Ikke for farveblinde

Det er et sørgeligt forsøg på illustration at sætte billeder i denne anmeldelse, da man slet ikke kan opleve Jette Gejl Kristensens komplekse 3D-fotografier uden det rette udstyr eller i den rette størrelse.

Hendes fotografier udforsker synssansen ved at tvinge os til at se på mange måder. Kombinationen af fotografier og 3D-briller med et rødt og et grønt glas lægger op til leg og eksperimenter. Værket fuldføres først i det øjeblik, hvor vi står foran det og udforsker dets muligheder. Jette Gejl Kristensens fotografier har nemlig ikke kun én løsning.

Synsbedrag og huller i billedet 
Hvor nogle af Jette Gejl Kristensens fotografier er forholdsvist traditionelle 3D-billeder, så har hun leget med genren i andre. I en sektion af udstillingen ser det ud som om, der er kighuller i billedet. Der er felter på billedet, som har en anderledes 3D-effekt end resten af billedet.

Det betyder, at billedet ændrer sig, når man ser på det med begge øjne eller alt efter, hvilket øje man lukker. Med det ene øje ser man kun få felter af billedet, mens man med det andet får hele billedet afsløret. Det er teknisk gennemført, og jeg kommer til at tænke på, at vi oplever verden både som en helhed, men også ud fra vores eget lille synspunkt.

Her stopper Jette Gejl Kristensen dog ikke. Bevæger man sig længere ned i rummet, så ændrer fotografierne sig, og helhedsbilledet bliver forvrænget af kighullerne. Selv når man kan se hele billedet, så er det forvrænget. Vores egen lille verden påvirker den måde, vi ser helhedsbilledet.

Væggen der aldrig stod stille
I et andet rum er der en rød væg med vertikale linjer. Der er mindre 3D-billeder placeret rundt omkring på væggen. Det interessante ved denne væg er, at den aldrig står stille. Ser man på den uden briller er 3D-billederne slørede, og farverne er forskudte for hinanden. Ser man derimod på væggen med briller, så ser billederne fantastiske ud, mens selve væggen sitrer.

Øjet forsøger at finde ud af, hvordan det skal takle den røde farve gennem et henholdsvis rødt og et grønt glas. Resultatet bliver, at det ser ud som om billederne er udspændt mellem de vertikale linjer, som nu hænger frit i rummet.

Det kan være frustrerende, at man aldrig helt kan få væggen til at slå stille, så man kan nyde de smukke detaljer, men der er også noget forfriskende ved, at man ikke bare tager brillerne på og får serveret det færdige billede. En sanselig udfordring.

Grå-zoner
Motiverne i Jette Gejl Kristensens fotografier er genstande fra forskellige loppemarkeder. Det er ikke tilfældigt valgt. Genstandene har haft en funktion gennem mange år og befinder sig nu i en mellemtilstand, hvor deres tidligere liv er forbi, og hvor deres nye liv endnu ikke er begyndt.

Denne mellemtilstand kan også ses i selve 3D-mediet. Når vi ser på et 3D-billede, ser vi illusionen af et rum. Et sådant billede er altså mere end et fladt billede, men det er stadig ikke et fysisk rum, som vi kan træde ind i.

Alt i alt tager verden set gennem Jette Gejl Kristensens rød-grønne briller sig spændende og kompleks ud.