Hvilken debat?

Den 22. maj inviterede AICA – Foreningen af Danske Kunstkritikere indenfor til en debat om de københavnske kunsthallers rolle og fremtid, for hvilken fremtid venter, nu hvor fem kunsthaller snart bliver til syv?

Til at tage del i debatten sad Mads Damsbo, leder af Gl. Holtegaard samt formand for Foreningen af Kunsthaller i Danmark, klar sammen med Mikkel Bogh, rektor for Kunstakademiet, Henriette Bretton-Meyer, leder af Overgaden – Institut for Samtidskunst, Elisabeth Delin Hansen, leder af Kunsthallen Nikolaj, Mark Sladen, leder af Kunsthal Charlottenborg samt Kristoffer Weiss, arkitekt og med-intiativtager til den kommende kunsthal på Carlsberg. Sammen skulle de seks paneldeltagere debattere kunsthallernes rolle og fremtid, samt hvilke muligheder og udfordringer koncentrationen af de mange kunsthaller i København indebærer.

Sagens kerne
Mest presserende var spørgsmålet om hvorvidt den københavnske kunstscene kunne rumme endnu to kunsthaller. Var og er der så at sige kunst nok til alle, eller rettere; interesse og efterspørgelse nok? Er de forskellige kunsthallers profiler, eksisterende og kommende, tilstrækkeligt stærke og særegne til, at de til sammen bidrager til en dynamisk og varieret kunstscene?

Debattens udgangspunkt var således ikke de enkelte kunsthaller, men forholdet mellem dem; i dét samlede udtryk de tilsammen skaber samt i de muligheder, det potentiale, men også de udfordringer som opstår i takt med, at spindelvævet af haller vokser sig større.

Fokus på enkelt positioner fremfor på relationer
Men fremfor at se på relationerne imellem, se på spindelvævets muligheder og benspænd, da forblev fokus i høj grad alene på de enkelte kunsthaller. Her blev de varierende profiler slået fast, fremtidsvisionerne understreget, bevæggrunde pointeret og kunsthallernes forhistorier fortalt.

Et overblik og en indsigt i strukturen kunsthallerne imellem, i hallernes ligheder og forskelle trådte således frem og satte scenen for, at en debat kunne træde ind i dagens spotlys, en debat hvor kunsthallernes fælles fremtid ville blive diskuteret. Men fremtidens muligheder endte – groft sagt – i ingenting.

Copenhagen Art Festival
Forventningerne til den kommende Copenhagen Art Festival er til gengæld meget udtalte. Særligt ved festivalen, som lægger fra land den 24. august, er samarbejdet mellem de nuværende fem kunsthaller om sammen at skabe en samtidskunstfestival i København.

Samarbejdet omkring Copenhagen Art Festival lader således til at have styrket relationen mellem kunsthaller indadtil, og man kan kun håbe på, at festivalen ligeledes, når den til august slår dørerne op, vil styrke relationen ud af til.

Fællesfront?
For måske er det lige netop via relationen, via styrkelsen af samarbejdet, via en stærkere formidling af, at København ikke blot har én kunsthal, men mange, ikke kun har plads til fem, men til syv, at det så at sige ikke handler om at have plads nok, ikke handler om at kæmpe mod hinanden for at vinde publikums gunst, men med hinanden for herved sammen at konkurrerer mod Københavns andre kulturinstitutioner. Måske?

Denne eftermiddag blev vi ved ‘måske’, for svarene udeblev, idet debatten holdt sig i vandkanten fremfor at svømme længere ud – der ud, hvor bunden ikke længere ses. Dér, hvor man tager et standpunkt, om det så blot er indtil man tager et nyt, debatterer fremfor at referere, diskuterer og går i dialog, fremfor blot at konkludere at standpunkter er forskellige, spørgsmålene mange og potentialet stort.

Arrangementet den 22. maj affødte således et nyt spørgsmål, et spørgmål, der i lighed med artiklen her, ikke stiller sprøgsmåltegn ved kunsthallernes kvalitet, deres ambitioner og formåen, men som stiller spørgsmål ved selve debatten, for hvor er debatten? Hvilken debat står vi så at sige tilbage med, hvis ingen egentlige spørgsmål stilles, besvares og det dybe vand aldrig indtages af frygten for at sige det forkerte, for ikke at kunne bunde?