Hvordan kan vi beskrive, hvad kunsten er – eller kan være – i dag?

100 år efter, at kunstneren Marcel Duchamp valgte at skabe værket Fontæne, er kunstbegrebet stadig til diskussion, fordi der stadig er en generel og ganske udbredt mangel på forståelse for, hvad kunst er. Men nu må det simpelthen være slut – eller sagt på en anden måde: Nu vil vi markere 100-året for Fontæne og træde konstruktivt ind i problematikken.

Og nu får vi hjælp, uvurderlig hjælp faktisk, fra flere sider…

Der er få ting, der får mine tæer til at krølle som spørgsmålet: Jamen, er det kunst? På samme måde kan jeg blive ret trist på kunstens vegne, når jeg får en opfattelse af, at det er en meget lille del af kulturforbrugerne, der forstår, hvad kunst er – og kan være i dag, hvor kunst er meget andet end maleri og skulptur. Og som en del af censorholdet ved årets KE i Den Frie Udstillingsbygning fik jeg blot bekræftet min frustration. Der er stadig rigtig mange, der til trods for, at de forstår sig selv som kunstnere, ikke har en grundlæggende viden om, hvad det kræver at skabe et værk, der har en betydning, som rækker ud over og stikker dybere end ren og skær repræsentation.

Kunsten er (stadig) død men sprællevende
Faktisk fik min oplevelse med KE, der i mine øjne endte med at være en fin, skarpt skåret selektion og ret samtidig ytring fra kunstens brogede felt, undertegnede til at tænke over mulige strategier i forhold til denne for kunsten lidt ærgerlige tilstand. Hvad kunne jeg, redaktør ved et af Danmarks centrale kunstmedier, egentlig gøre? Hvordan kan vi som kunstfaglige forklare det på en ordentlig og produktiv måde, at kunst i dag kan være hvad som helst, men netop af den grund kræver en særlig intention og udfoldelse, før det ’virker’ og kommunikerer som værk? Hvordan kan vi forklare, at kunsten er død, imens den er sprællevende?

Det er her, vi står – stadigvæk – efter 100 år. Dengang var der tale om en radikal bølge af kunsteksperimenter, en tidlig dadaisme, imens 1. verdenskrig indledtes og det at skabe stor Kunst syntes irrelevant, omsonst eller udsigtsløst. Derfor er der i dadaismen også en vis form for kynisk opgør, en vred revolte og sort humor, der illustrerer noget af den drivkraft, der formentlig gjorde, at et pissoir fandt vej til en censureret udstilling i New York, hvor det i øvrigt blev afvist. Værket endte dog samme år på en galleriudstilling i New York (Galleri 291).

En kunstner kommer til undsætning
Men hvad vil det sige at stå med den arv som kunstner i dag? Den danske kunstner Asmund Havsteen-Mikkelsen, der både er maler og dybt optaget af dadaismens grundlæggende tænkning, revolte og værkbegreb, har skrevet to bøger i løbet af de sidste par år.

Det er ikke et særsyn, at billedkunstnere reflekterer meget ihærdigt over det at lave kunst – det hører på mange måder med til faget. Men der er ikke så mange kunstnere, der også har en kandidatgrad i litteraturvidenskab og virkelig kan finde ud af at skrive. Det blev til først det digre værk Generic Singularity (2014) og dernæst kondenseringen af denne i den lidt mere tilgængelige, kunstfilosofiske håndbog Non-Philosophy and Contemporary Art (2015) – begge udgivet på forlaget A Mock Book her i København. Den lille, men komprimerede, sag sad jeg med i hånden i november, da mine frustrationer var størst. I februar, over fire uger, vil vi her på kunsten.nu publicere fire essays, der er forkortede og reviderede oversættelser af bogens centrale pointer omkring fire spørgsmål:

1. Hvad er samtidskunst?
2. Hvad er det kunstneriske projekt?
3. Hvad er kunstnerisk erfaring?
4. Hvad er fremtidens kunstneriske aktivitet og eksistens?

Både Asmund Havsteen-Mikkelsens og vores håb er, at der er rigtig mange læsere, der vil få et revideret indblik og en forhåbentlig klarere forståelse af, hvad præmisserne og vilkårene er og kan være i dag for det at være, skabe og opleve samtidskunst.

