Hvem slog det vilde maleri ihjel?

Der var engang, man kunne malemed sit hjerte og al sin energi. Hvor billeder ikke havdebudskaber, men var ren følelse.

Med tanke på denne kliché harDexter Dalwood udvalgt en håndfuld billeder af lidt yngre kunstnere.Overfladisk set virker de meget spontane, ekspressive og voldsomme.

Kigger man lidt efter, starterusikkerheden. Malerierne viser sig at være meget mere velovervejede ogplanlagte. Drømmen om det umiddelbare, direkte kunstværk bliver sat til udluftningpå udstillingen DeKooning, DeKooning, DeKooning.

Det inderlige maleri
Hvem kender ikkefortællingen om van Gogh, der brændte inderligt og stærkt for sit maleri? Såinderligt at han helt brændte ud, afmonterede sit øre og til slut måtte tagesit eget liv. Eller den om Jackson Pollock, der malede med hele sin krops intensitetog derfor udtømt gik til i druk?

Hvem har ikke en tante,der har været på kunstskole og mener, at kunst ”ikke skal forklares, men kunopleves”?

Det er stadig så udbredtat tænke, at kunst – rigtig kunst – altid opstår spontant og vildt og voldsomt.Maleren er en mystiker og seer, der har kigget ind i sig selv og bragt nogetdybt med til overfladen og helt ud i hånden, der fører penslen.

Mellem abstrakt og det der ligner
Introduktionen til denlille udstilling i Bredgade spørger, om vi stadig kan tro på et spontantmaleri? Den slags kunst, der ligger mellem det helt abstrakte og det mere figurative.

Og som udtrykkerkunstnerens egen person.

Galleristen viser mig etabstrakt, ekspressivt og ganske smukt maleri holdt i blå toner af JillMulleady. Door to the Ocean lignernoget af den betydningsfulde, amerikanske maler Willem De Kooning (1904-1997)på en glad dag.

Så afslører han fortegningeni pastelkridt. Det er akkurat det samme billede. Bare mindre.

Det planlagt umiddelbare
Mulleadys store oliemalerilignede noget spontant indtil konceptet blev klart. Er det ekspressive malerien løgn?

Rannvá Kunoys Poe-Naw-Grah-Fee ser i hvert faldekspressivt ud. Der er strøg og stænk og malingsløb i det sort-hvide billede.

Men også her har processenværet langsom og overvejet. De halvt udviskede tegn er overmalede, gjortslørede og manipuleret med masser af fortyndede malingslag.

Hvorfor har vi stadig brugfor at tro på, at stort maleri bliver til uden tanker og bevidsthed?

Kunstermyten
Som en kommentar til detteviser galleriet Paul McCarthys berygtede Painterfra 1995. En 50 minutters video, der gør grin med kunstnermyten.

En klovn med kæmpenæsevælter rundt i maling, mayonnaise og ketchup. Han angriber sine lærreder, sigselv og sine omgivelser. Han maler med penslen som sin pik og hakker og skærermed knive.

Dette er parodien på malereni sine følelsers vold, hos hvem hver meningsløs handling og gestus udtrykkernoget dybt og emotionelt.

Publikums længsel
Stuart Cumberlands TouaregBL162-2010 er malet med rulle.Den blå farve er påført mere eller mindre tæt på det hvide lærred. Og det eralt man får. Nogle enkle runde former og noget variation i farvens gennemsigtighed.

Alligevelsker det – nærmest mod min vilje – at jeg ser en masse intensitet i billedet.Jeg føler en lille længsel efter at opdage kunstneren selv et sted i udtrykket.

Fordet er jo det, der ofte er publikums største drøm: At se noget dybere end blotindhold og motiver. At forklare hvorfor lidt farve på en flade kan virkeintimt.

Status uafgjort
Udstillingenhos David Risley er både for lille og værkerne for varierede til at temaetbliver helt udfoldet.

Forvirkelig at starte en diskussion om det samtidige maleri, der virker spontant,men faktisk er dybt kalkuleret, skal der klippes et større lærred. Der liggeren ganske relevant og perspektivrig diskussion og venter.

Forhvis drømmen om den direkte adgang til andres følelser og oplevelser slet ikke ermulig – selv ikke i kunsten – hvordan kan vi så overhovedet dele hinandensverden?

Men udstillingens malerierer i hvert fald gode. Rigtigt gode.