Hvad siger væggene?

Desværre er særudstillinger i byrummet stadig ikke et udbredt fænomen herhjemme.

Derfor er det strålende, at KØS – som museet for kunst i det offentlige rum – for tredje gang byder kunsten velkommen i det fri. Ligesom udstillingen Walk This Way i 2011 forholder værkerne sig til en rute fra KØS til Søndre Havn.

Et glimrende greb
Efter en fin lille introsal på selve museet, hvor skitsemateriale og informationer om de realiserede værker kan ses, er man klar til værkerne af Søren Behncke, Christian Schmidt Rasmussen og Søren Dahlgaard i byrummet.

Værkerne er samlet omkring en tankevækkende ide: Hvordan kan man omkode tre konkrete billeder på opdeling, afgræsning og systematik, så de går i dialog med byens liv. Altså hvad sker der, når hækken, hegnet og muren ændrer værdi og inviterer til dialog.

Desværre lykkes det ikke at udfolde dette kuratoriske greb på relationen by-menneske, der kunne have båret udstillingen langt videre.

Underholdende hække
Til MUR HÆK HEGN har Søren Dahlgaard skabt fire interaktive plastikhække. En ryster, en anden er cirkulær og drejer rundt, mens en tredje promenerer på en sokkel. Det mest vellykkede hæk-værk formår at skabe en mere konkret udveksling mellem os og omgivelserne: når, vi sætter os på en bænk, skyder hækken langsomt op af jorden, så den til sidst afskærer os fra at opleve udsigten/byen. En interaktivitet, der faktisk går i clinch med os, og som har betydning for oplevelsen af byen.

Dog fremstår serien af hække i altovervejende grad som et underholdende indslag. Det skyldes især, at værkerne ikke ”blender ind”  fx i forhold til en almindelig hæk og at plastikmaterialet svækker deres troværdighed (som hæk). Alt i alt bliver de ikke til en integreret kommentar.

Netop den konkrete udveksling mellem hækken som ”by-udstyr” og menneske var styrken i Dahlgaards hæk-projekt, som vistes i Brasilia i 2010. Her var de levende hække forsynet med hjul, og kunne derfor bruges til at skabe nye rumlige – og dermed sociale – konstellationer i byrummet. Udgaven i Køge savner denne betydningsmæssige dybe og subtile tilgang til emnet.

Pacman i storskala
Også Søren Behnckes bidrag til udstillingen er en gentagelse af et koncept – her endda fra føromtalte Walk This Way i 2011.

Behncke alias Posemanden har flere steder på havnearealet flettet billeder i diverse trådhegn.

Det er der kommet fine værker ud af. Omtolkningen af hullerne i trådhegnet til en slags pixel, som vi kender dem fra det digitale univers, er interessant og en befriende skæv måde at se verden på.

Som et ekstra element henter Posemanden ikke udelukkende sine motiver i den kollektive billedhukommelse – fra romerske mosaikker til Pacman – men tager ligeledes afsæt i en mere specifik billedkultur. Visse motiver er hentet i lokale broderimønstre. Samme med denne tolkning af Køges kulturarv, står Behnckes projekt stærkest i relation til et dialogiske perspektiv. Et vigtigt element i projektet er, at Posemanden har søgt flette-hjælp og fået den – i denne sammenhæng af DRs kunstklub.

Dette møde om kunsten i byrummet og dét at sætte sit præg er en inspirerende tanke, der indikerer et viralt potentiale. Altså at poseflet (læs: kunst) kan sprede sig som bevægelse og sætte aftryk på byrum uden for en ordnet udstillingssammenhæng. Dette anarkistiske præg tiltaler mig i høj grad.

Antropologisk billedkommentar
Eneste helt nye værkkoncept er Christian Schmidt-Rasmussens monumentale 32 meters billedværk.

Værket, Vi lever på ruinerne af en glorværdig fremtid, består af 16 tableauer, som skildrer forestillinger om, forventninger til – og ikke mindst visioner om – byens udvikling.

Forud for værket er gået en længere proces, hvor Schmidt-Rasmussen på bedste antropolog-vis har fotograferet og studeret Køge og dens borgere. Fotografier og indtryk, der efterfølgende er omsat til små modeller i pap, ler og papir. Og, det er fotomontager af disse modeller, som udgør kernen i de 16 tableauer.

Værket forundrer og underholder gennem en fin balance mellem det humoristiske og det paradoksalt absurde – mens andre elementer synes yderst pragmatiske.

Som beskuer virker værket stimulerende på den visuelle lyst til at gå på opdagelse i fantasier om, hvordan en by kunne være.

Kan man skabe bymiljøer?
MUR HÆK HEGN kobler sig til et langt støre projekt. Nemlig etableringen af et nyt kvarter i Køges Søndre Havn. Her har et af initiativerne været at anvende kulturen som drivkraft i udviklingen. På den måde er udstillingen ikke ”kun” udstilling, men ligeledes en del af en (politisk) forestilling om fremtiden.

Kendetegnende for fascinerende bymiljøer er ofte, at elementerne er kommet til over tid. Det kan en udstilling som MUR HÆK HEGN nok vanskeligt bidrage til. Men udstillingen kunne i mine øjne have tilstræbt en stærkere tilknytning til byens rum – bl.a. kunne de kuratoriske valg have været skarpere og fokuseret på mere subtile måder at komme i dialog med byen og borgerne.

Samtidig er et afgørende problem forholdet mellem udstillingsareal og antallet af værker. Nu er stort ikke nødvendigvis godt, men i et ”udstillingsrum” med stor udstrækning og højt til loftet kan værkerne drukne i plads. Særligt hvis de ikke er solidt integreret i rummet.

Flere af værker virker derfor underligt, ureflekteret eller måske endda kejtet ”opstillede” – de kunne i princippet ligeså godt have stået et andet sted. Dét skaber ikke tilstrækkelig dialog mellem værk, by og borger, hvilket i bund og grund må være et af målene ved at give folk uventede kunstneriske oplevelser.