Kunst eller?
For ganske nylig gik det op for mig, at der var udgivet en ny såkaldt Tema-Jumbobog med titlen KUNST ELLER ? (12. dec.). Selv i Andeby har man erkendt problematikken! Og den får på alle tangenter over de 512 sider med ‘kunsthistorier fra Andeby’:

Vi bliver introduceret til kunstens spæde begyndelse som hulemaleri og en diskussion om, hvorvidt kunsten opstod ud fra et behov om at skabe eller at kommunikere? Joakim von And vil selvfølgelig investere i kunst for vindingens skyld og må battle med rivalen Anderbilt om at få fat i det nyeste, og Fedtmule viser sig, som en anden Peter Kær, at være så god kunstformidler, at han får solgt samtlige malerier på en udstilling ved at opdigte egne historier som respons på værkerne. Imens drømmer Anders om at være et kunstnerisk geni, men ender hele tiden med at gøre folk forargede over hans ‘futuristiske’ og satiriske kunst, og Andersine indtager rollen som Peggy Duckenheim, der via fætter Vims’ action painting-værker får råd til at købe et gammelt palads til sin samling.

Med en kunstkritiker i hånden (værdisættelsens klassiske figur) tager Joakim von And, Anders og nevøerne til selveste Venedig Biennalen, hvor de bl.a. møder Mauricio Cattelan og hans seneste værk, en kasse, som han konstant bærer rundt på. De tager også til Tate Modern og Guggenheim i Bilbao for at se på den nye kunst (fra Duchamps ’tilstoppede vask’ til Olafurs The Weather Project) som mulige bud på investeringer. Men interessen forbliver ved Cattelans kryptiske kasse, der endelig (SPOILER ALERT!) viser sig blot at indeholde materialer til endnu et værk – skabt af dig selv!! Kunsten som en åben gestus til sin modtager, et potentiale og noget endnu ikke formuleret.

Det er kunsthistorie omsat energisk og engageret til børnehøjde, men fortæller også historien om en kunstbranche, hvor især penge og et prætentiøst vokabular pakker tingene uhensigtsmæssigt ind i salgsfloskler og meget luftige kasteller.

Kunst i bedste sendetid
Med Arvingernes nye sæsonstart den 2. januar tog vi endnu et vigtigt skridt. Nu handler seriens kunst nemlig ikke længere om døde kunstnere, traditionelle værkbegreber, reaktionær landsby-avantgardekunst med pot og hængerøv, kunstnersignatur, falsknerier og investeringer, men om kunst skabt af den nye generation, som en måde at kommunikere værdier og samfundskritik på i tiden. Med Hannahs involvering i det kollektive og aktivistiske kunstprojekt, hvor Danmarks koloniale fortid flettes ind klimaaktioner i Grønland, bliver vi placeret i en kritisk, kunstnerisk virkelighed, som er ganske opdateret, og hvor feltet mellem kunsten og aktivismen er i fokus.

Det er en kompleks kunstnerisk position, som heller ikke figurerer i Jumbobogen, da de konventionelle, finansielle og institutionelle kræfter typisk står i opposition til et sådan værkbegreb (bemærk også meget sigende bestyrelsesformanden Kims misfornøjede reaktion). Man kan forklare positionen og dens kunstneriske/aktivistiske intention således:

Aktivismen henter skarp og kreativ visualitet og kommunikativ dybde i kunsten, og kunsten henter politisk indignation og strategisk handling i aktivismen.

Hvornår har vi før fået indsigt i en så progressiv kunst (som Lone siger) i bedste sendetid? Det skal DR have af hjertet tak og stor applaus for.

Med Andebys, Arvingernes og Asmund Havsteen-Mikkelsens hjælp, bliver 2017 måske et værdigt og produktivt jubilæum for Duchamp og hans Fontæne. Og måske, når 2017 går på hæld, er vi langt ude over spørgsmålet, om det nu er kunst, og møder reaktioner lig Klaus’: “Der tog I sgu røven på os. Tak for det!”

Jeg vil runde denne halv-håbefulde diagnose af det kommende kunstår af med en passage fra Havsteen-Mikkelsen. En teaser, kalder den nye generation det vist:

“Systemet har magt, men de mest magtfulde er kunstnerne, fordi de har magten til at placere hvad-som-helst i systemet og dermed tvinge det i nye retninger (‘Jeg tror på kunstneren,’ som Duchamp sagde). De har magten til at tro på og autorisere det de gør – uanset om institutionen vil det eller ej. Røg, vand, ild, digitale bits, flydende beton, tape, kage – alt er muligt i ontologien for hvad-som-helst. Hvis det er interessant og vedvarende vil institutionen på et eller andet tidspunkt inkludere det i sit udstillingsprogram. En kunstner kan være ude af ’sync’ med sin tid, men tiden vil være tvunget til at indhente ham. Kunstnere gør altid deres egen tid forlegen, fordi de performer det ny. Nødvendigheden af hele tiden at måtte genskrive kunsthistorien bevidner dette.”

GODT NYTÅR!