Hvad kan en aktivist lære af modeugen?

Anne Sofie Madsen opererer gennem hendes arbejde med beklædning inden for et udvidet felt, som i grove træk kan defineres som magtundersøgelser. Hendes udsagn skiftes ikke ud, som vanligt i de sæsonprægede shows, men udvides og varieres gennem hver kollektion. Hendes for nyligt overståede show i den gamle magtcentral, Københavns Rådhus, cirkulerede omkring en krop, der var i konflikt mellem det at være et våben og et menneske. Våbenet er det, der er konstrueret til at gøre skade, mens mennesket er kroppen der kun eksisterer i fællesskab med andre mennesker.

Konflikten var tydelig i materialevalget, der igen og igen hyldede den gennemsigtige beklædningsgenstand, som danner grundlag for de rustning-inspirerede plader, Anne Sofie Madsen betænksomt placerer på de mest sårbare steder på kroppen.

Hvordan påvirkes omverdenen, når den ser en krop, der gennem gotiske fabuleringer omformes til en figur, til en ide?

Udfordring
Et bud kunne være, at beskueren af dette tøj på gaden tvinges ud af definerede tankemønstre omkring køn, seksualitet og skam. Der bliver skabt en øjeblikkets fiktion, hvis fortælling er pålagt beskueren selv.

Som ornamenterede kanoner, der igennem deres udsmykning præsenterer et objekt som smiler til menneskets destruktive tendenser, flirtede Anne Sofie Madsens værker med en kompleks virkelighed, hvor destruktive strømninger var lige så smukke som grumme.

Associationen til superhelte, der som deres lod i livet er dømt til konstant at kæmpe mod ondskab, blev gentaget gennem hver model, der vredt trampede ned ad rampen i armeringer, ammunition og med androgyne ansigter.

Som i de fleste mørke fiktioner kan kampene aldrig vindes, da modstanderen ikke kan identificeres som en størrelse udenfor bekæmperens egen krop og sind. Anne Sofie Madsens armé er splittet.

Det land vi tror på
Magtkampene, der blev præsenteret på Rådhuset, var en afspejling af den fragmenterede verden, de er skabt i:

Et land, der fører krig, men nægter at indrømme det over for sig selv og skabe bevidsthed omkring det.

Et land, der i normaliseringens navn tillader udryddelse af fostre med Downs syndrom med det argument, at kun 12-tals-borgere fortjener at leve.

Et land, hvor den amerikansk importerede politiske gøglerskole ”Spin” umuliggør vores politisk bevidste sjæle til at tage et standpunkt.

Et land, der kun synes forenet om én ting, nemlig viljen til at udslette de fælles skabte socialistiske værdier, der gjorde, at tidligere generationer skabte det smukke land, vi tror, vi lever i.

Sårbar og stærk
Konflikten hos de af- og beklædte modeller gemmer på et ønske om at være sårbar og stærk på en og samme tid.

Sårbar fordi Anne Sofie Madsen er bevidst om de politiske udfordringer, hendes arbejde eksisterer igennem, stærk fordi der er kampe på alle niveauer af hendes kollektion.

Den fundamentale kamp omkring kønnet som det, der definerer, hvem vi er, er i centrum.

De stærke, tynde piger synes gennem showets rustninger parate til at gå i krig.

I alle fald bliver de det, hvis de går en tur ned af Strøget i dette tøj.

Den æstetiske kamp om at turde stå ved sin ekspressivitet gælder for både designeren og for aktivisten.

Aktivistens værktøj kræver i øjeblikke at overskride janteloven, forlade naturskoven og blive grov i hendes og hans kampe for social retfærdighed. Ligesom Anne Sofie Madsens marathon-forberedelser hvis mulige effekt på øjeblikke er overstået, bliver aktivistens arbejde båret af fart og styrke.

Uvisheden om sammenhængen mellem handlingens funktion og den ønskede intention præger begge genrer. Vreden, tvivlen og håbet driver de diametralt ens maskiner. Med ønsket om fri eksistens uden fordomme, kategorier og tvangsindlæggelser kæmpes der, i små fraktioner, de usynlige kampe, der skaber en politisk bevidsthed, der senere kan manifestere sig som samfundsmæssig forandring.

Vi – de politisk skyldige
På forunderlig vis stod Anne Sofie Madsens show som en aktivistisk handling. Men spørgsmålene om at indgå i en kommerciel branche må selvfølgelig trænge sig på, hvis en aktivist mener, hvad jeg gør. Min ambition er, som Anne Sofie Madsen, at udvide tankeapparatet, når der bliver diskuteret, hvor og hvordan der kan ændres.

Tøj og kunst er afhængig af produktion og formidling. Disse kan være af mere eller mindre fair karakter, men vigtigheden af dem må aldrig afskrives med det argument, at der er økonomiske interesser i spil. Vi alle er dybt indviklede i økonomiske sfærer, men besidder dog endnu en mulighed for at ændre dem. Vi er alle del af en krigsførende nation, men kan kræve ansvar og tydelighed. Vi kan være frie og bevidste, men ikke politisk uskyldige.