Hvad glor du på?

Går man en tur i Nationalmuseets Etnografiske samling af inuitiske kulturgenstande, er der for tiden pludselige kortslutninger.

På et større antal fotografier, malerier og videoværker er tingene enten helt bogstavliget vendt på hovedet eller pludselig – nærmest konfronterende – personligt.

Vi er på tur i udstillingen Tupilakosaurus: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie (1981-2006) sat i scene på både Nationalmuseet og Den Frie Udstillingsbygning af kuratorgruppen Kuratorisk Aktion.

Grønland stirrer tilbage
Et grøndlandsk landskab betragtes af en nøgen kvinde, siddende med ryggen til, med sælskindsbukser på hovedet. Et andet sted samme kvinde, nu med kamik på hovedet. Kvinden er Pia Arke.

Et tredje sted konfronteres man med et fotografi af en anden grønlandsk udseende kvinde med ét bryst. Kvinden kigger uanfægtet på beskueren, og der hvor det andet bryst tidligere var, er der nu kun et stort ar. På hendes knæ ligger en brystprotese.

Det er ikke det Grønland vi normalt møder: En kajak, en nationaldragt, fangstredskaber, håndtrommer og tupilakker. Vi kan ikke gå uanfægtet igennem udstillingerne og mødet med Arke. Grønland stirrer med Pia Arkes små poetiske og fortættede indgreb tilbage på os som danskere, som mennesker.

En verden uden flag
Pia Arke døde i maj 2007 bare 48 år gammel og midt i en kunstnerisk karriere, som ikke ligner nogen anden, og hvor projektet aldrig blev endelig udfoldet. Og tager man til Den Frie udstillingsbygning oplever man omfanget af dette kunstnerisk projekt.

Pia Arkes kunstværker (fra perioden 1981-2006) konfronterer stereotyperne, og vi bliver tvunget til at forlade forestillingen om ét Grønland og ét Danmark.

Etnicitet, oprindelighed og den kulurelle orden forlades til fordel for en ny identitet og et nyt kulturbegreb, der konstant forhandles. Man træder ind i en verden uden flag og møder en kunstner, der brugte sin kunst som grundforskning i det at være menneske i en postkolonial verden.

Pia midt i verden
Pia Arke var midt i det. I mere end én forstand. Hun var midt i livet, midt i kunsten, og det projekt hun havde igangsat, og så var hun placeret midt imellem to nationer: Grønland og Danmark, en koloni og en kolonimagt, en grønlandsk mor og en dansk far. Og hendes kunst bevæger sig netop i dét mellemrum:

“Jeg gør kolonihistorien til en del af min historie på den eneste måde, jeg kender til, nemlig ved at tage den personlig,” skriver Pia Arke selv i 2003 i forbindelse med udgivelsen af bogen Scoresbysundhistorier.

Det er beretningen om et stykke dansk kolonihistorie, hvor en lille østgrønlandsk fangerbefolkning ender som en brik i et dansk-norsk kolonimagtspil om ‘vore oversøiske besiddelser’.

Meget pardoksalt er det første gang at Pia Arkes projekt præsenteres for et større publikum herhjemme.

Kunstens tredje rum
I kunstens rum fandt Pia Arke netop muligheden for at udtrykke sig personligt og operere i et tredje rum imellem hendes identiteter. Her kunne denne grundforskning i identitetens, kulturens og historiens tvetydighed foregå. Men hendes kunst peger ikke bare tilbage på hende selv, men, som kunsten netop formår, peger hun på os alle og de menneskelige vilkår.

Opfordringen til dig som beskuer er tydelig: Søg det komplekse og mangetydige, ikke det fikserede og simple. Videnskabens objektive mål efterlades som de utopier de er.

Etnoæstetik
Vil man ned i grundstenene i Pia Arkes kunstneriske undersøgelser, så er det lille akademiske skrift Etnoæstetik (1995) et oplagt sted at starte (og udstillingsarrangørerne har sørget for en flot tresproget – dansk, grønlandsk og engelsk – genudgivelse). Her kan man få en yderst skarpladt introduktion til Pia Arkes mangefaceterede kunstneriske projekt.

Etnoæstetik understreger både det forhold at Pia Arkes projekt er æstetisk (kunstnerisk) og at Arkes opgør også handler om det at være ‘kunstner’ i et felt, hvor ens etnicitet foreskriver nogle kunstneriske forventninger. Altså, hvad vil det sige at være ‘grønlandsk kunstner’ og hvad er ‘grønlandsk kunst’, når man spørger den der betragtes?

Spørgsmål, som var meget nærværende for Arke, der på dette tidspunkt gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Opgør med det europæiske blik
‘Etnoæstetik’ dækker over den vestlige og europæiske betragters “selvtilstrækkelige fornuft” og stereotype ide om kunst skabt af kunstnere fra den tredje verden – dem der er underlagt den europæiske betragter. Men samtidig ligger hun, og hendes projekt, op til en forskydning af denne stereotyp og kunstneriske produktion.

“Vi, de etniske, kan bidrage til kritikken udefra, hvilket synes at være det rigtige sted at kritisere den europæiske selvtilstrækkelighed fra,” som Arke skriver. Og det overgreb, som der reelt er tale om, illustreres i Bodil Kaalunds Grønlands Kunst (1990) og udtrykker sig som en ophøjelse af en ‘oprindelig kunst’, der bekræfter de etnografiske forhold og det primitive.

Den sidste trommesang
Det vil sige at den grønlandske kunst er god, når den udtrykker sin oprindelighed og forankring i det grønlandske, i “treklangen: Menneske, dyr og natur,” som Kaalund skriver.

Hun fremhæver fx en grønlandsk kunstner som Hans Lynge (der helt tilfældigt vises i disse dage på Nordatlantens Brygge under titlen Hans Lynge – mennesket og myten), fordi han aldrig glemmer sit ståsted, og dermed bekræfter sin ‘grønlandskhed’. Se bare Den sidste trommesang (1984-1985).

De spolerede bastarder
Men når Bodil Kaalund betragter den nyeste kunst (Arke inklusiv), der har bevæget sig væk fra den rørende naivisme, så er problemet, at de helt modsat ikke sikrer grønlandskheden. For selvom de unge kunstnere ligesom forfædrene lytter til materialet, lader det komme til sin ret, så kan det være svært ifølge Kaalund at finde noget specielt grønlandsk i at lytte til fx foto, acryl eller videobånd.

Og Arke svarer: “Kaalunds sværmeri for grønlændernes oprindelige kunstneriskhed, hendes omfavnelse af de naive hverdagsskildrere, må af de unge kunstnere føles som et forsøg på at holde dem tilbage, holde dem nede, nemlig under Kaalunds beskyttende vinger.”

I mødet med de unge kunstnere oplever Kaalund ikke længere det uspolerede eskimoliv. Hun konfronteres tværtimod med surreelle og ironiske skrig, der kræver at hun tager stilling til sin egen position som betragter og dansk kolonialist. Hun møder en ‘bastard’ kunst og den europæiske fornufts opløsning: En NY etnoæstetik.

Her starter vi så – igen, og forhåbentlig vil Pia Arke udstillingerne kun være med til endeligt at fordre den opløsning.