale på Godsbanen i Aarhus at modbevise. ”Opdagelsen spiller en større rolle, fordi man ikke får det hele givet på forhånd,” siger Stefan Bakmand.

Mikkel Kaldal og Stefan Bakmand er begge en del af det unge atelierfælleskab Corporum, som driver udstillingsstedet Cantina. Foreningen Corporum er støttet af Aarhus Kommune med det formål at styrke det aarhusianske kunstmiljø.

“Cantina skal hjælpe unge kunstnere. Vi har meget fokus på, at vi gerne vil give de unge kunstnere de betingelser, vi gerne selv vil have,” siger Mikkel Kaldal og henviser blandt andet til betaling af transport og forsikring af værkerne.

Skrøbelighed på snor

Med frygt for at træde på værkerne, bevæger jeg mig forsigtigt ind i udstillingslokalet, som synes pinligt tomt. Mit blik vandrer fra de hvide vægge til de store ventilationsrør, og efter et par sekunder får jeg øje på en lille sort skikkelse. Mine fødder føles store og klodsede, mens jeg tager et par skridt hen mod dét, der heldigvis viser sig at være et værk.

Med bøjet ryg læner jeg mig ind mod en insektlignende krop, som hænger fra loftet i en meget tynd tråd og svajer i luften fra radiatoren under den. En kaotisk sammensmeltning af organiske løsdele, som mest af alt er meget døde.

“Det er som en Frankenstein af insekter,” siger Stefan Bakmand.

Den lille Frankenstein består af kartoffel, pindsvinepigge, menneskehår, kobberledning, et edderkoppekorpus, tidselfnok og proteablade. Den frastøder mig, men får mig alligevel til at rykke nærmere. Jeg holder vejret et par sekunder, så mit åndedrag ikke blæser værket itu.

Èn stor performance

I lyset fra det store vindue toner et miniaturevindue med sprosser frem. Vinduet er muret cirka 7 centimeter ind i væggen, og da det er placeret i en dyb vindueskarm, må jeg gøre en ihærdig indsats for at få et ordentligt kig ind. Jeg stiller mig en smule på tæer, strækker nakken og bøjer mig både sidelæns og forover.

Det er blot det ene af i alt fire vinduer, som Mikkel Carlsen har placeret forskellige steder i rummet. Både størrelsen og placeringerne udfordrer min evne til at se og tvinger mig til at betragte værkerne fra forskellige synsvinkler.

Stefan Bakmand fortæller, at netop placeringen af vinduerne gjorde, at ferniseringen blev som én stor performance, hvor folk hele tiden bevægede sig rundt i nye kropslige positioner. På knæ, på hug, på tæer.

Ridser i lakken

Det næste værk jeg støder på, er også udstillingens mest farverige. En kunstig negl lakeret i en dyb pink.

Julie Stavad har stukket en nål gennem neglen og hængt den op på en af stolperne i rummet. Næsten som om, hun har punkteret neglen gennem dens glatte overflade, som glinser i lyset.

Nålen bryder perfektionen. Ridser i kosmetikken. Et tema som Stavad i øvrigt arbejder meget med.

Værdien bag valutaen

Også Jens Settergren har bidraget til udstillingen med tre værker, som ligger på gulvet langs væggene. Helt ubeskyttet mod fejltagelser og fodtrin.

“Der var heldigvis ingen, der trådte på værkerne til ferniseringen,” fortæller Mikkel Kaldal.

Settergrens værker består af bier klistret fast til quarters og dimes. På den ene side har vi de amerikanske mønter med magtfulde portrætter af tidligere præsidenter. På den anden side har vi bierne; den hierarkiske struktur og de arbejdere, der er med til at skabe en valuta.

En venlig påmindelse om, at penge ikke blot er værdipapirer, men også symboler på de værdier, vores samfund er bygget på.

En enkelt myre

Jeg får lov at dvæle ved insekterne. Denne gang myren, som i øvrigt spiller hovedrollen i udstillingen. Den nævnes i hvert fald både i titlen på udstillingen, som er et citat fra komediefilmen Zoolanders og i bogen Akaciefrøenes Forfatter, som udstillingen henter inspiration fra.

Akaciefrøenes Forfatter er et litterært værk af den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, som bygger på både fiktion og videnskabelige artikler. Bogen tematiserer menneskers kommunikation med andre arter og hvordan mennesker for eksempel fortolker myrernes sprog, når de kommunikerer gennem akaciefrø.

Myren. Den hårdtarbejdende beskytter, der ligesom bien er kendt for sin organiseringsevne. Den løfter i flok, men her på væggen hænger den ganske alene.

Birke Gorm har givet sin ståltrådsmyre lov til at eksistere i sin enkelthed. Hun giver plads til fascination og eftertanke, og det bliver en sidste poetisk bekræftelse af, at det store meget vel kan findes i det små.