Hvad skaber en dynamisk, levende kunstscene?

I 2017 skal Aarhus pudse sit brand som såkaldt Europæisk Kulturhovedstad. Processen frem mod det famøse år har allerede været længe undervejs, og spørgsmålet om der skal etableres en billedkunstnerisk manifestation i den anledning er naturligvis rejst. En stor kunstfestival med en håndplukket international kurator er en ide, der springer næsten som betinget refleks.

Men dels har kulturbyen, hvis overskrift er Re-think, ikke nogen økonomi på plads til sådan et tiltag, og dels er en stor kunstfestival med billedkunstner Anders Vistis ord “et ret genkendeligt format”:

“Jeg vil ikke tale imod en international kunstfestival, men man kan bare ikke starte dér, hvis man for alvor vil have noget, der er gentænkt”, argumenterer han og skitserer den fornemmelse, der kan opstå ved at deltage i et projekt, der hedder Re-think:

“Måske er man i virkeligheden længere væk fra at gentænke noget som helst, fordi der i forvejen er en kategori af `re-thinking´, man skal optræde i”.

At tage tematikken alvorligt
I en lille arbejdsgruppe sammen med Kim Grønborg (billedkunstner og styrmand på udstillingsstedet Spanien 19C) og Michael Roloff (fra bl.a. ROPOPU – Room for Potential Publishing) har han sat sig for at tage kulturby-tematikken alvorligt og undersøge, hvad man kan gøre.

“Vi fandt ud af, at vi måtte starte et andet sted fra”, fortæller han. “Det handler blandt andet om at anlægge et bredere perspektiv, som rækker udover kulturby-eventen, som måske først og fremmest er et turistprojekt, der ikke nødvendigvis har noget med billedkunst at gøre”.

Som en række mellemstationer med værdi i sig selv tog gruppen initiativ til en række debat- og kortlægningsarrangementer, hvor Lise Autogena, Kristoffer Ørum og Agnieszka Roguski kom med indspark. Alle er billedkunstnere med erfaringer i kulturpolitik og organisering af kunst.

Endnu vildere!
Arrangementerne gav nyttige input. Kristoffer Ørum tog eksempelvis afsæt i projektet Radiant Copenhagen – en virtuel, utopisk model af København – som byplanlæggere sidenhen er begyndt at skele til. Det er ifølge Visti en god pointe:
“Selvom man som kulturhovedstad forestiller sig et stort stads – så kan en billedkunstnerisk tilgang være at forestille sig det hele endnu vildere og endnu mere utopisk”.

Læs anmeldelsen af Radiant Copenhagen

Lise Autogena talte med forbillede i Artist Placement Group (engelsk kunstgruppe fra 1970´erne med bl.a  Barbara Steveni, John Latham og Barry Flanagan) om en kunstnerfigur, der kunne gå ind i en offentlig forvaltning og tænke med der – som en form for hacking.

“Måske er det nogen gange kunstneren selv, der skal tænke, hvad man egentlig kan stille op i den der meget smalle økonomi”, funderer Visti. “Det er godt at snakke med kunstnere, for de er vant til at tænke i fleksible strukturer og institutioner og få mest muligt ud af det.
Skismaet er jo, at vil man have en international triennale eller lignende, så skal man have en vis økonomi sikret – til gengæld mister man måske den fleksibilitet, som er ønskværdig for kunstneren”.

Selvorganiserede dynamoer
Anders Visti er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi på et tidspunkt, hvor DIY og selvorganisering var helt centrale temaer. Han ser den fleksible institution som en produktiv tilgang, som også slår igennem i en by som Aarhus, hvor der hurtigt kan etableres smidige samarbejder, som for eksempel samarbejdet mellem det Jyske Kunstakademi, det kunstnerstyrede udstillingssted rum46 og Room for potential publishing.

Men når talen falder på, hvad der generelt fordrer en dynamisk kunstscene, peger Visti på, at der er nogle strukturelle problemer, som også relaterer til spørgsmål, som Agnieszka Roguski rejste under et af debatmøderne. Med udgangspunkt i kunstscenen i Berlin diagnosticerede hun det problematiske i, at en kreativ klasse – 900 gratis arbejdende mennesker på 150 off-scene udstillingssteder – `udnytter sig selv´ for at markedsføre byens brand Poor but Sexy.

Produkt versus proces
“Det, der kan promotes, har måske bedre betingelser end nogensinde, men den proces, der skaber det, der kan promotes, har virkelig ikke særlig gode vilkår”, siger Anders Visti og fortsætter: “Der er overordentligt mange kunstmuseer pr. indbygger i Danmark, men dem, der producerer kunsten, er lidt på tålt ophold”.

Men har store institutioner ikke en gavnlig afsmitning på produktionsmiljøet?

“En stor intitution som Aros suger de store roadshows til sig, der cirkulerer mellem europæiske museer, og det er godt at se gode kunstnere lave store visninger. Lad det så i første omgang ligge, at man skal tåle dronningens malerier for at få internationale stjerner til byen – jeg forstår godt mekanismerne bag det. Men set fra en position som off-scene kunstner tror jeg ikke, det store kunstmuseum er befordrende for en aktiv producerende kunstscene.”

Anders Visti er bekymret for, at der fokuseres så meget på det, der kan promoveres, at man holder op med at tænke på, hvordan det bliver produceret. Han ser det som et symptom på en betænkelig eventkultur.

Det er i virkeligheden ikke så meget der skal til:
“Et større fokus på støtte til drift til kunstnere og små selvorganiserende institutioner, på det der har med den fortløbende kunstproduktion at gøre – for eksempel arbejdslegater eller billige værksteder. I Aarhus kan man stadig søge om offentlig støtte til at lave værker, men støtte til drift er nærmest forsvundet fra budgettet – og i det hele taget er puljen til det producerende lag blevet kraftigt beskåret”.